Nybagt enlig mor!

Vi skulle egentlig stadig være kærester efter vi besluttede jeg skulle flytte med vores søn... Men hold nu kæft... Det er op af bakke med sådan en ordning.

Livet som enlig er sgu da "hårdt". Især når min søn er syg. Faren har jeg bedt fis af, er træt af pis for denne weekend.

Men det jeg prøver og sige er, at i enlige mødre herinde er fucking seje og pisse gode... Det virkede som en nem beslutning og være alene. Men det er mentalt udmattende og faktisk ret ensomt... Selvom jeg er omgivet af faren med stor tilstedeværelse, venner, familie og er økonomisk stabil, så er det ensomt...

Jeg skal nok bare vænne mig til min nye tilværelse. Drømmen om kernefamilien og forevigt pisset, den skal man lære og leve med ikke findes...

Hilsen en forvirret mor...

Anonym skriver:

Vi skulle egentlig stadig være kærester efter vi besluttede jeg skulle flytte med vores søn... Men hold nu kæft... Det er op af bakke med sådan en ordning.

Livet som enlig er sgu da "hårdt". Især når min søn er syg. Faren har jeg bedt fis af, er træt af pis for denne weekend.

Men det jeg prøver og sige er, at i enlige mødre herinde er fucking seje og pisse gode... Det virkede som en nem beslutning og være alene. Men det er mentalt udmattende og faktisk ret ensomt... Selvom jeg er omgivet af faren med stor tilstedeværelse, venner, familie og er økonomisk stabil, så er det ensomt...

Jeg skal nok bare vænne mig til min nye tilværelse. Drømmen om kernefamilien og forevigt pisset, den skal man lære og leve med ikke findes...

Hilsen en forvirret mor...

Man kommer på en måde over den hårde periode. Selvom den på en måde også er konstant. Måske bliver det bare nemmere at leve med?

Jeg har boet alene med min dreng i lidt over 2 år - i starten var det drømmen om familie der brast, som var det hårdeste. Men nu kan jeg på absolut INGEN måde forestille mig at være med mit barns far.

Men ja - det er faktisk skide svært at være alene. Er kontakten med faren ok?

Røverdatter skriver:

Man kommer på en måde over den hårde periode. Selvom den på en måde også er konstant. Måske bliver det bare nemmere at leve med?

Jeg har boet alene med min dreng i lidt over 2 år - i starten var det drømmen om familie der brast, som var det hårdeste. Men nu kan jeg på absolut INGEN måde forestille mig at være med mit barns far.

Men ja - det er faktisk skide svært at være alene. Er kontakten med faren ok?

Kontakten er fin. Og vi snakker og ses dagligt... Men det er selvfølgelig ofte anspændt, fordi følerne er i klemme. Vi er ikke helt enig om alt...