Anonym skriver:
Sagen er den at jeg arbejder aftenvagt efter 5/2 princippet.
Lige uger:
mandag, tirsdag, fredag, lørdag og søndag (40 timer)
Ulige uger: mandag og tirsdag (16 timer)
Jeg møder 15-23.
Her for leden havde min kæreste og jeg et "sammenstød"
Jeg gik og troede alt var fint. Men han smed en stor spand lort i hovedet på mig. Jeg var altid sur (det mener jeg så ikke) Jeg viste ham ikke at jeg elskede ham (stiller jeg stort spørgsmålstegn ved) Han gav udtryk for at han synes det var meget hårdt at være alene med vores 2 børn i 5 dage. (skal lige sige vi snakker fra kl.15 til 19) Her skal han sørge for mad men ellers er der som oftes handlet, ryddet op gjort rent m.m Han følte han var bundet på hænder og fødder... Øhh ja det kan være da han forhen bare kunne smutte når han følte for det.
Han skal hygge sig med dem, yde omsorg, lave mad, bade og hygge. Jeg ved det kan være svært i ulvetimen... MEN!Jeg synes det er fint at han giver udtryk for at han synes det er hårdt. Jeg har også tidligere stået meget alene med børnene når han skulle ud og pleje sig selv og sine hobbys. Han har siden jeg været gravid haft masser af muligheder for at gøre det HAN havde lyst til. Han gik med til at vi skulle prøve aftenvagt af nu da muligheden bød sig. Han har givet udtryk for vi aldrig er sammen og at han savner jeg er hjemme om aftenen. Det kan jeg godt forstå. Sådan ville jeg også have det. Men der har bare været så meget egotrip fra hans side, hvor han fra tid til anden tog på weekender, overnatninger ude, dyrkede sine hobbyer på bekostning af os. Så har været meget alene med børnene.
Jeg er rigtig glad for mit job (for første gang i laaaaaaang tid) Jeg har fået arbejdsglæden igen. Jeg forguder alle de fridage og at vi ALDRIG nogensinde skal stresse. Børnene har fået flere fridage. Både sammen og hver for sig. Min kæreste går i skole (de næste 2 år) han møder nogle gange senere andre gange har han tidligt fri. Der har vi muligheden for at være OS som par og hygge os. Da jeg arbejdede fuldtid som dagvagt var vi begge hjemme ved 16-17 tiden. Så var det handle, lave mad og ungerne i bad og seng. Så var vi trætte begge to. Kæresten skulle læse og så sad jer der.
Han snakkede om at jeg måske skulle gå i dagvagt igen. Jeg har arbejdet som aftenvagt i 6 måneder. Og halvedelen af tiden er jeg hjemme. For arbejder kun 14 dage om måneden.
Der er fordele og ulemper. Men slige nu gør det ondt at gå på arbejde med den viden at min kæreste ikke er tilfreds. MEN bliver han nogensinde tilfreds? Jeg er ked af det og ønsker ikke at stoppe aftenvagten lige nu. Tænkte at arbejde 1½-2½ år som aftenvagt. Men ikke for en hver pris. Men det kan ikke være rigtig at jeg skal give mig igen igen for at han bliver tilfreds. Og tilfreds bliver han jo som sagt aldrig. SUK!
Undskyld det blev rodet... men jeg havde virkelig brug for at dele... Snøft!
Puha det lyder næsten som her hjemme. Min mand piver også hver gang jeg skal have aftenvagt eller weekend. Jeg køre et rul på 6 uger hvor jeg så har 4 aftenvagter og arbejde hver 3 weekend. For 1 år siden fik jeg lavede min plan om så 2 af min aftenvagter falder i netop i en af weekenderne så slår jeg ligesom 2 fluger med et smæk, det er også en fordel for mig fordi jeg så kan være hjemme sammen med børnene og ham indtil kl 15:15 hvor jeg køre afsted de skal så være alene derfra til de går i seng i weekenden 19:30-20.
Men han piver hvergang. Over at han skal være alene med dem, her handler det også om bare at hygge sammen og ordne aftensmad. Ingen rengøring, ingen handlen ingen opvask, det har mor som gjort. Så forstå enligt overhoved ikke piver riget.
Forstår udmærket dine frustrationer, og forstår enligt ikke de mænd ikke kan se fordelene også for vores side, det er ligesom at de kun ser deres egen situation.
