modesty skriver:
Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal kalde det...
Vores søn er seriøst kommet i trodsaleren (2,9 år). Han er begyndt at råbe, hvilket han ellers aldrig har gjort, han er meget på tværs, det er hele tiden nej og han vil ikke, o.s.v.
Han er også glad og griner og hygger, men jeg synes at trods'en fylder meget i øjeblikket.
Jeg har så nogle gange forsøgt at opdrage med "trusler" og har oplevet at det faktisk har en OK effekt (ikke hver gang, men oftere end andre metoder).
Et eksempel på hvad jeg mener, er:
Vi er på stranden. Søn kommer hen og slår på parasol-stangen med sin skovl, så der ryger sand ned i maden. Jeg beder ham om at stoppe, men han bliver ved. Jeg siger at hvis han ikke stopper, så tager jeg skovlen. Han bliver ved og jeg tager skovlen.
Så begynder han at slå på stangen med spanden (suk, hahah), som også er fyldt med sand. Jeg beder ham igen stoppe, han vil ikke, jeg siger at hvis han ikke stopper, tager jeg spanden. Han bliver ved, og jeg tager spanden.
Han surmuler, går lidt for sig selv (6-8 meter væk, vi kan stadig se ham). Kort tid efter kommer han tilbage og er i OK humør. Efter 3-5 minutters tid, giver jeg ham spanden og skovlen tilbage.
Hvad siger I til sådan et forløb? Jeg har det meget svært med at bruge metoder som det her, fordi jeg aldrig selv har været ude for det som barn (jeg var et meget nemt og føjeligt barn, så det var ikke nødvendigt). Det virker så... overgrebs-agtigt. Men på den anden side er det vel også en OK måde at vise at jeg er en autoritet der bestemmer? Eller hvad?
Der er naturligvis altid sammenhæng mellem handling og konsekvens.
Kommentarer vil blive modtaget med kyshånd. 
Trusler er jo meget forskelligt.
De forældre der siger:
Du kan tro far skal få det her at vide når vi kommer hjem...eller Du kan bare vente til vi kommer hjem....jamen helt ærligt...den slags giver mig myrekryb.
Jeg går heller ikke ind for stuearrest, men timeout er ok.
Nedtælling er også ok og den slags.
Men i virkeligheden så handler det om frihed under ansvar.
De skal ikke være ret gamle for at fatte, at hvis man opfører sig ordentligt, får har man det hyggeligt og man får lov til meget mere.
Trodsalderen er rædsom..og der kommer flere perioder under opvæksten hvor det er nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt..desværre.
Børn skal lære, at opfører de sig dårligt, så bliver de afvist, opfører de sig godt, får de opmærksomhed.
Dvs. at man som forældre skal huske fokus og ros, når de er søde og dejlige.
De fleste forældre glemmer nemlig at "se" børnene når de er nemme, og det din søn gjorde på stranden er et typisk eksempel på at han ved sin adfærd får din negative opmærksomhed, som i hans regi er bedre end slet ingen opmærksomhed.
Han har garanteret været sød og nem op til episoden, men der har du slet ikke "set", ham og det er han blevet træt af.
I trodsalderen handler det om kontrol, og nu forsøgte han at få kontrol over din opmærksomhed, og den kontrol får han så ved dårlig opførsel.
Trusler skal du ikke bruge.
Det hedder slet og ret: - Stop med det, det vil mor ikke have, der kommer sand i maden (eller hvad der nu kan blive konsekvensen) og næste gang, så rejser man sig op og fjerner barnet, evt. tager den ting han gør skade med.
Slut prut finale.
Der skal ikke forhandles med små børn.
Det er dig, der er den voksne, dig der bestemmer.
Du har sagt nej en gang og det er han gammel nok til at forstå.
Ved at du fjerner ham fra stedet (et par meter er nok) understreger du din vilje og, at det er dig der bestemmer, samt at der IKKE skal diskuteres.
Tuder de eller skaber sig, så skal de nok blive gode igen..lad dem tude.
Børns tårer skal man ikke være så bange for.
Som regel lærer de hurtigt, at det er de voksne der bestemmer og det nytter ikke at skabe sig eller blive ved.
Held og lykke
Kærligst
Sussie
