Dette kan godt risikere at blive langt, men jeg håber at nogen vil læse med alligevel, og komme med nogle opmuntrende ord, eller et godt råd med på vejen...
I februar i år gik min ekskæreste og jeg fra hinanden, og jeg flyttede hjem til mine forældre. Vi havde på daværende tidspunkt været sammen i knapt tre år, og vi elskede hinanden rigtig højt... Jeg var overbevist om at det var ham jeg skulle have børn med, og blive gammel med, men drømmen bristede da han meldte ud at han ikke ønskede flere børn, end de to han i forvejen har fra et tidligere forhold!
Jeg blev knust, og vi blev enige om at gå hver til sit, da vi nu vidste at det var et spørgsmål om tid før vores veje skulle skilles alligevel... Vi vælger så uofficielt at prøve lidt igen, hvor vi fortsat bor hver for sig, med tanke om at se om min eks kunne omvende sin tankegang.. Jeg vidste inderst inde godt at det ikke ville ske, men jeg gik alligevel og håbede! I mellemtiden sker der det at jeg møder en super sød fyr, som kun er et par år ældre end jeg selv... Han lytter, forstår, og vi er totalt på bølgelængde - dog uden nogen som helst følelser involveret, KUN venskabeligt...
I slutningen af marts eskalerer situationen for os igen, vi skændes mere end nogensinde, højst sandsynligt pga tanken om at vi er sammen på lånt tid... Her vælger vi permanent at gå hver til sit, og vi er begge sønderknuste... Jeg er mest berørt i starten, men som tiden går bliver jeg mere og mere afklaret, og min eks bliver mere og mere trist... Vi har flere gange vendt emnet, om vi skulle finde sammen igen, og min eks' udmelding hver gang er: "Nej, det går ikke, vi ved vi ikke har en fælles fremtid - du skal ud og finde en anden!"
I starten af april er jeg ude og besøge min eks og hans unger, og mens jeg er i bad ligger min tlf i køkkenet... Jeg kan bare mærke på min eks resten af dagen at han er mærkelig, og da ungerne er puttet eskalerer situationen også, og han forklarer at hans den yngste har taget min tlf, og er gået ind på mine sms'er, og da han vil tage den fra ham er han inde på beskeder fra ham den søde fyr som jeg snakkede lidt sporadisk med på det tidspunkt... Jeg vælger at tackle situationen ved at forklare mig, at der INTET er i det, men han er mere interesseret i at høre hvornår jeg mødte ham, og da jeg fortæller ham det, behandler han mig som om jeg har været ham fuldbyrdet utro - kaster op, græder og ja, bryder helt sammen....
Puha... Nu, to måneder efter det uofficielle, permanente brud, er vi stadig rigtig gode venner, og jeg er begyndt at snakke meget med ham den søde fyr... Han er virkelig rigtig, han er flot, ambitiøs, sjov, og så vil han gerne have børn! Han har meget insisterende forsøgt at få mig til at ville mødes med ham, og jeg har sagt nej hver gang, indtil i går... Vi skal nu mødes hjemme hos ham en af dagene, hvor han vil lave mad til mig - helt casual, bare for at lære hinanden bedre at kende...
Problemet er nu at jeg er enormt splittet! Jeg er afklaret med ikke at skulle tilbage til eksen, jeg får ikke det liv jeg drømmer om med ham, uanset hvor højt jeg elsker ham... Fyren her er så sød, og jeg oplever at få sommerfugle i maven når han skriver, hvilket jeg var sikker på aldrig at skulle opleve igen!
Jeg er bare bange for at det er "for tidligt", men omvendt, som veninderne siger, så er det jo intet seriøst, blot at lære ham at kende... Jeg er samtidig også bange for at gøre min eks ked af det... 
Jeg har ikke tænkt mig at fortælle ham noget før jeg ved om der er potentiale i det, men tanken om at fortælle ham det når det er, skræmmer mig så vanvittigt... Jeg kan også bare mærke på mig selv, at jeg trænger til bekræftelse og fælles drømme med en på min egen alder, en som ønsker det samme som mig og som forstår mine drømme...
What to do? Hvad ville DU have gjort? 
