Savner stadig eks trods 3 år og baby med ny

Puha, hvor har jeg det dårligt ved at skrive dette indlæg.
Nå, men sagen er den, at jeg har været sammen med min dejlige kæreste i 3 år.
Han er en rigtig flot fyr, sød og er så god til at hjælpe herhjemme osv. Nok de flestes drømmefyr.
Sammen har vi en lille pige, og han er en god far.

Og jeg elsker ham. Men bare mest som en ven har aldrig rigtig været forelsket i ham

Nyder hans selskab rigtig meget. Men nogengange svinger hans humør, og de perioder mister jeg lidt for ham.

Og jeg savner min eks!
Han var lækker, og jeg var meget forelsket i ham, og meget tiltrukket af ham. Tænker på ham hver dag.
Tænker på de ord, han sagde sidste gang vi sås. "Jeg vil altid elske dig" osv osv.. Og går måske og drømmer om en dag at finde sammen med ham igen.

Har bare den dårligste samvittighed.

Min kæreste og jeg har bare det hele, og det er ikke godt nok åbenbart.

Hvad filan kan man stille op? Det er forfærdeligt!

Jeg keder mig i vores forhold.

Nogengange tænker jeg, at man kun lever en gang, så man skal ikke spilde livet...

Men jeg har alt her, og vores datter skal da bo med sin far og mor!

Nu siger jeg noget virkelig irriterende som du ikke kan bruge til noget - men man skal bare ikke få børn med en mand som man ikke er vildt forelsket i. For det holder ikke at tilbringe resten af livet med en mand som man ikke begærer. Eller jo, der findes jo nogle mennesker som har det fint med bare at have det fint og have en hverdag sammen. Men sådan er jeg ikke, og sådan er du heller ikke.

Hvis det var mig, havde jeg aldrig fået barn med ham. Nu hvor barnet er der, er det en meget svært situation. For jeg går ind for at man skal gøre absolut alt for at holde sammen på familien når der er børn involveret. Men altså... I længden ville jeg ikke kunne være sammen med en mand som jeg ikke begærede. Nej, det ville jeg ikke.

Først tænker jeg: Hvorfor f*nden har du fået et barn med ham? Men ja! Det ER jo sket...og så må man tage den derfra...

 

Er du ikke sikker på, at du bare keder dig i forholdet, som du selv nævner? 

Jeg ville i hvert fald prøve at se om man ikke kunne "redde" forholdet......og så tage den derfra....

Hvis du så stadigvæk har det på samme måde, ja, så skal du selvf. ikke være sammen med ham...

Et barn skal selvf. også have både sin far og mor, og da helst at de er sammen, men I nogle tilfælde kan det jo ikke lade sig gøre, og jeg synes ikke, at man skal være sammen af den grund..

Barnet vil kunne mærke det....Så hellere hver for sig..

Anonym skriver:

Puha, hvor har jeg det dårligt ved at skrive dette indlæg.
Nå, men sagen er den, at jeg har været sammen med min dejlige kæreste i 3 år.
Han er en rigtig flot fyr, sød og er så god til at hjælpe herhjemme osv. Nok de flestes drømmefyr.
Sammen har vi en lille pige, og han er en god far.

Og jeg elsker ham. Men bare mest som en ven har aldrig rigtig været forelsket i ham

Nyder hans selskab rigtig meget. Men nogengange svinger hans humør, og de perioder mister jeg lidt for ham.

Og jeg savner min eks!
Han var lækker, og jeg var meget forelsket i ham, og meget tiltrukket af ham. Tænker på ham hver dag.
Tænker på de ord, han sagde sidste gang vi sås. "Jeg vil altid elske dig" osv osv.. Og går måske og drømmer om en dag at finde sammen med ham igen.

Har bare den dårligste samvittighed.

Min kæreste og jeg har bare det hele, og det er ikke godt nok åbenbart.

Hvad filan kan man stille op? Det er forfærdeligt!

