"Kraftig blødning i forbindelse med medicinsk abort."
Hej charlotte.
Jeg skriver fordi jeg har brug for,at fortælle min historie og hvordan jeg har det.
Jeg er alene med min datter på 4 og har et år kæmpet for at give hende en bror eller søster.endelig er der 2 streger.jeg skal til nakkefoldscanning i tirsdags hvor jeg burde være i uge 13.(har set hjerteblink i uge 7)men der får jeg at vide,at der ingen hjertelyd er og fosteret er dødt i uge 8.jeg bliver så ked af det.alting går nu så stærkt.jeg bliver fulgt over på kirurgisk afd. hvor jeg skal tage stilling til om jeg vil have en medicinsk eller kirurgisk abort.jeg føler mig presset til,at vælge den medicinske fordi det sku være nemmere og ikke krævede indlæggelse.det ku give ret kraftige smerter og bløde en del men dog ikke mere end en kraftig menstruation.jeg får pillerne på afd. og bliver sendt hjem efter 2 timer med besked på at ringe tilbage hvis blødningen ikke er startet kl. 18.blødningen starter ved 18 tiden og jeg får smerter,men det er til at holde ud og det stopper efter en times tid.men blødningen tager bare til og til.til sidst vælter det bare ud og jeg bruger den ene ble efter den anden.i løbet af 15 min. er alt gennemblødt igen.jeg kan slet ikke styre det og til sidst falder jeg om på badeværelset også ringer min mor ringer 112.jeg bliver indlagt og på afdelingen bliver blodet ved med at fosse ud.jeg besvimer og personalet kan ikke komme i kontakt med mig.men efter et par timer falder alting lidt til ro.blødningen aftager og jeg kan holde mig vågen og stå på benene igen.jeg kan ikke huske meget af det her,men har fået det fortalt senere.jeg bliver scannet med besked på at alt ser ud til at være kommet ud.jeg må tage hjem og komme igen i næste uge til en ny scanning.lægen fortæller mig mens jeg har det rigtig dårligt,at det er meget normalt at bløde så meget og mere til.jeg er normalt ikke pivet,men jeg tænker det kan da ikke være rigtigt,at man skal have det så dårligt.
jeg har heldigvis en forstående arbejdsplads en masse gode veninder og min gode familie som har hjulpet mig meget og som jeg har snakket meget med.men jeg kan mærke,at jeg et par dage efter sidder her og er fuldstændig rystet,ked af det,meget træt og uden energi til andet end at passe min datter.
Det blev lidt langt,men jeg havde brug for at få det ud.
Charlottes svar
Kære Du
Tak for dit brev, det lyder som en ganske forfærdelig og rystende oplevelse. Jeg kan godt forstå at du nu sidder tilbage både rystet og meget ked af det. Der er jo tit meget stor forskel på hvordan personalet vurdere en situation og hvordan den ramte oplever det, og i mine øre er det ikke ordentlig patientpleje blot at fortælle dig at nu er alting ok og at det er meget normalt at bløde så meget, og endda mere til. I din verden er det jo slet ikke meget normalt at bløde så meget, i din verden er det helt helt forkert. Desværre er der mange, både læger og andre ansatte i sygehusvæsenet, der ikke er gode nok til at leve sig ind i patienten, forestille sig at være patienten, for det er kun når man kan den kunst, at man kan være den bedste støtte for patienten.
Måske skulle du skrive hele din historie ned sådan som du oplevede den lige fra starten, for allerede der føler du dig jo ikke godt behandlet, men presset til at skulle tage en beslutning. Det have da været dejligt om der lige havde været tid til at du kunne sunde dig, lige få lidt tid til at omstille sig fra at være en der gik og var gravid, til at blive en der skal abortere sit foster. Det er jo ikke noget man lige en-to-tre fikser, det kan da godt ta' lidt tid. Så allerede her synes jeg ikke du får en god nok behandling. Så bliver du sendt hjem og tar piller, og så på et tidspunkt begynder du at bløde, og endda voldsomt så du besvimer. Det er jo også meget skræmmende, for når man aldrig har prøvet det for, og når man ikke ved hvor meget mere blødning der kan komme, så kan man jo være bange for at dø, helt ærligt, ikke? rigtig bange for at forbløde. Og så hjælper din mor m til at du bliver kørt på hospitalet og bliver undersøgt og man finder ud af at alt er kommet ud, men også der bliver du dårlig, falder om på badeværelset og man kan ikke kontakte dig, det er da meget skræmmende. Og så kommer der en læge og taler til dig (jeg bider mærke i at du skriver taler til dig, ikke taler med dig. Det viser jo desværre hvordean det er foregået, ikke MED men TIL. Og ovenikøbet taler lægen til dig på det samme tidspunkt hvor du har det rigtig dårligt, på det tidspunkt vælger lægen at give dig forskellige informationer, det kan man da på ingen måde kalde, at kunne sætte sig i patientens sted, vel. Jeg synes du skal skrive hele historien ned og få så mange detaljer med som du kan huske. Selve skriveprocessen er hjælpsom i sig selv. Om du så vælger at sende det til hospitalet med en klage over den behandling du fik, eller ej, det er egentligt ikke så vigtigt og det kommer an på dit temperament, for du får sikkert ikke andet ud af det end en beklagelse fra dem. Du kan også, når du har sendt brevet bede om et møde med lægechefen på afdelingen og fortælle ham/hende om hvordan du har det med den oplevelse så lægechefen kan gå videre til sit personale. Jeg ved at det hjælper både at skrive og tale om traumatiske oplevelser, og jeg ved også at det kan ta' lidt tid før den er "ude af kroppen" igen, for du har jo været rystet og er det stadig.
Jeg håber du kan bruge min tilbagemelding, ellers er du hjertens velkommen til at skrive igen.
'Mange varme hilsner Charotte,
www.grumme.dk
En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.
Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk
