Børns forhold til pædagoger.

Min søn går i en god vuggestue på Østerbro. Når jeg aflevere, så er det tydeligt at han er tryg og rolig ved deres modtagelse. De gir kram og smiler altid sødt til ham.

Men har undre mig over, at han aldrig nævner dem herhjemme. Han tilbringer jo mange timer dernede hver uge.

Hans mormor, morfar og mine søskende bor feks i Kalundborg. Dem ser han ca. hver 3 uge. Dem spørger han til HVERDAG. Han husker og spørger til personer/børn vi har besøg af sjælendt. Han har et flot sprog, så derfor taler vi meget om dagen i vuggestuen. Men han nævner kun nogle børn dernede fra og ikke de voksne.

Hvorfor gør han mon det?

Ved godt at den kærlighed og opmærksomhed han får hos bedste forældre mostre osv, ikke er den samme opmærksomhed som i vuggestuen.
Men han tilbringer jo meget tid sammen med dem, og har haft gode oplever med dem?

Så kan en pædagog lige forklare mig hvorfor??

Håber mit indlæg gir lidt mening

Marts<3 skriver:

Min søn går i en god vuggestue på Østerbro. Når jeg aflevere, så er det tydeligt at han er tryg og rolig ved deres modtagelse. De gir kram og smiler altid sødt til ham.

Men har undre mig over, at han aldrig nævner dem herhjemme. Han tilbringer jo mange timer dernede hver uge.

Hans mormor, morfar og mine søskende bor feks i Kalundborg. Dem ser han ca. hver 3 uge. Dem spørger han til HVERDAG. Han husker og spørger til personer/børn vi har besøg af sjælendt. Han har et flot sprog, så derfor taler vi meget om dagen i vuggestuen. Men han nævner kun nogle børn dernede fra og ikke de voksne.

Hvorfor gør han mon det?

Ved godt at den kærlighed og opmærksomhed han får hos bedste forældre mostre osv, ikke er den samme opmærksomhed som i vuggestuen.
Men han tilbringer jo meget tid sammen med dem, og har haft gode oplever med dem?

Så kan en pædagog lige forklare mig hvorfor??

Håber mit indlæg gir lidt mening

Det er det samme herhjemme, min søn nævner meget sjældent pædagogerne. Men når jeg snakker med ham om dem, vil han gerne være med. Men han bringer MEGET oftere de andre børn eller familiemedlemmer o.s.v. op i samtaler.

Sådan er det også her. 

Mit gæt er at han får fuld opmærksomhed samt kærlighed fra mostre/bedsteforældre osv., mens det "blot" er professionel omsorg i vuggestuen.

Ligesom han er speciel, unik osv. derhjemme, hos bedsterne osv. men en af mange i vuggestuen.

Ikke dermed sagt at jeg ikke tror pædagogerne giver ham opmærksomhed, men det er jo oftest en delt opmærksomhed. 

Jeg er ikke pædagog, men studerende. Det er blot mine personlige tanker omkring emnet

Marts<3 skriver:

Min søn går i en god vuggestue på Østerbro. Når jeg aflevere, så er det tydeligt at han er tryg og rolig ved deres modtagelse. De gir kram og smiler altid sødt til ham.

Men har undre mig over, at han aldrig nævner dem herhjemme. Han tilbringer jo mange timer dernede hver uge.

Hans mormor, morfar og mine søskende bor feks i Kalundborg. Dem ser han ca. hver 3 uge. Dem spørger han til HVERDAG. Han husker og spørger til personer/børn vi har besøg af sjælendt. Han har et flot sprog, så derfor taler vi meget om dagen i vuggestuen. Men han nævner kun nogle børn dernede fra og ikke de voksne.

Hvorfor gør han mon det?

Ved godt at den kærlighed og opmærksomhed han får hos bedste forældre mostre osv, ikke er den samme opmærksomhed som i vuggestuen.
Men han tilbringer jo meget tid sammen med dem, og har haft gode oplever med dem?

Så kan en pædagog lige forklare mig hvorfor??

Håber mit indlæg gir lidt mening

Nu går min datter jo i samme vuggestue
Og hun nævner heller aldrig pædagogerne men kun børnene.
Tror det er meget normalt. Der er jo mange pædagoger og de omgås dem alle når de f.eks er på legepladsen

Tror det er meget forskelligt fra barn til barn. Jeg har børn på midt arbejde hvor de fortæller al verdens historier om mig der hjemme og invitere til jul og hva jeg ellers er blevet inviteret til ( for sjovt) og nogle børn glemmer os i det øjeblik vi er ude af syne.

Nogle børn husker os mange år efter de er gået ud andre gør ik. Begge dele er normalt tænker jeg

Jeg er pædagog og jeg tror, at det er mere normalt at børn i børnehaven taler om pædagogerne hjemme. ...på godt ig ondt
Når børn er under tre år er de vigtigste mennesker i deres liv deres familie. Senere kan de bedre sprede deres opmærksomhed på andre der de ikke er i familie med

Hmm min datter taler heller ikke ret meget om sine pædagoger - jo, hvis de har været sure på hende 

Hun gjorde det aldrig i vuggestuen og heller ikke nu, hvor hun går i børnehave. Der er dog én enkelt yndlingspædagog som hun taler meget om, men om det er fordi hun hedder det samme som mig, det skal jeg ikke kunne sige 

Tror det er meget individuelt. Her snakker min datter dagligt om både børnene, pædagogerne og familiemedlemmer. 

 

modesty skriver:

Det er det samme herhjemme, min søn nævner meget sjældent pædagogerne. Men når jeg snakker med ham om dem, vil han gerne være med. Men han bringer MEGET oftere de andre børn eller familiemedlemmer o.s.v. op i samtaler.

Det samme her