Helt ærligt, jeg synes du skal snakke med din kæreste om det. Fortæl ham, du 'keder' dig i jeres forhold. Lad ham komme tæt på dig, snak med ham. Fortæl ham, du har brug for at ELSKE ham, og du kun føler det er på venneplan. Jeg tror, ren lommepsykologi, at i har brug for kæreste tid. For at blive forelsket igen og for at lave nogle ting sammen alene. Du skal hvert fald ikke gøre noget du ikke er 110% sikker på.

asff skriver:

Helt ærligt, jeg synes du skal snakke med din kæreste om det. Fortæl ham, du 'keder' dig i jeres forhold. Lad ham komme tæt på dig, snak med ham. Fortæl ham, du har brug for at ELSKE ham, og du kun føler det er på venneplan. Jeg tror, ren lommepsykologi, at i har brug for kæreste tid. For at blive forelsket igen og for at lave nogle ting sammen alene. Du skal hvert fald ikke gøre noget du ikke er 110% sikker på.

Men hendes pointe er jo netop at hun aldrig har været forelsket i ham. Hun har aldrig mærket tiltrækningen og suset i maven - sådan som hun gjorde med eks'en.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egen erfaring - men forelskelse og begær kan ikke tvinges frem, og hvis det ikke var der fra starten, så kommer det ikke.

Men ellers er jeg enig i at prøve alle udveje før man lader sig skille, når der er børn involveret.

modesty skriver:

Men hendes pointe er jo netop at hun aldrig har været forelsket i ham. Hun har aldrig mærket tiltrækningen og suset i maven - sådan som hun gjorde med eks'en.

Jeg kan selvfølgelig kun tale ud fra egen erfaring - men forelskelse og begær kan ikke tvinges frem, og hvis det ikke var der fra starten, så kommer det ikke.

Men ellers er jeg enig i at prøve alle udveje før man lader sig skille, når der er børn involveret.

Men hun elsker ham, for mig lyder det som nok. Synes bare hun skal gå ALL IN på at blive forelsket i ham. Jeg kunne forestille mig, grunden til hun tænker på eksen, er ren og skær kedsomhed. Mangel på sex og spontanitet

Savner bare så meget tiden med min eks, savner at føle mig tiltrukket.
Jeg savner måske også at komme ud og flirte lidt, sidste gang var i februar 2013. Så næsten 1 1/2 år siden..

Og så trænger vi virkelig også kærestetid, det er 9 mdr siden jeg fødte, og har ikke haft alenetid siden..

Synes det lyder som om i skal have noget tid til at pleje jeres forhold efter i har fået barn 

Alt det du skriver er jo klassisk - jeg ville tage en snak med din nuværende mand/kæreste om det - som du skriver elsker du jo ham. 

Når der er noget der ikke fungerer i forholdet derhjemme, så ser græsset ofte grønnere ud hos en anden mand. Men der er jo også en grund til at dig og ex-kæresten ikke fungerede. Der er også gået en del tid siden i var sammen og der er ingen lovning på at i nogensinde vil kunne få 'det samme' som i havde dengang. Meget er jo sket og i har nok begge forandret jer over den årrække. Jeg ville arbejde på forholdet derhjemme fremfor at bruge en masse tid på at idyllisere og fantasere om et forhold til ex-kæresten (som sikkert i sidste ende ikke kan leve op til fantasien).

Så er det selvfølgelig helt fair hvis forholdet til din mand ikke holder i længden alligevel. Men ville du overveje så seriøst at gå fra din mand hvis den ex-kæreste ikke stod og lurede i kulissen?  

Savner bare så meget tiden med min eks, savner at føle mig tiltrukket.
Jeg savner måske også at komme ud og flirte lidt, sidste gang var i februar 2013. Så næsten 1 1/2 år siden..

Og så trænger vi virkelig også kærestetid, det er 9 mdr siden jeg fødte, og har ikke haft alenetid siden..

Okay, du skriver ikke i dit første indlæg at jeres barn er så lille. Der er en tommelfingerregel der hedder at man ikke skal gå fra hinanden i barnets første to år. Alt bliver vendt op og ned, der er ikke tid eller overskud til at være ordentligt kærester, at komme ud hver for sig og få ny energi o.s.v.

Jeg synes helt klart at du skal arbejde på at få jeres parforhold til at fungere. Evt. foreslå din kæreste at I begynder i parterapi og får snakket tingene ordentligt igennem, så I kan arbejde på en løsning sammen. Han fortjener at blive involveret. Jeg ved ikke om det løser problemet. Som jeg også har skrevet før - jeg ville aldrig kunne leve resten af mit liv sammen med en mand som jeg ikke begærede. Men det er helt klart værd at give det et forsøg - måske der kan ske nogle ændringer.