Tror ikke jeg elsker ham :(

Det er svært... Min mand og jeg har været sammen i 4 år, har en dejlig datter og en mere på vej. Jeg elsker ham da - men nok mere som ven. Tænder ikke længere på ham, og kys og kram ser jeg mig nok egentlig helst fri for.

Er bange for, vi er sammen pga. min tryghedsmani. :s

Men hvad dælen gør man lige, når vi har en på vej!?
Kan slet ikke få mig selv til at gå, det er helt stik mod alle mine forestillinger om, hvordan det er meningen familier skal være

Anonym skriver:

Det er svært... Min mand og jeg har været sammen i 4 år, har en dejlig datter og en mere på vej. Jeg elsker ham da - men nok mere som ven. Tænder ikke længere på ham, og kys og kram ser jeg mig nok egentlig helst fri for.

Er bange for, vi er sammen pga. min tryghedsmani. :s

Men hvad dælen gør man lige, når vi har en på vej!?
Kan slet ikke få mig selv til at gå, det er helt stik mod alle mine forestillinger om, hvordan det er meningen familier skal være

Jeg synes bestemt I skal gøre et helhjertet forsøg på at finde gnisten igen...evt med noget hjælp udefra.

Jeg tænker lige.... havde du det også sådan inden du blev gravid med nr. 2? 

Det håber jeg egentlig ikke. Men hvis ikke, kan det altså godt være din graviditet der spiller ind.

Hvis du elsker ham, ville jeg gøre et ihærdigt forsøg på at finde gnisten igen. Det synes jeg personligt man bør, når man har valgt at få børn sammen.

Frk.S skriver:

Jeg tænker lige.... havde du det også sådan inden du blev gravid med nr. 2? 

Det håber jeg egentlig ikke. Men hvis ikke, kan det altså godt være din graviditet der spiller ind.

Hvis du elsker ham, ville jeg gøre et ihærdigt forsøg på at finde gnisten igen. Det synes jeg personligt man bør, når man har valgt at få børn sammen.

Har været op og ned. Gik hos en psykolog, og har egentlig altid troet det var mig den var gal med. Men det kommer igen og igen.

Du skylder dine børn ikke at gå og først prøve alt for at redde forholdet. Mislykkes det, så kan du i det mindste sige at du prøvede. Det er min generelle holdning når man har børn sammen. 

Men jeg tænker om ikke det at du ikke tænder på ham har noget med graviditet at gøre? Jeg ville vente til baby er 6 måneder og hvis følelserne ikke ændrer sig, ville jeg få professionel hjælp i form af noget parterapi. 

Håber det bare er hormonerne der driller og I finder kærligheden igen

mor:) skriver:

Du skylder dine børn ikke at gå og først prøve alt for at redde forholdet. Mislykkes det, så kan du i det mindste sige at du prøvede. Det er min generelle holdning når man har børn sammen. 

Men jeg tænker om ikke det at du ikke tænder på ham har noget med graviditet at gøre? Jeg ville vente til baby er 6 måneder og hvis følelserne ikke ændrer sig, ville jeg få professionel hjælp i form af noget parterapi. 

Håber det bare er hormonerne der driller og I finder kærligheden igen

Jeg har haft "manglende" sexlyst (vil nok bare kalde den lille) i al den tid vi har kendt hinanden, og han er meget modsat og har svært ved at indse jeg ikke "bare lige" får mere lyst. Sådan har det altid været, og jeg kommer til at føle mig som en kæmpe fiasko, og som om jdet er mig den er gal med - på alle punkter. Det kører mig helt vildt ned!
Jeg ved, at graviditeten ikke har noget med det her at gøre - desværre..

Det er jo ikke fordi vi ikke har prøvet.. Det er ikke første gang, som sagt..

Anonym skriver:

Det er svært... Min mand og jeg har været sammen i 4 år, har en dejlig datter og en mere på vej. Jeg elsker ham da - men nok mere som ven. Tænder ikke længere på ham, og kys og kram ser jeg mig nok egentlig helst fri for.

Er bange for, vi er sammen pga. min tryghedsmani. :s

Men hvad dælen gør man lige, når vi har en på vej!?
Kan slet ikke få mig selv til at gå, det er helt stik mod alle mine forestillinger om, hvordan det er meningen familier skal være

Prøv at giv det et helhjertet forsøg for jeres børns skyld. Start evt. i parterapi, og få lidt nyt liv ind i jeres forhold. Få passet jeres datter inden den nye lille kommer, og tag ud sammen og hyg jer.

Tænk på hvad det var du for 4 år siden faldt for?

Anonym skriver:

Jeg har haft "manglende" sexlyst (vil nok bare kalde den lille) i al den tid vi har kendt hinanden, og han er meget modsat og har svært ved at indse jeg ikke "bare lige" får mere lyst. Sådan har det altid været, og jeg kommer til at føle mig som en kæmpe fiasko, og som om jdet er mig den er gal med - på alle punkter. Det kører mig helt vildt ned!
Jeg ved, at graviditeten ikke har noget med det her at gøre - desværre..

Det er jo ikke fordi vi ikke har prøvet.. Det er ikke første gang, som sagt..

SEX! Det vigtigste i et forhold! Bare det at han har lyst, men du ikke har, kan være årsagen til mange af jeres problemer... Hvad er det der gør at du ikke har lyst? For jeg tror bestemt at alle godt kunne have sex hver dag, hvis alt spillede og man havde al tid i verden. Ved han hvad du godt kan li? tænder han dig på den rigtige måde? Giver han sig tid til dig?
Nogle dage(specielt når vi har et overfyldt skema) kan jeg godt føle at jeg er træt af min mand, men hvis vi lige giver os tid til en hurtig omgang sex, er det som om alle problemerne er løst. Men han kan så også finde ud af at give mig al opmærksomheden i sengen
Har i prøvet parterapi? Eller måske en sexterapeut?
Jeg tænker også at din graviditet påvirker hvordan du har det med din mand, så giv det lidt tid og prøv og få al den hjælp i kan i skylder jeres børn at kunne sige, at i prøvede alt

Anonym skriver:

Jeg har haft "manglende" sexlyst (vil nok bare kalde den lille) i al den tid vi har kendt hinanden, og han er meget modsat og har svært ved at indse jeg ikke "bare lige" får mere lyst. Sådan har det altid været, og jeg kommer til at føle mig som en kæmpe fiasko, og som om jdet er mig den er gal med - på alle punkter. Det kører mig helt vildt ned!
Jeg ved, at graviditeten ikke har noget med det her at gøre - desværre..

Det er jo ikke fordi vi ikke har prøvet.. Det er ikke første gang, som sagt..

Hmm okay. Må jeg spørge om du har arbejdet på din manglende sexlyst? Er det sex generelt du ikkr har lyst til eller sex med din mand? 

Anonym skriver:

Det er svært... Min mand og jeg har været sammen i 4 år, har en dejlig datter og en mere på vej. Jeg elsker ham da - men nok mere som ven. Tænder ikke længere på ham, og kys og kram ser jeg mig nok egentlig helst fri for.

Er bange for, vi er sammen pga. min tryghedsmani. :s

Men hvad dælen gør man lige, når vi har en på vej!?
Kan slet ikke få mig selv til at gå, det er helt stik mod alle mine forestillinger om, hvordan det er meningen familier skal være

Jeg har lige været igennem næsten det samme. Kan ikke skrive privat da du er anonym men du er velkommen til at kontakte mig.