Når fortiden spøger...

Ikke den bedste overskrift, men var lige det jeg kunne finde på...

Sagen er den at min biologiske mor stadig ind imellem skriver til mig via Facebook...

Jeg har ikke kunnet få mig selv til at fortælle hende at jeg ikke ønsker hun skal være en del af mit liv...

Jeg har nu som voksen og mor selv, opdaget hvor stort et svigt og hvor mange løgne hun har fyldt mig med...

Jeg har historier i mit hovede som overhovedet ikke passer med det der står i diverse papirer som hun har fyldt mig med for at retfærdiggøre hendes svigt eller for at få mig til at glemme hendes svigt...

Jeg ønsker ikke hun skal være en del af mit eller mit barns liv...

Jeg har prøvet at snakke med hende om de ting jeg kan huske (som jeg ved er sande) men påstår bare ikke at ane hvad jeg snakker om...

Så prøvede jeg bare at glemme det og sige okay så starter vi forfra og lader fortid være fortid...

Men hun sårede mig bare på ny... Så meget at hver eneste gang jeg bare havde snakket med hende i 10-15 min (hvor hun overhovedet intet hørte af hvad jeg fortalte om mit liv) så sad jeg og græd den næste halve time fordi det gjorde så ondt inden i...

Så prøvede jeg at lade være med at åbne mig og bare have hende som en form for veninde fremfor mor som jeg ind imellem kunne snakke med om forskellige ting...

Igen blev jeg bare holdt for nar fordi jeg rent faktisk troede på hendes historier... Igen blev jeg bare brugt som skraldespand for hendes problemer (som hun selv skabte sig udfra ikke at opføre sig sin alder) og igen fik jeg intet den anden vej..

Det var ikke engang hende der huskede mit barns fødselsdag, men hendes forlovede som var hovedårsagen til at jeg dengang blev fjernet fra hende... Først skrev han og så gik der et par timer så skrev hun bare: tillykke med sønnen...

Jeg kan bare ikke rumme flere skuffelser og svigt fra hende af, men på den anden side er det min mor.. det er hende der gav mig liv og sørgede for jeg i det mindst overlevede (sådan da) indtil jeg kom i plejefamilie som 4 ½ årig...

Så hvis der er nogen med et godt råd til hvordan jeg klarer det her så er jeg åben for forslag...

Pyha den er svær.. 

Jeg forstår til fulde du ikke ønsker hende i dit liv, og nej der er nok ikke en pæn måde at sige det andet end bare få det sagt.. 

Jeg er vokset op med FAR.. Han er ikke min biologiske, men han er far og morfar til mit barn. Fik selv kontakt til min bio far da jeg var ca 26 år. I dag ses vi i ny og næ og har en okay kontakt, men min far bliver han aldrig. Han bliver kaldt ved navn, og sådan er det. ved godt det slet ikke er det samme som i din situtiation, men jeg kender lidt til det med at tage stillig til at have et forhold til bio forældre eller ej.. Jeg havde sørme også mange betankligheder ved at skabe kontakt til min bio far..

Jeg har ikke de vise til sten til dig, men håber du kommer ud med følelserne i behold 

Wampires skriver:

Ikke den bedste overskrift, men var lige det jeg kunne finde på...

Sagen er den at min biologiske mor stadig ind imellem skriver til mig via Facebook...

Jeg har ikke kunnet få mig selv til at fortælle hende at jeg ikke ønsker hun skal være en del af mit liv...

Jeg har nu som voksen og mor selv, opdaget hvor stort et svigt og hvor mange løgne hun har fyldt mig med...

Jeg har historier i mit hovede som overhovedet ikke passer med det der står i diverse papirer som hun har fyldt mig med for at retfærdiggøre hendes svigt eller for at få mig til at glemme hendes svigt...

 

Jeg ønsker ikke hun skal være en del af mit eller mit barns liv...

