Godaften piger.
Sagen er den at min datters far flyttede i sin egen lejlighed for 2 uger siden.
Vi har været sammen alle sammen og vores datter på 3,2 år har været sammen med ham alene nogle timer om dagen i løbet af ugerne.
Sidste fredag forsøgte vi så med at hun skulle sove hos far. Det endte med at han måtte køre hende hjem fordi hun var så ulykkelig. Og det er jo også fint. Hun har jo svært ved at forstå det.
De var så sammen igen om lørdagen nogle timer.
Og debat været sammen nogle timer her i ugen også.
Vi ville så prøve at han skulle have hende til overnatning idag til imorgen.
Men allerede da han hentede hende i bh var hun grædefærdig. Hun græd i en time og han måtte komme hjem med hende.
De dage hvor han har været sammen med hende har der intet været de har hygget sig.
Hun snakker selv om at nu skal hun op til far og glæder sig.
Nu skal vi så alle sammen være sammen imorgen.
Hendes far og jeg er stadig de bedste venner. Så der er intet fjendtligt overhovedet imellem os.
Hun har lidt problemer med sproget men er ved at være godt med.
Til dagligt er der intet, med mindre jeg siger hun ikke må få f.eks slik så kan hun godt finde på at begynde og græde og sige hun savner far.
Når hun siger hun savner far og gerne vil snakke med ham, snakker de over FaceTime på ipadsene. Det synes hun er så hyggeligt.
I bh siger de at der intet er. Hun er glad og intet er anerledes, end det at hun bliver ked af det kort tid når jeg går.
Det er selvfølgelig en reaktion da hun stortset aldrig er blevet ked af det når vi har afleveret hende.
Men forstår simpelthen ikke hvorfor det er så svært for hende at være sammen med far når hun f.eks ved hun skal sove der. Og vi ses imorgen.
For hun har mange gange været både ved mormor og farmor en hel weekend. Og i ferier 3 nætter.
Og der har aldrig været noget.
Selvfølglig tænker vi på det og gør det gerne i hendes tempo. Men forstår det bare ikke. For hu har et stærkt bånd til hendes far og har altid haft det. Vi har begge været der lige meget da far er FTP.
Synes det er så hårdt, for han bliver også knust over det, fordi han så gerne vil være sammen med hende og han føler sig ikke god nok for hende fordi det er mig hun vil have. Og at han slet ikke kan trøste hende overhovedet. Det eneste tidspunkt han kan trøste hende er hvis han siger så kører vi hjem til mor. Og med det samme så stopper hun med at græde.
Det gør så ondt hun bliver så ulykkelig.
Hvad skal vi gøre? Hvad gør vi forkert.?
Jeg må indrømme at jeg trænger lidt til at få lidt ro. For der har været meget kaos op til han skulle flytte med at jeg har måtte tage meget over fordi han ikke kunne magte det pga han havde så meget at tænke på mht flytning. Og så har jeg så haft hende alene stortset i 2 uger. Og jeg er gravid i uge 19 og er virkelig træt.
Pls piger hjælp mig.
