Håber nogle har rigtig gode råd!

Hej. Min kæreste på 20 og jeg på 17, kommer tit op og diskutere, så det tit ender med, at en af os går sin vej. Denne gang er det mig der er gået min vej. Vi bor sammen hjemme hos mine forældre og han betaler 500,- hver måned for at bo her. Jeg spurgte ham Idag nu her, om han ville hjælpe med, at lægge mit tøj sammen så der kunne blive plads til mere og efter, at det havde rodet i jeg ved ikke har mange måneder med mit tøj. Men han blev bare ved med, at sidde og kigge på mig fra sengen af, imens jeg lage tøj sammen... Jeg spurgte ham tidligere om han ville skrive til forsikringen (regning der ikke var betalt) det gjorde han så. Så spurgte jeg, om han ville rydde op, det gjorde han så, indtil han ikke gad mere.. Han ryddede dåser væk og lidt mere.. Men der lignede stadig ikke et værelses normale oprydning.. 

Det jeg vil frem til er bare, at jeg syntes han er for sløset.... Han bliver ved med, at spørge om jeg er ligesom min far (fordi han sagde i fuld tilstand, at han ingenting lavede) og det bliver jeg sgu ked af, at høre. Jeg mener bare, at når man er i et forhold så hjælper man sgu hinanden! Hele tiden.. Jeg har hjulpet med, at finde hans lærepladser, skrevet ansøgning for, at han kunne få et job (han klager over det han har nu) fordi han ikke selv gad. Når der skal laves mad, er det meget tit mig der gør alt, hvor han bare sidder oppe på værelset og høre musik og glor facebook.. Altså, hvornår går grænsen? Jeg kan sgu da ikke blive ved med, at hjælpe en 20 åriget mand... Men jeg elsker ham så meget, jeg kan bare snart ikke holde til det mere  

Hvad kan jeg sige til ham??? 

Anonym skriver:

Hej. Min kæreste på 20 og jeg på 17, kommer tit op og diskutere, så det tit ender med, at en af os går sin vej. Denne gang er det mig der er gået min vej. Vi bor sammen hjemme hos mine forældre og han betaler 500,- hver måned for at bo her. Jeg spurgte ham Idag nu her, om han ville hjælpe med, at lægge mit tøj sammen så der kunne blive plads til mere og efter, at det havde rodet i jeg ved ikke har mange måneder med mit tøj. Men han blev bare ved med, at sidde og kigge på mig fra sengen af, imens jeg lage tøj sammen... Jeg spurgte ham tidligere om han ville skrive til forsikringen (regning der ikke var betalt) det gjorde han så. Så spurgte jeg, om han ville rydde op, det gjorde han så, indtil han ikke gad mere.. Han ryddede dåser væk og lidt mere.. Men der lignede stadig ikke et værelses normale oprydning.. 

Det jeg vil frem til er bare, at jeg syntes han er for sløset.... Han bliver ved med, at spørge om jeg er ligesom min far (fordi han sagde i fuld tilstand, at han ingenting lavede) og det bliver jeg sgu ked af, at høre. Jeg mener bare, at når man er i et forhold så hjælper man sgu hinanden! Hele tiden.. Jeg har hjulpet med, at finde hans lærepladser, skrevet ansøgning for, at han kunne få et job (han klager over det han har nu) fordi han ikke selv gad. Når der skal laves mad, er det meget tit mig der gør alt, hvor han bare sidder oppe på værelset og høre musik og glor facebook.. Altså, hvornår går grænsen? Jeg kan sgu da ikke blive ved med, at hjælpe en 20 åriget mand... Men jeg elsker ham så meget, jeg kan bare snart ikke holde til det mere  

Hvad kan jeg sige til ham??? 

Jeg forstår ikke lige hvorfor han skal hjælpe dig med dit tøj, der har ligget og rodet i hvad jeg kan læse flere måneder. 

Dernæst så nyder han jo godt af at have en mor som kæreste, når alle de alvorlige ting skal klares og han ikke gider, så gør du det for ham. Det er da snedigt, ikke?  

Ansøgninger/praktikpladser - drengen fortjener jo ikke et job DU har sørget for at få for ham når han ikke gider. 

Er det ikke svært at gå sin vej når I bor hos dine forældre, hvor går du så hen når det er? 

Hej. Min kæreste på 20 og jeg på 17, kommer tit op og diskutere, så det tit ender med, at en af os går sin vej. Denne gang er det mig der er gået min vej. Vi bor sammen hjemme hos mine forældre og han betaler 500,- hver måned for at bo her. Jeg spurgte ham Idag nu her, om han ville hjælpe med, at lægge mit tøj sammen så der kunne blive plads til mere og efter, at det havde rodet i jeg ved ikke har mange måneder med mit tøj. Men han blev bare ved med, at sidde og kigge på mig fra sengen af, imens jeg lage tøj sammen... Jeg spurgte ham tidligere om han ville skrive til forsikringen (regning der ikke var betalt) det gjorde han så. Så spurgte jeg, om han ville rydde op, det gjorde han så, indtil han ikke gad mere.. Han ryddede dåser væk og lidt mere.. Men der lignede stadig ikke et værelses normale oprydning.. 

Det jeg vil frem til er bare, at jeg syntes han er for sløset.... Han bliver ved med, at spørge om jeg er ligesom min far (fordi han sagde i fuld tilstand, at han ingenting lavede) og det bliver jeg sgu ked af, at høre. Jeg mener bare, at når man er i et forhold så hjælper man sgu hinanden! Hele tiden.. Jeg har hjulpet med, at finde hans lærepladser, skrevet ansøgning for, at han kunne få et job (han klager over det han har nu) fordi han ikke selv gad. Når der skal laves mad, er det meget tit mig der gør alt, hvor han bare sidder oppe på værelset og høre musik og glor facebook.. Altså, hvornår går grænsen? Jeg kan sgu da ikke blive ved med, at hjælpe en 20 åriget mand... Men jeg elsker ham så meget, jeg kan bare snart ikke holde til det mere  

Hvad kan jeg sige til ham??? 

Prøv at Sæt jer og tal om det der går jer på ikke råbe eller skændes men tal om det, det kan jo ske han også har noget på hjerte   Han ikke er tilfreds med syndes bestemt ikke at du skal klare alt for en "dreng" på 20 han må mande sig lidt op.. Og så findes der da Intet værre end folk der bare går det løser jo slet ingen ting... Og i skal kunne se tingene fra hinandens side, sæt jer i hinandens sted