 

Jeg har prøvet at snakke med hende om de ting jeg kan huske (som jeg ved er sande) men påstår bare ikke at ane hvad jeg snakker om...

Så prøvede jeg bare at glemme det og sige okay så starter vi forfra og lader fortid være fortid...

Men hun sårede mig bare på ny... Så meget at hver eneste gang jeg bare havde snakket med hende i 10-15 min (hvor hun overhovedet intet hørte af hvad jeg fortalte om mit liv) så sad jeg og græd den næste halve time fordi det gjorde så ondt inden i...

 

Så prøvede jeg at lade være med at åbne mig og bare have hende som en form for veninde fremfor mor som jeg ind imellem kunne snakke med om forskellige ting...

Igen blev jeg bare holdt for nar fordi jeg rent faktisk troede på hendes historier... Igen blev jeg bare brugt som skraldespand for hendes problemer (som hun selv skabte sig udfra ikke at opføre sig sin alder) og igen fik jeg intet den anden vej..

 

Det var ikke engang hende der huskede mit barns fødselsdag, men hendes forlovede som var hovedårsagen til at jeg dengang blev fjernet fra hende... Først skrev han og så gik der et par timer så skrev hun bare: tillykke med sønnen...

 

 

Jeg kan bare ikke rumme flere skuffelser og svigt fra hende af, men på den anden side er det min mor.. det er hende der gav mig liv og sørgede for jeg i det mindst overlevede (sådan da) indtil jeg kom i plejefamilie som 4 ½ årig...

 

Så hvis der er nogen med et godt råd til hvordan jeg klarer det her så er jeg åben for forslag...

Inger skriver:

Pyha den er svær.. 

Jeg forstår til fulde du ikke ønsker hende i dit liv, og nej der er nok ikke en pæn måde at sige det andet end bare få det sagt.. 

Jeg er vokset op med FAR.. Han er ikke min biologiske, men han er far og morfar til mit barn. Fik selv kontakt til min bio far da jeg var ca 26 år. I dag ses vi i ny og næ og har en okay kontakt, men min far bliver han aldrig. Han bliver kaldt ved navn, og sådan er det. ved godt det slet ikke er det samme som i din situtiation, men jeg kender lidt til det med at tage stillig til at have et forhold til bio forældre eller ej.. Jeg havde sørme også mange betankligheder ved at skabe kontakt til min bio far..

 

Jeg har ikke de vise til sten til dig, men håber du kommer ud med følelserne i behold 

Mange tak for svar

For mig er det "nemt nok" mht at ses da hun bor i Jylland og jeg selv på Sjælland...

Men ja det er skisme svært for hun har jo stadig været en del af min barndom selvom jeg ikke boede ved hende...

Jeg kender INTET til min biologiske far andet end hvad min bedstemor fortalte mig da jeg var 10 år gammel...

Ham ville jeg slet ikke spilde krudt på da jeg har mødt halvsøskende og fået et fint billede af hvordan han har det med de børn han har efterladt rundt omkring i landet...

Rockertand skriver:

Du er jo ret velformuleret på skrift, så skriv et langt brev til hende og indsæt "bevisbyrderne", så hun ikke bare kan affærdige det, og så har hun heller ikke mulighed for at manipulere det, du siger.
Stort trøstekram.

Mange tak for svar

Det var sådan jeg prøvede første gang at få en snak omkring det hele...

satte mig ned og beskrev alt hvad jeg vidste og følte... Hendes svar var bare: hvor skete det her henne? Tror du må have drømt det...

og nå ja viste det lige til ham hendes forlovede så han i et anfald af fulderaseri ringede og skreg af mig og truede med at han nok skulle sørge for hun blev ved med at græde medmindre at jeg kom og besøgte ham...

Men ja overvejer at gøre det igen...

Mest af alt for det terapeutiske i at få sat ord på det hele...

om brevet ender med at blive sendt eller blot bliver et i stakken af breve med tanker ved jeg ikke...