Vil væk fra kæresten

Hej piger!

Hvordan (faen) klarer man det at gå fra sin kæreste, når man jeg på dagpenge, ( =næsten ingen indtægt, han har arbejde, og har siden min barsel være den der stod for hovedindtægten herhjemme)?

Vi har sammen en andelslejlighed, ingen af os ville kunne sidde i selv. Vi bor i Kbh, hvor det ikke ligefrem er billige lejeboliger det vrimler med, tværtimod.

Vi har et barn sammen på snart 1år, som jeg bare slet ikke ønsker skal være "skilsmissebarn" (vi er ikke gift) men kan simpelthen mærke på mig selv, at jeg ikke kan blive ved med at have som jeg har det med min kæreste, vi er hele tiden uvenner og sure på hinanden , snakker aldrig sammen, han er doven, viser ingen tegn på at han faktisk holder af mig, og ja, jeg kunne blive ved

I dag blev vi endnu engang uvenner, og jeg har længe været i tvivl, og prøvet at føle efter, se tiden an, og forsøgt at holde ud og/eller bide tingene i mig, for at se om jeg ikke kan finde tilbage til bare lidt af de ting, der gjorde ham så uimodståelig i sin tid, for at kunne klamre mig til et lille håb.

Men jeg kan bare mærke nu, ar det eneste der holder mig tilbage i at gå fra ham, er økonomien - jeg ved simpelthen ikke hvordan og HVOR jeg skal kunne bo for mig selv med min søn kun for en dsgpengeindkomst.

Han er ikke typen man kan trænge ind til, uanset om det er med råben og skrigen, med tårer eller stille og rolig alvorlig snak, det har jeg ligesom forsøgt mig med masser af gange.

Jeg ville for alt i verden ønske, at jeg kunne trænge igennem til ham, så vi kunne finde en seriøs løsning, men jeg tror bare ikke længere på, at der er andre måder at gøre det på, end at gå fra ham - tror først det er dér det går op for ham, hvor meget jeg har ment alt det jeg har prøvet at trænge igennem til ham på.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit oplæg, tror blot jeg har brug for at komme ud med mine frustrationer... Og jo, så vil jeg meget gerne have nogle gode råd/erfaringer til hvordan man klare sig ud af det økonomiske "fængsel" jeg lige nu er i. HAR jeg overhovedet nogen muligheder, andet end at blive hos ham, indtil jeg finder mig et job?

Anonym skriver:

Hej piger!

Hvordan (faen) klarer man det at gå fra sin kæreste, når man jeg på dagpenge, ( =næsten ingen indtægt, han har arbejde, og har siden min barsel være den der stod for hovedindtægten herhjemme)?

Vi har sammen en andelslejlighed, ingen af os ville kunne sidde i selv. Vi bor i Kbh, hvor det ikke ligefrem er billige lejeboliger det vrimler med, tværtimod.

Vi har et barn sammen på snart 1år, som jeg bare slet ikke ønsker skal være "skilsmissebarn" (vi er ikke gift) men kan simpelthen mærke på mig selv, at jeg ikke kan blive ved med at have som jeg har det med min kæreste, vi er hele tiden uvenner og sure på hinanden , snakker aldrig sammen, han er doven, viser ingen tegn på at han faktisk holder af mig, og ja, jeg kunne blive ved

I dag blev vi endnu engang uvenner, og jeg har længe været i tvivl, og prøvet at føle efter, se tiden an, og forsøgt at holde ud og/eller bide tingene i mig, for at se om jeg ikke kan finde tilbage til bare lidt af de ting, der gjorde ham så uimodståelig i sin tid, for at kunne klamre mig til et lille håb.

Men jeg kan bare mærke nu, ar det eneste der holder mig tilbage i at gå fra ham, er økonomien - jeg ved simpelthen ikke hvordan og HVOR jeg skal kunne bo for mig selv med min søn kun for en dsgpengeindkomst.

Han er ikke typen man kan trænge ind til, uanset om det er med råben og skrigen, med tårer eller stille og rolig alvorlig snak, det har jeg ligesom forsøgt mig med masser af gange.

