Så springer jeg ud

Ja jeg er så blevet enlig nu.
Har en datter på 3,2 år og er gravid 17+3.
Idag er faderen til mine børn flyttet.

Jeg tog beslutningen at jeg synes at vi skulle gå fra hinanden. Vi har haft mange nedture i forholdet og været ved at gå fra hinanden rigtig mange gange. Men nu kunne jeg ikke mere.

Han har posttraumatisk stress. Og har et meget voldsomt temperament som gik ud over min datter og jeg næsten dagligt.

Og kunne ikke bære det mere. For man vidste virkelig ikke. Hvad ben man skulle stå på. Og mange gange skulle man lige tjekke hans humør før man sagde noget.

Og for det meste måtte man sluge mange ting han sagde uden at svare igen for at bevarer roen herhjemme. Det var så hårdt til sidst.

Men udover det har vi altid haft det godt sammen. Men temperamentet fyldte simpelthen for meget. Og jeg tør ike tænke på hvordan det ville blive når vores søn kom til verden.

Nå men jeg sidder så idag og har faktisk haft det forfærdeligt. Hold nu kæft hvor har jeg været ked af det.

Og de ting min datter så fik sagt her til aften gjorde ikke min dårlige samvittighed bedre. Og har simpelthen kæmpe en kamp for at holde tårerne tilbage. Og vente til jeg kom ind i stuen hvor hun ikke kunne se mig.

Jeg lagde hende i seng og hun siger.
Hvor er far henne?
Han er hjemme i hans lejlighed.
Han skal sove på mit værelse i nat.
Det kan han ikke skat, men vi skal over og besøge ham imorgen.
Nå okay, godnat mor.
Godnat skat.

Der går så maks 5-10 min og hun græder inde på værelset.
Jeg går ind.
Hvaså skat?
Jeg vil over til far.
Det kan du ikke skat, men vi skal jo derover imorgen.
Jeg savner far, jeg savner far.
Det forstår jeg godt skat, men vi ser ham jo imorgen og så skulle du jo vælge nogle bamser du skulle have med over til ham.
Okay mor, godnat.
Godnat skat.


Fuck jeg var knust.
Hun har ikke så godt et sprog så det er svært at få hende til at fortælle præcis hvad hun føler og den slags.

Ej hvor synes jeg bare det er hårdt.
Har brug for nogle råd til hvordan jeg håndtere dette bedst muligt. Og hjælper min datter igennem dette.
Bh er selvfølgelig meddelt omkring det.

Jeg er bare helt knust og aner ikke hvad jeg skal gøre. Heldigvis er eksen og jeg rigtig gode venner og vi var begge enige om dette og at vores børn ikke skal lide under det. Så vi får et godt samarbejde.

Men piger har brug for jer som har været igennem det samme. Hvordan tog jeres børn det? Og hvor længe gik der før de havde vænnet sig til det?

Og ja så har jeg nok bare brug for nogle trøstende ord.

Det er hårdt at stå lige der og lige nu...

 

jeg lover at det bliver bedre og nemmere.... men det kommer til at tag tid....

 

men børn er hurtige til at opfange stemningen,  jeg er sikker på at det hjælper at i/du får det bedre, for det plejer at smitte af på børnene....

 

 

stjernehimmel skriver:

Det er hårdt at stå lige der og lige nu...

 

jeg lover at det bliver bedre og nemmere.... men det kommer til at tag tid....

 

men børn er hurtige til at opfange stemningen,  jeg er sikker på at det hjælper at i/du får det bedre, for det plejer at smitte af på børnene....

 

 

Tak for dit svar, og ja helt sikkert.
Jeg er jo fast besluttet på at det er det rigtige vi gør.
Men min dårlige samvittighed over for min datter overtager vidst det hele

Mother-love skriver:

Ja jeg er så blevet enlig nu.
Har en datter på 3,2 år og er gravid 17+3.
Idag er faderen til mine børn flyttet.

Jeg tog beslutningen at jeg synes at vi skulle gå fra hinanden. Vi har haft mange nedture i forholdet og været ved at gå fra hinanden rigtig mange gange. Men nu kunne jeg ikke mere.

Han har posttraumatisk stress. Og har et meget voldsomt temperament som gik ud over min datter og jeg næsten dagligt.

Og kunne ikke bære det mere. For man vidste virkelig ikke. Hvad ben man skulle stå på. Og mange gange skulle man lige tjekke hans humør før man sagde noget.

Og for det meste måtte man sluge mange ting han sagde uden at svare igen for at bevarer roen herhjemme. Det var så hårdt til sidst.

