Skyldfølelse, skam og brug for hjælp - update!

Hej alle i søde damer, der svarede mig på min lange smøre forleden aften

Jeg har idag haft besøg af sundhedsplejersken, der tog imod alt hvad jeg havde at fortælle på præcis samme måde som i gjorde. Hun lyttede og forstod og havde faktisk også tænkt på at jeg kunne have brug for hjælp.

Hun gjorde meget for at understrege at hun synes jeg er en fantastisk mor, og hun havde allerede gjort en masse for at finde ud af hvilken slags hjælp jeg kunne få, men det var svært at give mig hjælp, når jeg egentlig gjorde alt rigtigt. "Heldigvis" taler min diagnose for at jeg kan få hjælp.
Jeg nævnte aflastningsfamilie og hun havde også tænkt på det samme, men dette kræver at hun laver en underretning omkring mig og så bliver der lavet en forældreevneundersøgelse. Det lyder simpelthen så voldsomt og skræmmende og jeg er ærlig talt lidt bange omkring det, men hun blev ved med at forsikre mig at denne underretning ikke var ens betydende med en tvangsfjernelse eller lig., men bare var noget der skulle til, for at blive bevilliget en aflastningsfamilie, så jeg sagde ok. Hun sagde flere gange at hun ikke havde en finger at sætte på mig eller mit barn, alt fungerede fint, men det var den her vej vi skulle gå og hun skulle nok sende mig en kopi af underretningen, så jeg ikke følte der blev talt om mig bag min ryg. Hun ville bl.a skrive at jeg har brug for at tage mig af mig selv, pga min diagnose og sådan.

Derudover skete det mest fantastiske igår. Da jeg efter en times tid har stået på altanen med min søn i barnevognen og forsøgt at få ham til at sove, råber en ældre mand, fra en af de andre altaner i boligblokken, pludselig om ikke han skal gå en tur med ham så jeg kan slappe lidt af. Jeg siger ja tak, og de kom begge glade tilbage efter 1½ time. Idag spurgte han om han måtte gå en tur med ham igen. Jeg sagde ja tak, og kom i bad og har slappet lidt af. Da de kom hjem spurgte manden om der ikke var en far her og jeg sagde nej. Han spurgte så om hans kone og ham måske måtte agere reservebedster når vi havde brug for det, for de havde også lidt brug for det i deres liv. Vi talte en del og de tilbød både at køre os hvis vi fik brug for det, hjælpe med praktiske ting i hjemmet, og ikke mindst at tilbringe tid med min søn og aflaste mig lidt.

Jeg er chokeret og glad over at der findes så fantastiske mennesker. På samme måde som jeg er taknemmelig og glad for alle jeres søde ord og hjælp forleden aften. Jeg har dømt mig selv så hårdt og været sådan på vagt at jeg slet ikke har tænkt tanken at nogen kunne føle medfølelse eller sympati for min situation - men det gjorde i alle, så tak 

Jeg vil meget gerne løbende komme med opdateringer når der sker mere i aflastningssagen, hvis nogen vil høre det, og evt. stå frem på et tidspunkt når jeg er klar.

Igen, tusind mange gange tak. Jeg er rørt og lykkelig over hvordan fremmede, både på nettet og i virkeligheden, har hjulpet mig til, hvad der allerede føles, som en lettere hverdag.

Anonym skriver:

Hej alle i søde damer, der svarede mig på min lange smøre forleden aften

Jeg har idag haft besøg af sundhedsplejersken, der tog imod alt hvad jeg havde at fortælle på præcis samme måde som i gjorde. Hun lyttede og forstod og havde faktisk også tænkt på at jeg kunne have brug for hjælp.

Hun gjorde meget for at understrege at hun synes jeg er en fantastisk mor, og hun havde allerede gjort en masse for at finde ud af hvilken slags hjælp jeg kunne få, men det var svært at give mig hjælp, når jeg egentlig gjorde alt rigtigt. "Heldigvis" taler min diagnose for at jeg kan få hjælp.
Jeg nævnte aflastningsfamilie og hun havde også tænkt på det samme, men dette kræver at hun laver en underretning omkring mig og så bliver der lavet en forældreevneundersøgelse. Det lyder simpelthen så voldsomt og skræmmende og jeg er ærlig talt lidt bange omkring det, men hun blev ved med at forsikre mig at denne underretning ikke var ens betydende med en tvangsfjernelse eller lig., men bare var noget der skulle til, for at blive bevilliget en aflastningsfamilie, så jeg sagde ok. Hun sagde flere gange at hun ikke havde en finger at sætte på mig eller mit barn, alt fungerede fint, men det var den her vej vi skulle gå og hun skulle nok sende mig en kopi af underretningen, så jeg ikke følte der blev talt om mig bag min ryg. Hun ville bl.a skrive at jeg har brug for at tage mig af mig selv, pga min diagnose og sådan.