Jeg ville for alt i verden ønske, at jeg kunne trænge igennem til ham, så vi kunne finde en seriøs løsning, men jeg tror bare ikke længere på, at der er andre måder at gøre det på, end at gå fra ham - tror først det er dér det går op for ham, hvor meget jeg har ment alt det jeg har prøvet at trænge igennem til ham på.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit oplæg, tror blot jeg har brug for at komme ud med mine frustrationer... Og jo, så vil jeg meget gerne have nogle gode råd/erfaringer til hvordan man klare sig ud af det økonomiske "fængsel" jeg lige nu er i. HAR jeg overhovedet nogen muligheder, andet end at blive hos ham, indtil jeg finder mig et job?

 

 

Muligvis kan kommunen hjælpe dig med et indskudslån, hvis du går ned og fortæller dem om det, at du skal flytte fra kærsten

Ellers er det måske noget familie du kan bo hos til at starte med, ind til du for dit eget 

Eller at flytte lidt længere væk fra København, hvor det er billigere og nemmere at få en billig bolig

 

 

Anonym skriver:

Hej piger!

Hvordan (faen) klarer man det at gå fra sin kæreste, når man jeg på dagpenge, ( =næsten ingen indtægt, han har arbejde, og har siden min barsel være den der stod for hovedindtægten herhjemme)?

Vi har sammen en andelslejlighed, ingen af os ville kunne sidde i selv. Vi bor i Kbh, hvor det ikke ligefrem er billige lejeboliger det vrimler med, tværtimod.

Vi har et barn sammen på snart 1år, som jeg bare slet ikke ønsker skal være "skilsmissebarn" (vi er ikke gift) men kan simpelthen mærke på mig selv, at jeg ikke kan blive ved med at have som jeg har det med min kæreste, vi er hele tiden uvenner og sure på hinanden , snakker aldrig sammen, han er doven, viser ingen tegn på at han faktisk holder af mig, og ja, jeg kunne blive ved

I dag blev vi endnu engang uvenner, og jeg har længe været i tvivl, og prøvet at føle efter, se tiden an, og forsøgt at holde ud og/eller bide tingene i mig, for at se om jeg ikke kan finde tilbage til bare lidt af de ting, der gjorde ham så uimodståelig i sin tid, for at kunne klamre mig til et lille håb.

Men jeg kan bare mærke nu, ar det eneste der holder mig tilbage i at gå fra ham, er økonomien - jeg ved simpelthen ikke hvordan og HVOR jeg skal kunne bo for mig selv med min søn kun for en dsgpengeindkomst.

Han er ikke typen man kan trænge ind til, uanset om det er med råben og skrigen, med tårer eller stille og rolig alvorlig snak, det har jeg ligesom forsøgt mig med masser af gange.

Jeg ville for alt i verden ønske, at jeg kunne trænge igennem til ham, så vi kunne finde en seriøs løsning, men jeg tror bare ikke længere på, at der er andre måder at gøre det på, end at gå fra ham - tror først det er dér det går op for ham, hvor meget jeg har ment alt det jeg har prøvet at trænge igennem til ham på.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit oplæg, tror blot jeg har brug for at komme ud med mine frustrationer... Og jo, så vil jeg meget gerne have nogle gode råd/erfaringer til hvordan man klare sig ud af det økonomiske "fængsel" jeg lige nu er i. HAR jeg overhovedet nogen muligheder, andet end at blive hos ham, indtil jeg finder mig et job?

enten ja kontakt kommunen og sig til dem som det er at du vil gå fra din kæreste men at du ikk får ret meget og derfor ikk ville kunne bo i en lejlighed med din søn på de bekostninger og om de har mulighed for at hjælpe så er jeg sikker på de finder på noget 

Michael healer skriver:

 

 

Muligvis kan kommunen hjælpe dig med et indskudslån, hvis du går ned og fortæller dem om det, at du skal flytte fra kærsten

Ellers er det måske noget familie du kan bo hos til at starte med, ind til du for dit eget 

Eller at flytte lidt længere væk fra København, hvor det er billigere og nemmere at få en billig bolig

 

 

Min familie bor desværre for langt væk til at jeg vil kunne flytte midlertidig hos dem, både med hensyn til mit barns vuggestue, og jobsamtaler (som jeg heldigvis har en del af det næste stykke tid)

Jeg kan selvfølgelig godt finde noget længere væk fra Kbh, men man skal bare så langt væk før det overhovedet bliver billigt. Men det kan jeg selvfølgelig blive nødt til..

Måske jeg skal tage en snak med kommunen for at se om de kan hjælpe med noget.

Tak for svar.

For det første  så er det ikke ualmindeligt at parforholdet bliver anstrengt når man liger blevet forældre. 

Har I prøvet at få hjælp udefra? Parterapi?