Skuffet over farmor

Hej alle.
Håber virkelig på råd her.

Det drejer sig om min svigermor, der altid har været meget svingende. Så er man bedste venner, så er man pludselig uvenner.
Så samler hun alle mulige ting sammen, som har irriteret hende som man har gjort.
Hun synes vi ser min familie for meget tror jeg også.
Hun beskylder mig for at lyve, så har vi siddet forkert i deres sofa osv osv..
Og så snakker vi ikke i en periode. Søsteren er også sådan, hun sviner os til (mest mig), og var irriteret over at jeg havde spildt saft på vores egne billeder. Hun har borderline, og det tror jeg også svigermor har.
De brokker sig altid! Så hjælper kommunen dem ikke nok, (de har fået lejlighed til søsteren, kontanthjælp, boet på behandlingshjem i 7 år, betalt efterskole, økonomisk hjælp til konfirmation, støtteperson 24/7 osv osv. Der er altid brok over banken, veninder, alt!!
De kan ikke være glade på andres vegne.

Vi har en lækker bil, den generer de. Min kæreste arbejder i bank, den generer de.
Og de er sure over jeg bruger vores fælles bil, de mener jeg nasser på min kæreste, fordi han tjener mest.
Jeg kunne blive ved.

Vi har en dejlig datter. Da jeg var gravid og havde været til kønsscanning, og ringede og fortalte det var en pige, så sagde hun bare "det er løgn". ( hun håbede på en dreng)
Og fleregange har hun sagt "nu får i en dreng næste gang, ikke". Både gravid og efter jeg har født vores skønne, glade pige!

Kæresten reagerer i de perioder det ikke går godt. Han forsvarer dem og hvis jeg vil snakke med ham om det, siger han din mor gør også det og bla bla bla... Hendes hund er også irriterende og bla bla bla..

Svigermor har ikke set vores datter siden hun var 5 mdr, er nu 8 mdr.
Og vi skal snart have hende passet for første gang. Jeg foreslog min mor, som hun har et godt forhold til, men nej det skal da være svigermor synes min kæreste. Og ærligt, så tør jeg ikke lade svigermor passe, og vores datter ved jo heller ikke hvem hun er.
Men så siger min kæreste at min mor nok vil glemme vores datter, fordi hun skal ryge. Og at hun nok bare vil ryge hende i hovedet (både svigermor og min mor ryger)

Nogle gange får jeg lyst til at gå fra min kæreste, så jeg slipper for al den negativitet osv.
Men tanken om, at de så skal have hende alene får mig til at blive.
Det værste er, at min kæreste ikke rigtigt kan se det.
Synes min kæreste bliver mere aggresiv og børneagtig i de dårlige perioder.

Forholdet mellem min familie og min kæreste er heller ikke det bedste.

Det bedste ville være ikke at have dem i vores liv. Jeg ville godt til en familierådgiver el lign, men hvordan gør man?

Hvad kan jeg gøre? Jeg kan snart ikke klare det mere

Han har et godt forhold til faderens side af familien.

Håber på en masse gode svar!

Hvis du ikke er tryg ved at farmor passer, skal du ikke, men måske kunne I gøre lidt mere for at din datter kender farmor? Tror ofte vi kvinder stoler mest på egen familie end mandens, blot fordi vi kender dem bedst... Måske er din kæreste ikke tryg ved at din mor passer og så er I nød til at finde et alternativ I begge er trygge ved... Det er også hans datter. Kan godt forstå at han ikke vil høre på brok over hans familie... Jeg tænker at i dit indlæg her skriver du bla bla bla når du skal beskrive hans brok over din mor. Det lyder som om ingen af jer tar det alvorligt når det er den andens mor.... Så måske kunne du starte med at lytte til hans klager og bekymringer på din mor, med samme respekt du gerne vil have han lytter til dig...

Bare fordi man er ryger er man ikke ens... Måske er din kæreste reelt bekymret for om din mor kan vente med at ryge hvis hun passer jeres datter, og måske er han bange for hun så vil ryge i samme rum? Måske ved han at det vil hans mor ikke..ikke at jeg siger at din mor er sådan for det ved jeg jo ikke, men måske er det hans frygte.... Igen dem man kender bedst stoler man mest på, det gælder også ham.

Så I bør have en snak ang. Pasning og måske skal det være en hel tredje. Du skrev noget med farens side( forstod det ikke helt) men måske kunne dette være jeres pasning?

Det vigtige er at INGEN af jer skal efterlade jeres fælles datter hos en Man ikke føler sig tryg ved....

Så som jeg læser dit indlæg var der to problemstillinger så her prøver jeg at svare på den anden..