Men udover det har vi altid haft det godt sammen. Men temperamentet fyldte simpelthen for meget. Og jeg tør ike tænke på hvordan det ville blive når vores søn kom til verden.

Nå men jeg sidder så idag og har faktisk haft det forfærdeligt. Hold nu kæft hvor har jeg været ked af det.

Og de ting min datter så fik sagt her til aften gjorde ikke min dårlige samvittighed bedre. Og har simpelthen kæmpe en kamp for at holde tårerne tilbage. Og vente til jeg kom ind i stuen hvor hun ikke kunne se mig.

Jeg lagde hende i seng og hun siger.
Hvor er far henne?
Han er hjemme i hans lejlighed.
Han skal sove på mit værelse i nat.
Det kan han ikke skat, men vi skal over og besøge ham imorgen.
Nå okay, godnat mor.
Godnat skat.

Der går så maks 5-10 min og hun græder inde på værelset.
Jeg går ind.
Hvaså skat?
Jeg vil over til far.
Det kan du ikke skat, men vi skal jo derover imorgen.
Jeg savner far, jeg savner far.
Det forstår jeg godt skat, men vi ser ham jo imorgen og så skulle du jo vælge nogle bamser du skulle have med over til ham.
Okay mor, godnat.
Godnat skat.


Fuck jeg var knust.
Hun har ikke så godt et sprog så det er svært at få hende til at fortælle præcis hvad hun føler og den slags.

Ej hvor synes jeg bare det er hårdt.
Har brug for nogle råd til hvordan jeg håndtere dette bedst muligt. Og hjælper min datter igennem dette.
Bh er selvfølgelig meddelt omkring det.

Jeg er bare helt knust og aner ikke hvad jeg skal gøre. Heldigvis er eksen og jeg rigtig gode venner og vi var begge enige om dette og at vores børn ikke skal lide under det. Så vi får et godt samarbejde.

Men piger har brug for jer som har været igennem det samme. Hvordan tog jeres børn det? Og hvor længe gik der før de havde vænnet sig til det?

Og ja så har jeg nok bare brug for nogle trøstende ord.

Det er svært ikke at have dårlig samvittighed, men du gør det rigtige
Bare sæt ord på hendes og dine og evt fars følelser omkring år i skal være skilt og det er for at I alle kan være glade.

2babygirls skriver:

Det er svært ikke at have dårlig samvittighed, men du gør det rigtige
Bare sæt ord på hendes og dine og evt fars følelser omkring år i skal være skilt og det er for at I alle kan være glade.

Jeg håber bare ikke reaktionen bliver alt for voldsom.
Her til morgen har hun også spurgt til hvor de forskellige ting er henne. Heldigvis er det dog mig der har beholdt de fleste ting. Så der ikke ser total tomt ud. Og det stadig følelses som et helt hjem.
Men vi skal op og besøge ham idag. Vi håber lidt på at ved at vi besøger far meget her i starten at hun så kan se at vi er glade og stadig kan snakke sammen uden problemer.

Mother-love skriver:

Jeg håber bare ikke reaktionen bliver alt for voldsom.
Her til morgen har hun også spurgt til hvor de forskellige ting er henne. Heldigvis er det dog mig der har beholdt de fleste ting. Så der ikke ser total tomt ud. Og det stadig følelses som et helt hjem.
Men vi skal op og besøge ham idag. Vi håber lidt på at ved at vi besøger far meget her i starten at hun så kan se at vi er glade og stadig kan snakke sammen uden problemer.

Hvordan gik det ?
Selvfølgelig har hun en masse spørgsmål i starten og en masse undren, men der skal du jo bare sætte ord på, så hun forstår det... Måske lege en leg med dukker om en lignende situation.

2babygirls skriver:

Hvordan gik det ?
Selvfølgelig har hun en masse spørgsmål i starten og en masse undren, men der skal du jo bare sætte ord på, så hun forstår det... Måske lege en leg med dukker om en lignende situation.

Det gik rigtig fint. Der har heller ikke været noget efter vi kom hjem.
Hun var dog bange for at jeg efterlod hende oppe hos hendes far. Hvilket jeg ikke helt forstår.
Men igen det er altid mig der har stået op med hende om morgenen og mig der altid har gjort det praktiske ting som at give bad og den slags.
Men nok også fordi hun har det bedst her i lejligheden som hun kender.

Nu tager vi lige ned og foder ænder sammen med far imorgen. Og så fra mandag tager vi det nok sådan lidt hver anden dag med far et par timer.
For at gøre overgangen mild.

