Kærlighed, gravid, følelser?

Jeg har været bevidst gravid i en uge nu, og er selvfølgelig rigtig glad.
Det var ikke planlagt, og vi har været sammen én gang på 2 mdr, så hvor stor er % lige for graviditet.

Vi har været sammen i 5 1/2 år, og har en pige på knap 2 år (aug)

Jeg har i det sidste år tvivlet meget på vores forhold, da vi skændes om alt, bliver irriteret over alt ved hinanden. Vores datter er det eneste jeg føler der holder os sammen.

Nu er jeg i uge 6 med en til? Er slet ikke sikker på at vores forhold kan klare det! Han er glad, (nok fordi det holder os sammen længere tid) men jeg ved det vil skabe flere problemer.

Intet må gå ud over vores 1. så er virkelig i knibe

Håber det giver lidt mening? Hvordan får jeg afklaret mine gode/dårlige tanker?

Jeg har været bevidst gravid i en uge nu, og er selvfølgelig rigtig glad.
Det var ikke planlagt, og vi har været sammen én gang på 2 mdr, så hvor stor er % lige for graviditet.

Vi har været sammen i 5 1/2 år, og har en pige på knap 2 år (aug)

Jeg har i det sidste år tvivlet meget på vores forhold, da vi skændes om alt, bliver irriteret over alt ved hinanden. Vores datter er det eneste jeg føler der holder os sammen.

Nu er jeg i uge 6 med en til? Er slet ikke sikker på at vores forhold kan klare det! Han er glad, (nok fordi det holder os sammen længere tid) men jeg ved det vil skabe flere problemer.

Intet må gå ud over vores 1. så er virkelig i knibe

Håber det giver lidt mening? Hvordan får jeg afklaret mine gode/dårlige tanker?

Puha. Det lyder svært.

Jeg er jo af den overbevisning at man ikke skal få børn medmindre man kan tilbyde dem et stabilt hjem. Ikke at det nødvendigvis skal være en kernefamilie, men der skal være orden på sagerne, hvis du forstår?

Sådan som du udlægger situationen, så tror jeg ærligt talt ikke at du kan undgå at det vil gå ud over jeres nummer 1 - uanset om I bliver sammen eller ej. 

Og hvis du allerede nu går i skilsmissetanker, hvordan vil det så ikke være med lille baby, ingen søvn, starten helt forfra med lortebleer og gråd og ingen sex (som det i forvejen ikke lyder til at I har meget af) o.s.v.? Det virker umiddelbart på dig som om jeres forhold ikke vil holde.

Og så må du jo stille dig selv det spørgsmål: Vil jeg være delemor til ét barn, eller to? Vil jeg give mit barn en søskende, vel vidende at de begge kommer til at vokse op i en skilsmissefamilie? Og tror du at du kan håndtere livet som delemor til to? Hvoraf du jo i hvert fald i starten vil komme til at stå med børnene i størstedelen af tiden.

Og ligeså vigtigt: Hvordan vil dit forhold til din mand være, hvis I går fra hinanden? Vil han blive ved med at være en god, ansvarsfuld far? Vil I komme til at kunne samarbejde godt, eller vil der være bitterhed og negativitet? Hvis det sidste er tilfældet, så synes jeg ikke at du skal udsætte flere børn end det I allerede har, for den fjendskab som kan opstå mellem skilsmisseforældre. Men det er jo bare min mening.

Jeg synes du skylder dig selv og børnene at kunne tage en oplyst beslutning om at selvom jeres ægteskab ikke holder, så vil I som forældre være fælles om at give jeres børn en tryg og omsorgsfuld opvækst.

modesty skriver:

Puha. Det lyder svært.

Jeg er jo af den overbevisning at man ikke skal få børn medmindre man kan tilbyde dem et stabilt hjem. Ikke at det nødvendigvis skal være en kernefamilie, men der skal være orden på sagerne, hvis du forstår?