Hvis du går fra ham skal du give en velbegrundet årsag til at farmor ikke skal passe din datter i fars samvær.. Du skal påvise at det vil være skadeligt, for ellers bestemmer far altså... Men syntes heller ikke du skal blive hos en af den grund.. Det bør være kærlighed til manden der får dig til at blive, ikke frygt...

Når dit barn kun er 8 måneder vil det være begrænset hvor meget samvær far har her i starten, men en dag vil det nok blive min. Hveranden weekend med mindre du kan påvise grund til mindre...

Så du skal gøre op med dig selv om du vil blive hos ham... Og så må du stole på far. Du har valgt at få barn med ham og så må det være fordi du mener han vil blive en god far... Ihvertfald har han ret til at bestemme i sit samvær og med mindre det dissideret skader så må du finde dig i det, men bliv for Gud skyld ikke hos ham af frygt.. Så gå fra ham med hvad det indebærer, eller beslut dig for at blive og kæmp for jeres forhold med alt hvad det indebære

Det er hans familie, selvfølgelig går han i forsvarsposition. Jeg kan godt forstå det er er rigtig svært, men du bliver nødt til at respektere, at han gerne vil have et forhold til hans familie. Det kan være han senere kommer til den erkendelse, at han bliver nødt til at sige fra, men du kan ikke trække det ned over hovedet på ham. Mine forældre er da heller ikke perfekte, men jeg elsker dem rigtig højt alligevel. Jeg ville blive rigtig såret, hvis min kæreste blev ved med at nævne alle deres fejl, selvom det måske var sandt. Din kæreste kan godt mærke dine kommentarer ikke kommer fra et godt sted. 

Det bedste ville jo være hvis du kunne ignorere deres negativitet, men det er selvfølgelig svært, hvis det bliver ved, så du må sige fra overfor det. Bare vær bestemt, og sig du godt kan lide jeres bil. Slut samtalen når de begynder på noget. 

Jeg synes det lyder som en rigtig god ide, hvis i kunne begynde til noget terapi. Det lyder som om i ikke kan se det fra hinandens perspektiv, og måske kommer til at kommunikere uhensigtsmæssigt. Hvis i ønsker enten familie- eller parterapi, så prøv at søg lidt på nettet. Der findes masser af dem derude. 

Hov, og så er jeg enige med ovenstående i, at i måske kunne lade jeres datter se farmor med en af jer tilstede. Det kan jo bare være en time en gang imellem. 

Kære du. 

Hvor lyder det hårdt. Det kan ikke være nemt med alt det kaos samtidig med at dig og din kæreste skal finde Jer i rollen som forældre. Det er jo ikke ualmindeligt at personer med borderline ikke kan holde på nogle relationer og skaber splid (hvis man mangler redskaber til at takle sin sygdom) 

Jeg kan fuldt ud forstå du ikke er tryg ved at farmor passer dit barn og det lyder som om din kæreste går i forsvarsposition. 

Jeg synes det lyder som en rigtig god ide med noget familierådgivning. Der er gratis rådgivning via kommunen. Prøv at gå ind på din kommunes hjemmeside

Held og lykke

newsence skriver:

Hvis du ikke er tryg ved at farmor passer, skal du ikke, men måske kunne I gøre lidt mere for at din datter kender farmor? Tror ofte vi kvinder stoler mest på egen familie end mandens, blot fordi vi kender dem bedst... Måske er din kæreste ikke tryg ved at din mor passer og så er I nød til at finde et alternativ I begge er trygge ved... Det er også hans datter. Kan godt forstå at han ikke vil høre på brok over hans familie... Jeg tænker at i dit indlæg her skriver du bla bla bla når du skal beskrive hans brok over din mor. Det lyder som om ingen af jer tar det alvorligt når det er den andens mor.... Så måske kunne du starte med at lytte til hans klager og bekymringer på din mor, med samme respekt du gerne vil have han lytter til dig...

Bare fordi man er ryger er man ikke ens... Måske er din kæreste reelt bekymret for om din mor kan vente med at ryge hvis hun passer jeres datter, og måske er han bange for hun så vil ryge i samme rum? Måske ved han at det vil hans mor ikke..ikke at jeg siger at din mor er sådan for det ved jeg jo ikke, men måske er det hans frygte.... Igen dem man kender bedst stoler man mest på, det gælder også ham.

Så I bør have en snak ang. Pasning og måske skal det være en hel tredje. Du skrev noget med farens side( forstod det ikke helt) men måske kunne dette være jeres pasning?

Det vigtige er at INGEN af jer skal efterlade jeres fælles datter hos en Man ikke føler sig tryg ved....

