Er jeg for pivet?

Jeg går med en kæmpe sorg over at have mistet vores ønskebaby nr. 2 i 12. uge.

Det river i mig hver dag, og livet føles som om det er gået i stå.

Jeg taler ikke meget om det med andre, af frygt for at blive mødt med erfaringer værre end min, og mennesker der har været meget mere i gennem.

Jeg er bange for om jeg måske er for pivet, tænker for meget på mig selv. Om jeg måske burde føle mig heldig at det "ikke er værre", og bare værdsætte den guldklump vi allerede har.

Det her var den første (og forhåbentlig den sidste!!) abort jeg har haft, og vi afventer vævsprøvesvar pga. mistanke om mola.

Er jeg pivet? Burde jeg tage mig sammen? 

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne en abort i 12 uge og en fødsel af et dødt barn i uge 37 men derfor har du da lov at sørge. Lige så snart man står med en positiv test sker der mange følelser i en. Man bliver ramt af en forventning og en glæde som er svær at overskygge. Derfor er det da klart at når man får revet den glæde bort at man sørger. Så selvfølgelig skal du da have lov til det. 

Jupiter skriver:

Jeg går med en kæmpe sorg over at have mistet vores ønskebaby nr. 2 i 12. uge.

Det river i mig hver dag, og livet føles som om det er gået i stå.

Jeg taler ikke meget om det med andre, af frygt for at blive mødt med erfaringer værre end min, og mennesker der har været meget mere i gennem.

Jeg er bange for om jeg måske er for pivet, tænker for meget på mig selv. Om jeg måske burde føle mig heldig at det "ikke er værre", og bare værdsætte den guldklump vi allerede har.

Det her var den første (og forhåbentlig den sidste!!) abort jeg har haft, og vi afventer vævsprøvesvar pga. mistanke om mola.

Er jeg pivet? Burde jeg tage mig sammen? 

Nej det syntes jeg ikke du er. Man har mistet en drøm og det er helt oki at sørge over tabet af det.

Det tog os mig noget tid at komme over det da vi mistede og var monster bange da jeg så blev gravid igen

Lullaby skriver:

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne en abort i 12 uge og en fødsel af et dødt barn i uge 37 men derfor har du da lov at sørge. Lige så snart man står med en positiv test sker der mange følelser i en. Man bliver ramt af en forventning og en glæde som er svær at overskygge. Derfor er det da klart at når man får revet den glæde bort at man sørger. Så selvfølgelig skal du da have lov til det. 

Tak for dit søde svar.

Jeg ved godt at det er naturligt at blive ked af det.

Jeg er bare i tvivl om den her sorg er for stor....

Som du skriver, er der jo kæmpe forskel på situationerne, og min situation er objektivt set slet ikke så voldsom som andre eksempler.

Det giver mig dårlig samvittighed at tænke på, og jeg prøver at fremskynde det, så jeg kan komme videre og være glad igen. Men det virker bare ikke..... Sorgen følger mig, og det føles som om det står skrevet i panden på mig, og alle kan se at min mave nu er tom... 

Lækkermåsen og vildbassens mor skriver:

Nej det syntes jeg ikke du er. Man har mistet en drøm og det er helt oki at sørge over tabet af det.

Det tog os mig noget tid at komme over det da vi mistede og var monster bange da jeg så blev gravid igen

Tak 

Det er næste skridt for mig - når svaret kommer og jeg forhåbentlig hurtigt igen skal forholde mig til ny graviditet engang.

Jeg tror også jeg vil blive dybt bekymret og nervøs, og det hjælper jo slet ikke på det....

Hvordan tackler man det? Kan man glæde sig overhovedet?

Der kører så mange tanker og følelser rundt, og jeg har svært ved at samle det hele til noget fornuftigt.... 

Jupiter skriver:

Jeg går med en kæmpe sorg over at have mistet vores ønskebaby nr. 2 i 12. uge.

Det river i mig hver dag, og livet føles som om det er gået i stå.

Jeg taler ikke meget om det med andre, af frygt for at blive mødt med erfaringer værre end min, og mennesker der har været meget mere i gennem.

Jeg er bange for om jeg måske er for pivet, tænker for meget på mig selv. Om jeg måske burde føle mig heldig at det "ikke er værre", og bare værdsætte den guldklump vi allerede har.

