Så sket det :(

Min mand/kæreste igennem 12½år og jeg går fra hinanden.

Jeg havde ellers lovet mig selv at mine børn aldrig skulle være skillsmisse børn lige som vi selv har været.

Men det tradition fik jeg ikke brudt, skal nu til at klare mig selv for første gang i mit liv.

Er så ulykkelig. brækket kraveben der ikke vil vokse sammen, operation den 28/10. Angst dreprasion og en søn på 7½mdr.

Det kør bare for mig

Nå jo har heller ingen familie at støtte mig til så er helt alene med det hele.

Ved slet ikke hvordan jeg skal takle det hele.

hulk hulk...

Det er jeg rigtig ked af at høre... Og det gør det slet ikke lettere på nogen måde at du ikke har nogen at støtte dig til... Har du ikke nogen gode veninder eller noget ? 

ikke andet end fælles venner som jeg ikke føler jeg kan snakke med om det.
Vil ikke sige noget negativ om deres anden ven bag hans ryg.

monstar99 skriver:

ikke andet end fælles venner som jeg ikke føler jeg kan snakke med om det.
Vil ikke sige noget negativ om deres anden ven bag hans ryg.

Det er jo noget rigtig øv... Hmm... Kan man ikke få hjælp på andre måder? Kommunen eller ?
Jeg er slet ikke inde i det...

ved det ikke skal ringe til dem imorgen ang. Mikkel skal starte i vuggestue den 1/9 det ser ud til at han for beviljet en social friplads.

Er jeg ked af og høre

monstar99 skriver:

ved det ikke skal ringe til dem imorgen ang. Mikkel skal starte i vuggestue den 1/9 det ser ud til at han for beviljet en social friplads.

Okey, dejligt han har fået en plads... men ved ikke med det andet, med hjælp osv... Håber du finder ud af det...

Årh hvor forfærdeligt! Hvad gik der galt?? Er det helt helt slut?

En ordentlig krammer og en æske kleenex til dig fra mig 
Rosa

øv da det er jeg  af høre..men du skal nok klare det..tro mig

Puhhh...............................det er en skrækkelig situation du står i, og det gør så forfærdentlig ondt. Alle de bristede forventninger til fremtiden, og ønsket om at være en kernefamilie.
Det første år af et barns liv, er altid det sværeste at komme igennem rent parforholdsmæssigt. Der er RIGTIG mange der går fra hinanden i den periode, fordi de ikke får talt sammen og ikke får fortalt hvilke forventninger de har til hinanden.
Du skal se om ikke du kan opbygge et netværk, der er helt dit eget. Evt. mødregruppen, gennem arbejde, herigennem baby-dk eller gennem uddannelse. At man er biologisk forbundet, betyder ikke altid at man er FAMILIE for hinanden. Man kan godt være en slags familie med venner.
Jeg ved at det er svært at etablere nye venskaber, når man har en depression........................se om ikke du kan blive behandlet for den, så du kan få livsglæden igen.

Jeg håber det bedste for dig....................og du skal tro på, at du kan meget mere end du lige tror.

Knus Mette
Ps. Har selv prøvet at stå alene med en dreng på 1 år.