Derudover skete det mest fantastiske igår. Da jeg efter en times tid har stået på altanen med min søn i barnevognen og forsøgt at få ham til at sove, råber en ældre mand, fra en af de andre altaner i boligblokken, pludselig om ikke han skal gå en tur med ham så jeg kan slappe lidt af. Jeg siger ja tak, og de kom begge glade tilbage efter 1½ time. Idag spurgte han om han måtte gå en tur med ham igen. Jeg sagde ja tak, og kom i bad og har slappet lidt af. Da de kom hjem spurgte manden om der ikke var en far her og jeg sagde nej. Han spurgte så om hans kone og ham måske måtte agere reservebedster når vi havde brug for det, for de havde også lidt brug for det i deres liv. Vi talte en del og de tilbød både at køre os hvis vi fik brug for det, hjælpe med praktiske ting i hjemmet, og ikke mindst at tilbringe tid med min søn og aflaste mig lidt.

Jeg er chokeret og glad over at der findes så fantastiske mennesker. På samme måde som jeg er taknemmelig og glad for alle jeres søde ord og hjælp forleden aften. Jeg har dømt mig selv så hårdt og været sådan på vagt at jeg slet ikke har tænkt tanken at nogen kunne føle medfølelse eller sympati for min situation - men det gjorde i alle, så tak 

Jeg vil meget gerne løbende komme med opdateringer når der sker mere i aflastningssagen, hvis nogen vil høre det, og evt. stå frem på et tidspunkt når jeg er klar.

Igen, tusind mange gange tak. Jeg er rørt og lykkelig over hvordan fremmede, både på nettet og i virkeligheden, har hjulpet mig til, hvad der allerede føles, som en lettere hverdag.

Så er det lige før, man tror på skæbnen - i form af det ældre par, der tilbyder hjælp. Skønt, at de findes, og skønt, at du tager imod. 

Hvor er det flot af dig
Og hvor er det dejligt med en forstående sp og søde mennesker omkring dig. Tror det er en super løsning for alle parter

Sejt at kunne bede om hjælp, du er en super mor

Åhhrr..jeg sidder her og kniber en tåre.

Kærligst
Sussie

For dælen jeg sidder og stor tuder! Hvor er jeg glad på dine vegne! Synes det så stort af dig at tage et ansvar på den måde, at du ikke fornægter dit behov for en lille håndsrækning.

Ønsker jer alt det bedste og vil glæde mig til fremtidige opdateringer.

Åårh altså er næsten ved at tude 

Hvor er det stort gjort af dig!!! 

Og hvor er det fantastisk at dine søde ældre naboer melder sig sådan på banen... På den måde får i allesammen en masse ud af det... De får et "reserve" barnebarn de kan hygge og nusse om og du får et pusterum fra det hele 

Hvor er det DEJLIGT at høre  

det hele skal nok ordne sig så

 

Så dejligt at høre! Men den største ros går jo til dig selv, for at være åben og anerkende at du har brug for hjælp og støtte og søge hkælpen!
og dejligt at du allerede har arrangeret sp mm.
Of fantastisk med et reserve bedste i nabolaget.
Håber du passer på dig selv og ikke er så hård ved dig selv
Tro på du en fantastisk mor der vil sit barn og sig selv det bedste

Simpelthen en fantastisk update! Hatten af for dig og din åbenhed samt din måde at skrive på. Dine indlæg er så letlæste, sproget er virkeligt fint og det kan faktisk sagtens mærkes, at du har ressourcer, selvom vi ikke kender dig.

Du skal ikke være bange for underrretningen og den kommende undersøgelse. Jeg kender meget til det igennem mit arbejde og tror mig, der skal MEGET til før et barn bliver fjernet fra hjemmet. 

Du har intet at være bange for, ellers ville kommunen være i gang med undersøgelsen for længe siden.

Du skal have en smule hjælp for din hverdag fungerer og det er så lidt når man tænker på dit og dit barns fremtid.

Til sidst vil jeg også sige, at der faldt en tåre da jeg læste om det ældre ægtepar, som tilbød hjælp. Fedt at der findes disse mennesker!