Nu har jeg været på arbejde i næsten 2 uger og jeg oplever for første gang i laaaang tid at jeg har overskud!!!! Åhhh hvor er det pragtfuldt.
Min barsel sluttede da min dreng Sani var godt 10 mdr. og min mand har så brugt disse to uger på at køre ham ind i vuggestue, mens jeg startede op på mit arbejde. Jeg havde virkelig gruet for dagen hvor jeg skulle starte igen. Det har været så smadder hyggeligt at gå herhjemme på barsel og have dagen for mig selv. Nu skulle vi i gang igen, to fuldtidsjob og to børn, ræs og stress.... Men det skete bare ikke!!! Tvært imod oplever jeg at jeg på cykelturen ind til arbejdet ryster alt ansvar og pligter stille og roligt af skuldrene og føler mig fri og mig selv. Jeg lytter til min Ipod uden at indstille den usynlige "mor"antenne til også at lytte efter barnegråd. Jeg kan lukke mig inde i min helt egen verden hvis jeg har lyst i flere timer. Pragtfuldt! Jeg elsker også mit arbejde, design og grafik. Noget man virkelig kan sidde og fordybe sig i. Jeg er vist også et af de mennesker der bare har brug for noget tid helt for mig selv, - hvor jeg ikke skal stå til rådighed for nogen. (Dvs. min arbejdsgiver, det kan jeg nok ikke helt undgå).
Og når jeg så har fri, så glæder jeg mig så meget til at se mine unger at jeg kunne vinde Tour de France på vej hjem på cykel, hæ hæ..... Og samme glæde ser jeg i deres øjne, når vi jubler rundt i gensynsglæde. Og jeg føler bare overskud!!!!
Min dreng er heldigvis også super glad for vuggestuen, han leger med de andre og hygger sig. Spiser kæmpe måltider, snakker og fægter med arme og ben. Sover mere end herhjemme og ja, han har haft et behov for at være mere socialt sammen med andre mennesker end blot mig som det jo var da jeg var på barsel.
Så efter en endt skøn og pragtfuld barsel, kom jeg på job og oplevede at det faktisk kører rigtig godt.
Jeg vil nu alligevel se om jeg kan komme ned i tid, så jeg kan hente mine børn lidt tidligere. Det er en lang dag i pasning for dem begge og uanset hvad, er det jo skønnest at have dem hjemme hos mig

Knus fra en overskudsmor
Anmeld