Frygten

God aften alle sammen.
Enhver mors mareridt ?

Jeg er bange for at kan skuffe mit kommende barn.
Det er sådan at jeg for knap 2 år siden blev påkørt og begge mine ben blev skadet, jeg har derfor mistet meget styrke i mit venstre ben og har begyndt gigt i benet efter  en brækket ankel og videre skade.

jeg lever med smerter hverdag, og skal handle anderledes i hverdage, og derfor frygter jeg at jeg måske vil skuffe mit barn ved at jeg ikke kan alt det som far han kan  :/

Er der andre her inde som har en skjult lidelse ? Som måske kan hjælp lidt ?

Jeg har de sidste 3 år ønsket barn, og nu har jeg fundet manden i mit liv, og vi har derfor valgt at forsøge at få den store gave at blive forældre.

Jeg ved jo at min skade i bene er varig, og kun vil blive værre for hvert år der går, men jeg har på mange måder lært at acceptere at jeg er skadet som 19 årig. men det vil jeg ikke lade forhindre mig i at få et barn og en hel familie..

Og jeg ved at jeg vil kunne klare rollen som mor, men vil jeg os kunne klare rollen som lege mor?  Eller må jeg erkende at de fysiske må min mand klare ?

Der er mange måder at lege på. Det er langt fra fodbold det hele.

Børnene tænker ikke på den måde. For dem er det vigtigt, at du er der, at du giver dem tryghed osv. Hvordan I leger sammen er underordnet. Hjemme hos os var det min far, som cyklede med os, for det kunne min mor ikke - men når vi var ved stranden, var det hende, som lærte mig at svømme, for det var min far ikke god til. Min far lærte mig at skifte kontakt på en lampe, min mor lærte mig at sy, min far lærte mig at passe køkkenhaven, min mor lærte mig at lave mad. De var gode til forskellige ting, og sådan vil det jo stort set være i de fleste familier. Hvis den ene ikke trives i et køkken, så gør det ikke noget. Hvis du ikke kan spille fodbold og klatre i træer med børnene, så gør de sikkert det med sin far, og så gør de andre ting, sammen med dig, og I gør andre ting alle sammen sammen. Det gør dig ikke mindre vigtig i deres liv eller uskikket til at have børn.

Jeg har en diskusprolaps i lænden, samt et bækken der bliver mere og mere stift og låst med tiden. Jeg vil kun få det værre jo længere tid der går.

Min datter er i dag 15 mdr. og hun elsker mig mindst lige så højt (hvis ikke mere :-P ) som hun elsker sin far.

Ja, det er far der leger vildt, og kaster hende rundt osv.

Men det er mor der putter, hygger, læser bøger, synger, leger med dukker - og endelig er det også mor der ligger på gulvet og er kravletræ (hvilket lige pt er det største hit).

Jeg var også ekstremt bange for ikke at være tilstrækkelig - men de bekymringer er blevet gjort til skamme, og jeg VED nu, at jeg ER den bedste mor for min datter