Det er så hårdt(meget langt)

Igår gik min mand. Han har gjort det før.. Mange gange. "Skredet" lige pludselig ud i det blå. Nogen gange har han sagt han skred, andre gange har han bare været ude og ryge i haven eller "købt treo i Brugsen" for så ikke at komme tilbage. For 14 dage siden blev vi forældre til nummer 2, vi har en på 3 i forvejen.... Jeg opdager om aftenen at han ikke blot er "skredet", men han har fandme taget min bil! Jeg ejer den og han har intet kørekort  Jeg vidste godt han ikke ville komme tilbage , jeg kunne mærke det på ham, og sagde det også til ham, "slap af, hvad tror du" sagde han.... Jeg skrev til ham efterfølgende og han sagde han bare skulle have luft og ville komme igen senere.. Det vidste jeg jo godt var løgn.. Som sagt er det ikke første gang, og han har før været væk i alt fra 1 dag til 14 dage.. Så hvornår mon han tropper op igen? Jeg mangler min bil for at kunne bare sådan noget som at handle.. Fuck det er hårdt! Hårdt at han smutter fra os igen, hårdt for jeg VED jeg ikke kan blive ved med at kæmpe for ham og for os.. Jeg vil ikke gøre mine børn til skilsmisse børn.. Jeg vil ikke ende alene.. Den store spørg efter far hele tiden, og tror vi snart skal hente ham på arbejde.... Den lille føler jeg slet ikke får den opmærksomhed der behøves  Vil søge seperation som en start, men har ikke 900 kr, og så kan jeg ikke bede ham flytte da jeg ikke vil kunne få noget økonomisk støtte..... 

Han er præcis hans far om igen. Og jeg begynder at tvivle på han nogensinde kan reddes. Når han forsvinder sådan her ender han altid med at ryge hash.. Men i og med der kan gå mere end et halvt år imellem, så kan det jo ikke være misbrug.... Han ryger nemlig ikke ellers, men har haft et misbrug i hans unge dage.. Jeg har sagt jeg vil ha han får prof hjælp og han vil også gerne , det bliver bare aldrig til noget, jeg er så ræd for at kommunen så vil fjerne vores børn eller lign... Og hvilken hjælp skulle det så være? Misbrugs hjælp? Parterapi? Psykologhjælp eller psykiater? Han har muligvis en ubehandlet ADHD , hvilken grad ved vi ikke da han først skal igang men der er lang ventetid.... Udover det har han helt klart andre psykiske problemer/sygdomme, men igen vi/han venter på en psykiater, der er bare lang ventetid  

havde vi penge ville jeg bede ham tage på vandrerhjem eller sådan indtil tingene går iorden , når han kommer hjem, men vi har ikke pengene så hvad skal jeg gøre? 

Jeg aner ikke hvor han er eller hvad han laver.. Han kan sidde og ryge hash eller sidde med en anden kvinde.. Eller han kan sidde "uskyldigt" med en kammerat jeg ikke kender til......  

 

 

jeg har ikke lyst til at være en af de kvinder som ser sig så blind i sin mand at hun glemmer eller tilsidesætter sine børns behov uden at se det... Men fuck hvor er det svært at tage skridtet! Især fordi jeg ved hvad der venter når han dukker op........ Hvis han så bare selv var villig til at skilles, men det er han IKKE. Han bliver nærmest agressiv når man vil prøve at forberede en ordentlig og rolig skilsmisse... Og så ender det bare med at blive glemt og vi har det godt indtil han så gør det igen........... 

Puha - hvor er det synd for dig! At blive forladt med en nyfødt og et barn på tre år - jeg er målløs. Din mand må jo enten være alvorligt syg eller også er han dybt dybt barnlig og egoistisk, jeg ved ikke, hvad svaret er, men aldrig om jeg ville leve med sådan en mand. Jeg må indrømme at jeg faktisk ikke forstår hvorfor du har valgt at gå (endnu) et barn med sådan en "mand". Du skriver han har gjort det mange gange før og det er jo slet ikke holdbart! Kom af med ham. Håber du har en kærlig familie/ kærlige venner til at bakke op og støtte dig og dine to små børn. Stort knus 

Anonym skriver:

Igår gik min mand. Han har gjort det før.. Mange gange. "Skredet" lige pludselig ud i det blå. Nogen gange har han sagt han skred, andre gange har han bare været ude og ryge i haven eller "købt treo i Brugsen" for så ikke at komme tilbage. For 14 dage siden blev vi forældre til nummer 2, vi har en på 3 i forvejen.... Jeg opdager om aftenen at han ikke blot er "skredet", men han har fandme taget min bil! Jeg ejer den og han har intet kørekort  Jeg vidste godt han ikke ville komme tilbage , jeg kunne mærke det på ham, og sagde det også til ham, "slap af, hvad tror du" sagde han.... Jeg skrev til ham efterfølgende og han sagde han bare skulle have luft og ville komme igen senere.. Det vidste jeg jo godt var løgn.. Som sagt er det ikke første gang, og han har før været væk i alt fra 1 dag til 14 dage.. Så hvornår mon han tropper op igen? Jeg mangler min bil for at kunne bare sådan noget som at handle.. Fuck det er hårdt! Hårdt at han smutter fra os igen, hårdt for jeg VED jeg ikke kan blive ved med at kæmpe for ham og for os.. Jeg vil ikke gøre mine børn til skilsmisse børn.. Jeg vil ikke ende alene.. Den store spørg efter far hele tiden, og tror vi snart skal hente ham på arbejde.... Den lille føler jeg slet ikke får den opmærksomhed der behøves  Vil søge seperation som en start, men har ikke 900 kr, og så kan jeg ikke bede ham flytte da jeg ikke vil kunne få noget økonomisk støtte..... 