Det her var den første (og forhåbentlig den sidste!!) abort jeg har haft, og vi afventer vævsprøvesvar pga. mistanke om mola.

Er jeg pivet? Burde jeg tage mig sammen? 

Det er du bestemt ikke.

Og man skal ikke sammenligne sorgen med andres.

Det kan godt være nogle har det værre, men derfor er det stadig ok at DU føler en kæmpe sorg.

Man skal ikke glemme sig selv og sin sorg

Man kan jo desværre ikke rationelt argumentere med sine følelser. Og du er hverken pivet eller andet, nej du føler bare og det du føler er sorg - jeg kan ikke vide de præcise tanker, men jeg kan vide det er sorg når det er du siger/skriver.

Der er ingen regler for hvornår man må sørge, hvordan man må sørge, vor længe man må sørge osv og ja der er altid værre historier, men fordi en har mistet begge sine ben, så gør det nu stadig ondt at koste sin fod.

At sammenligne sorg er som at sammenligne æbler og pærer og det skal man bare ikke gøre. Man skal rumme sin egen sorg, og ja måske møde nogen der forstår tankerne fordi de selv har stået der.
Jeg har mødt en del der har mistet er barn hvor vi kan tale om tankerne, men selv der sammenligner vi ikke sorgen men i højere grad hvad det har gjort ved os som mennesker, i forhold til livet osv.

Og nej du skal ikke tage dig sammen, du skal have lov at sørge.

lineog4 skriver:

Man kan jo desværre ikke rationelt argumentere med sine følelser. Og du er hverken pivet eller andet, nej du føler bare og det du føler er sorg - jeg kan ikke vide de præcise tanker, men jeg kan vide det er sorg når det er du siger/skriver.

Der er ingen regler for hvornår man må sørge, hvordan man må sørge, vor længe man må sørge osv og ja der er altid værre historier, men fordi en har mistet begge sine ben, så gør det nu stadig ondt at koste sin fod.

At sammenligne sorg er som at sammenligne æbler og pærer og det skal man bare ikke gøre. Man skal rumme sin egen sorg, og ja måske møde nogen der forstår tankerne fordi de selv har stået der.
Jeg har mødt en del der har mistet er barn hvor vi kan tale om tankerne, men selv der sammenligner vi ikke sorgen men i højere grad hvad det har gjort ved os som mennesker, i forhold til livet osv.

Og nej du skal ikke tage dig sammen, du skal have lov at sørge.

Du har ret - man kan ikke argumentere for det!!

Jeg prøver på ikke at sammenligne - men alle de her følelser er bare så irrationelle 

Jupiter skriver:

Du har ret - man kan ikke argumentere for det!!

Jeg prøver på ikke at sammenligne - men alle de her følelser er bare så irrationelle 

Følelser er sjældent rationelle, det er derfor man ikke skal analysere dem - det bliver man skør af. 

Tillad dig selv at være ked af dit tab, men husk også at tillade dig selv at være lykkelig når den nye spire en gang viser sig :-)

 

Jupiter skriver:

Tak 

Det er næste skridt for mig - når svaret kommer og jeg forhåbentlig hurtigt igen skal forholde mig til ny graviditet engang.

Jeg tror også jeg vil blive dybt bekymret og nervøs, og det hjælper jo slet ikke på det....

Hvordan tackler man det? Kan man glæde sig overhovedet?

Der kører så mange tanker og følelser rundt, og jeg har svært ved at samle det hele til noget fornuftigt.... 

Fordi det hele var lidt underligt med min abort og min nye graviditet fik jeg scanninger hvert 14 dag og taget bp 1gang om ugen indtil nf. så det gav en masse tryghed. Men jeg var langt henne før jeg virkelig turde glæde mig sådan rigtigt. Vi var da glade osv men der var lidt en dæmper på da vi jo var nervøse og det hele skete så hurtigt og der var en masse spørgsmål som ingen har ku svare os på.

Jeg sygemeldte mig i et par uger for det havde jeg brug for også snakkede jeg en helt masse om det og ja så var jeg jo ligepludseligt gravid igen så kom tankerne jo naturligt videre.