Så som jeg læser dit indlæg var der to problemstillinger så her prøver jeg at svare på den anden..

Hvis du går fra ham skal du give en velbegrundet årsag til at farmor ikke skal passe din datter i fars samvær.. Du skal påvise at det vil være skadeligt, for ellers bestemmer far altså... Men syntes heller ikke du skal blive hos en af den grund.. Det bør være kærlighed til manden der får dig til at blive, ikke frygt...

Når dit barn kun er 8 måneder vil det være begrænset hvor meget samvær far har her i starten, men en dag vil det nok blive min. Hveranden weekend med mindre du kan påvise grund til mindre...

Så du skal gøre op med dig selv om du vil blive hos ham... Og så må du stole på far. Du har valgt at få barn med ham og så må det være fordi du mener han vil blive en god far... Ihvertfald har han ret til at bestemme i sit samvær og med mindre det dissideret skader så må du finde dig i det, men bliv for Gud skyld ikke hos ham af frygt.. Så gå fra ham med hvad det indebærer, eller beslut dig for at blive og kæmp for jeres forhold med alt hvad det indebære

Det er rigtigt. Vi skal være trygge begge 2.
Hans far har heller ikke set hende meget, han er en meget travl mand. Men de er søde mennesker , svigerfar og hans kæreste. Hans kæreste er den, jeg har allermest tillid til.

Min datter kanbedst lide min mor, og min mor har kigget efter hende før.
De ryger begge udenfor

Men altså, jeg er altid sød over for hans mor, har tilgivet dem gang på gang, men de bliver ved med at være sådan. Synes snart ikke jeg vil finde mig i mere.

Jeg elsker ham rigtig højt, men der kommer flere af disse dårlige perioder, og vores forhold er ikke hvad det har været, vi har snart brug for noget kærestetid, men vi kan jo ikke blive enige om pasning.

Jeg har sagt til min kæreste, at jeg godt vil have hans mor passer, når vores datter er blevet lidt ældre

mor:) skriver:

Kære du. 

Hvor lyder det hårdt. Det kan ikke være nemt med alt det kaos samtidig med at dig og din kæreste skal finde Jer i rollen som forældre. Det er jo ikke ualmindeligt at personer med borderline ikke kan holde på nogle relationer og skaber splid (hvis man mangler redskaber til at takle sin sygdom) 

Jeg kan fuldt ud forstå du ikke er tryg ved at farmor passer dit barn og det lyder som om din kæreste går i forsvarsposition. 

Jeg synes det lyder som en rigtig god ide med noget familierådgivning. Der er gratis rådgivning via kommunen. Prøv at gå ind på din kommunes hjemmeside

Held og lykke

Tak for forståelse

Ja det gør han nemlig. For han kan godt se, at det er helt galt med dem.
Han mødte hende i toget og sagde spurgte om de snart kunne ses
? Men nej, de havde meget om ørerne. Og så sagde han, at de bare kunne skrive om en dato, men det har de ikke gjort synes det er så synd for vores datter, selvom hun ikke forstår det. Men sådan nogle mennesker vil altid skabe splid, de bliver ved og ved. Så det ville være en lettelse ikke at tænke på dem og bruge energi på det.

De skuffer og sårer min kæreste gang på gang.

Der er bare så mange episoder..

Flere gode råd?

Tak for forståelse

Ja det gør han nemlig. For han kan godt se, at det er helt galt med dem.
Han mødte hende i toget og sagde spurgte om de snart kunne ses
? Men nej, de havde meget om ørerne. Og så sagde han, at de bare kunne skrive om en dato, men det har de ikke gjort synes det er så synd for vores datter, selvom hun ikke forstår det. Men sådan nogle mennesker vil altid skabe splid, de bliver ved og ved. Så det ville være en lettelse ikke at tænke på dem og bruge energi på det.

De skuffer og sårer min kæreste gang på gang.

Der er bare så mange episoder..

Vi ser ikke mine forældre så tit. Mine forældre er ikke helt psykisk stabile. Jeg ved det og vores dreng vil heller aldrig blive passet af dem, men så har vi gjort sådan at vi besøger dem sammen og det er måske ikke så tit, men lidt er også noget. 

Du skal ikke se det som at det er synd for din datter. Hun får måske ikke et tæt bedsteforældre forhold til dem, men hun får da et forhold til dem. Og så må det blive lidt på deres præmisser - dvs. når farmor kan/har lyst/overskud og på jeres præmisser dvs. ikke alene med jeres datter men med en af Jer. 

De kommentarer der må komme som er uheldige ville jeg så vidt muligt prøve at ignorere og tænke at det er grundet borderline.