Han er præcis hans far om igen. Og jeg begynder at tvivle på han nogensinde kan reddes. Når han forsvinder sådan her ender han altid med at ryge hash.. Men i og med der kan gå mere end et halvt år imellem, så kan det jo ikke være misbrug.... Han ryger nemlig ikke ellers, men har haft et misbrug i hans unge dage.. Jeg har sagt jeg vil ha han får prof hjælp og han vil også gerne , det bliver bare aldrig til noget, jeg er så ræd for at kommunen så vil fjerne vores børn eller lign... Og hvilken hjælp skulle det så være? Misbrugs hjælp? Parterapi? Psykologhjælp eller psykiater? Han har muligvis en ubehandlet ADHD , hvilken grad ved vi ikke da han først skal igang men der er lang ventetid.... Udover det har han helt klart andre psykiske problemer/sygdomme, men igen vi/han venter på en psykiater, der er bare lang ventetid  

havde vi penge ville jeg bede ham tage på vandrerhjem eller sådan indtil tingene går iorden , når han kommer hjem, men vi har ikke pengene så hvad skal jeg gøre? 

Jeg aner ikke hvor han er eller hvad han laver.. Han kan sidde og ryge hash eller sidde med en anden kvinde.. Eller han kan sidde "uskyldigt" med en kammerat jeg ikke kender til......  

 

 

jeg har ikke lyst til at være en af de kvinder som ser sig så blind i sin mand at hun glemmer eller tilsidesætter sine børns behov uden at se det... Men fuck hvor er det svært at tage skridtet! Især fordi jeg ved hvad der venter når han dukker op........ Hvis han så bare selv var villig til at skilles, men det er han IKKE. Han bliver nærmest agressiv når man vil prøve at forberede en ordentlig og rolig skilsmisse... Og så ender det bare med at blive glemt og vi har det godt indtil han så gør det igen........... 

Øv hvor ville jeg gerne kunne hjælpe dig! For det er da en super uholdbar situation for alle. Det kan din mand overhovedet ikke være bekendt, uanset årsagen. 

Min helt personlige erfaring er at der skal virkelig meget til for at sådanne personer ændrer sig markant og jeg ville nok ikke kunne satse på det.

Kan du måske bo hos dine forældre en overgang?

Og jeg går ud fra du må kunne få noget økonomisk støtte fra det offentlige hvis I går fra hinanden.

Christine skriver:

Øv hvor ville jeg gerne kunne hjælpe dig! For det er da en super uholdbar situation for alle. Det kan din mand overhovedet ikke være bekendt, uanset årsagen. 

Min helt personlige erfaring er at der skal virkelig meget til for at sådanne personer ændrer sig markant og jeg ville nok ikke kunne satse på det.

Kan du måske bo hos dine forældre en overgang?

Og jeg går ud fra du må kunne få noget økonomisk støtte fra det offentlige hvis I går fra hinanden.

Har en dejlig støttende familie, men det er ikke en mulighed at bo hos mine forældre eller andre .. Og jeg kan desværre ikke få noget økonomisk støtte før vi er sepereret eller skilt, og det har jeg/vi ikke penge til før oktober pga nogle stramme måneder 

Anonym skriver:

Har en dejlig støttende familie, men det er ikke en mulighed at bo hos mine forældre eller andre .. Og jeg kan desværre ikke få noget økonomisk støtte før vi er sepereret eller skilt, og det har jeg/vi ikke penge til før oktober pga nogle stramme måneder 

Kan du ikke låne de 900 kroner fra noget familie?
Hvor må det være ufattelig hårdt for dig og dine børn

Kan sagtens forstå dig, og sikke et fjols /:

Er det ikke bedre for dig at blive skilt og blive glad end at blive i det her for at dine børn ikke skal være skilsmissebørn?

Jeg bor i Brøndby, og hvis jeg på nogen måder kan hjælpe dig med at handle eller noget andet.. Så skriv det må være hårdt at stå med det hele alene med en lille baby og en på 3.

ejj for pokker, det er da slet ikke holdbart eller iorden... du skal tænke på hvad der er bedst for dig selv og dine børn.. ikke på at dine børn ikke skal være skilsmisse børn, de er så små at det er de ikke mærket af som senere.. og hellere det end at vokse op med ulykkelige mor og far.. 

 

en seperation koster altså ikke penge, men skilsmisse gør.. det noget med man skal være sepereret i 1 år før man bliver skilt??? sådan har det ihvertfald været for mine veninder der lige er blevet det... 

 

kram til dig...