Hun begyndte dog lidt med at hun savnede hendes farmor idag. Tror simpelthen hun har så mange følelser i alt det her at hun ikke rigtig kan finde rundt i det hele.

Mn er bare glad for at hendes far og jeg kan så godt sammen. For det. Gør at vores samarbejde bliver godt og vi kan gøre overgangen så mild som muligt

Mother-love skriver:

Ja jeg er så blevet enlig nu.
Har en datter på 3,2 år og er gravid 17+3.
Idag er faderen til mine børn flyttet.

Jeg tog beslutningen at jeg synes at vi skulle gå fra hinanden. Vi har haft mange nedture i forholdet og været ved at gå fra hinanden rigtig mange gange. Men nu kunne jeg ikke mere.

Han har posttraumatisk stress. Og har et meget voldsomt temperament som gik ud over min datter og jeg næsten dagligt.

Og kunne ikke bære det mere. For man vidste virkelig ikke. Hvad ben man skulle stå på. Og mange gange skulle man lige tjekke hans humør før man sagde noget.

Og for det meste måtte man sluge mange ting han sagde uden at svare igen for at bevarer roen herhjemme. Det var så hårdt til sidst.

Men udover det har vi altid haft det godt sammen. Men temperamentet fyldte simpelthen for meget. Og jeg tør ike tænke på hvordan det ville blive når vores søn kom til verden.

Nå men jeg sidder så idag og har faktisk haft det forfærdeligt. Hold nu kæft hvor har jeg været ked af det.

Og de ting min datter så fik sagt her til aften gjorde ikke min dårlige samvittighed bedre. Og har simpelthen kæmpe en kamp for at holde tårerne tilbage. Og vente til jeg kom ind i stuen hvor hun ikke kunne se mig.

Jeg lagde hende i seng og hun siger.
Hvor er far henne?
Han er hjemme i hans lejlighed.
Han skal sove på mit værelse i nat.
Det kan han ikke skat, men vi skal over og besøge ham imorgen.
Nå okay, godnat mor.
Godnat skat.

Der går så maks 5-10 min og hun græder inde på værelset.
Jeg går ind.
Hvaså skat?
Jeg vil over til far.
Det kan du ikke skat, men vi skal jo derover imorgen.
Jeg savner far, jeg savner far.
Det forstår jeg godt skat, men vi ser ham jo imorgen og så skulle du jo vælge nogle bamser du skulle have med over til ham.
Okay mor, godnat.
Godnat skat.


Fuck jeg var knust.
Hun har ikke så godt et sprog så det er svært at få hende til at fortælle præcis hvad hun føler og den slags.

Ej hvor synes jeg bare det er hårdt.
Har brug for nogle råd til hvordan jeg håndtere dette bedst muligt. Og hjælper min datter igennem dette.
Bh er selvfølgelig meddelt omkring det.

Jeg er bare helt knust og aner ikke hvad jeg skal gøre. Heldigvis er eksen og jeg rigtig gode venner og vi var begge enige om dette og at vores børn ikke skal lide under det. Så vi får et godt samarbejde.

Men piger har brug for jer som har været igennem det samme. Hvordan tog jeres børn det? Og hvor længe gik der før de havde vænnet sig til det?

Og ja så har jeg nok bare brug for nogle trøstende ord.

Har ingen gode råd, men vil lige sende dig en masse 

Babydrøm skriver:

Har ingen gode råd, men vil lige sende dig en masse 

Tak

Mother-love skriver:

Det gik rigtig fint. Der har heller ikke været noget efter vi kom hjem.
Hun var dog bange for at jeg efterlod hende oppe hos hendes far. Hvilket jeg ikke helt forstår.
Men igen det er altid mig der har stået op med hende om morgenen og mig der altid har gjort det praktiske ting som at give bad og den slags.
Men nok også fordi hun har det bedst her i lejligheden som hun kender.

Nu tager vi lige ned og foder ænder sammen med far imorgen. Og så fra mandag tager vi det nok sådan lidt hver anden dag med far et par timer.
For at gøre overgangen mild.

Hun begyndte dog lidt med at hun savnede hendes farmor idag. Tror simpelthen hun har så mange følelser i alt det her at hun ikke rigtig kan finde rundt i det hele.

Mn er bare glad for at hendes far og jeg kan så godt sammen. For det. Gør at vores samarbejde bliver godt og vi kan gøre overgangen så mild som muligt

Dejligt at hører. I gør det super godt og nemt for hende