Hej
Jeg har en kæreste i 30'erne som har en søn på 5.
Jeg er selv 23 med en datter på 2.
Vi har været sammen i 8 mdr, vi bor ikke sammen eller i samme by. Men har været sammen hver weekend og ferie siden vi mødtes.
Min problematik kommer her, igår fortalte min kæreste mig at jeg var dårlig til at lege med ungerne (det ved jeg men arbejder på sagen) og det hele afhænger af ham.
Men han tør for det første ikke at tage dem med ned på legepladsen kl. 20 da jeg jo så bare ville værw irriterer resten af aftenen når de kom op. Hvilket jeg ikke er enig i.
Han vil gerne holde sin søn oppe til han drætter om på sofaen om det så er kl. 03 om natten. Hvilket han ikke gør, da jeg værdsætter mine aftener med voksen tid. Så jeg straffer jo ham og hans søn. Hvilket sårede mig.
jeg er bare ikke af den overbevisning at det er en 5årigs behov. Der er vi så dybt uenige. Han mener det er hyggen omkring det.
Jeg føler det meget svært at snakke med ham da han har en tendens til at tage alting som et angreb og blive meget vred og gå i forscars position. Han har sågar "straffet" mig ved at sige "hvis du ik stopper så tager vi bare hjem". Der satte jeg foden ned og måtte forklarer at jeg ikke er et barn og jeg vil ikkw behandles som et med derimod et voksent menneske.
Jeg aner ikk hvordan jeg skal tale med ham så jeg er begyndt at holde det inde.
Jeg ville ønske jeg havde nogle redskaber til at nå ind til ham.
Han er en super skøn fyr udover det og gør ufattelig meget for os og mig. Og jeg elsker ham meget højt. Samt min datter har taget ham lidt til sig som en stedfar (hun ser pt ik sin egen og kender ham hellere ik).
Så mit spørgsmål, er det bare mig som er ypper senisitiv eller har i nogle redskaber til at få ham i en ordenlig snak...
(Vi rejser til Barcelona, ham og jeg i en forlænget weekend om 3 uger og der håber jeg på at hverken arbejde, migræne eller hverdagens strabasser er i vejen så vi evt kan få en go snak.) Men vi kan jo bare ikke rejse væk hvergang vi skal snakke, så anyone. Gode råd modtages med kyshånd.
Anmeld