Sådan som du udlægger situationen, så tror jeg ærligt talt ikke at du kan undgå at det vil gå ud over jeres nummer 1 - uanset om I bliver sammen eller ej. 

Og hvis du allerede nu går i skilsmissetanker, hvordan vil det så ikke være med lille baby, ingen søvn, starten helt forfra med lortebleer og gråd og ingen sex (som det i forvejen ikke lyder til at I har meget af) o.s.v.? Det virker umiddelbart på dig som om jeres forhold ikke vil holde.

Og så må du jo stille dig selv det spørgsmål: Vil jeg være delemor til ét barn, eller to? Vil jeg give mit barn en søskende, vel vidende at de begge kommer til at vokse op i en skilsmissefamilie? Og tror du at du kan håndtere livet som delemor til to? Hvoraf du jo i hvert fald i starten vil komme til at stå med børnene i størstedelen af tiden.

Og ligeså vigtigt: Hvordan vil dit forhold til din mand være, hvis I går fra hinanden? Vil han blive ved med at være en god, ansvarsfuld far? Vil I komme til at kunne samarbejde godt, eller vil der være bitterhed og negativitet? Hvis det sidste er tilfældet, så synes jeg ikke at du skal udsætte flere børn end det I allerede har, for den fjendskab som kan opstå mellem skilsmisseforældre. Men det er jo bare min mening.

Jeg synes du skylder dig selv og børnene at kunne tage en oplyst beslutning om at selvom jeres ægteskab ikke holder, så vil I som forældre være fælles om at give jeres børn en tryg og omsorgsfuld opvækst.

Tak for dine ærlige synspunkter!

Dejligt at få det sat op på den måde, det giver en anden form for overblik over situationen.

Hvis vi går fra hinanden, ved jeg ikke hvordan han vil være, det kan jeg på ingen måde tyde.

Jeg vil gøre alt for mit barn. Følelsen á nr 2, er bare heller ikke det samme. Desværre.

Men sker det, så er jeg i stand til at sidde alene i huset, beholde bilen og hvad vi ellers har, så vores barn ikke skal rives ud af noget som helst vandt!

Anonym skriver:

Jeg har været bevidst gravid i en uge nu, og er selvfølgelig rigtig glad.
Det var ikke planlagt, og vi har været sammen én gang på 2 mdr, så hvor stor er % lige for graviditet.

Vi har været sammen i 5 1/2 år, og har en pige på knap 2 år (aug)

Jeg har i det sidste år tvivlet meget på vores forhold, da vi skændes om alt, bliver irriteret over alt ved hinanden. Vores datter er det eneste jeg føler der holder os sammen.

Nu er jeg i uge 6 med en til? Er slet ikke sikker på at vores forhold kan klare det! Han er glad, (nok fordi det holder os sammen længere tid) men jeg ved det vil skabe flere problemer.

Intet må gå ud over vores 1. så er virkelig i knibe

Håber det giver lidt mening? Hvordan får jeg afklaret mine gode/dårlige tanker?

Sådan som tingene ser ud, så synes jeg jo ikke det virker alt for lyst.

Men hvorfor ikke tage tyren ved hornene??
Få da for pokker talt ud om tingene.

Når jeres datter er kommet i seng, så sæt jer ned over et glas vin eller en kop kaffe og få talt ud med hinanden.
Under alle omstændigheder så er det ikke noget liv, at gå og skændes.
Det er en dårlig vane, og ikke noget at lade jeres barn/børn vokse op i.

Så op med kortene på bordet.
Vil I fortsat hinanden, eller vil I ikke??
Hvis I stadig elsker hinanden, jamen så må I få genfundet hinanden, og lagt nogle friske spilleregler på bordet, for jeres forhold.
Og vil I ikke hinanden, ja så kan det jo gå hen og blive lidt svært for dig.
Men det må du jo så tage derfra.
Man skal i hvert fald ikke bruge sit liv på at leve sammen med en, man ikke elsker.
Pøj pøj

Kærligst
Sussie