Hej damer,
Nå, jeg skriver som anonym, for det her er ret personligt og følsomt!
Jeg er hjemme på barsel, min kæreste er på arbejde. Det ringer på døren og jeg åbner. Det er en mand fra et advokat firma med et brev til min kæreste. Han beder mig, bede min kæreste gøre noget ved det. Jeg ved jo af gide grunde ikke hvad der præcis står i det brev, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det handler om penge. Mange penge.
Min kæreste vil for det meste ikke snakke om sine lån, men jeg ved at han skylder mange penge væk, måske til flere forskellige? Og jeg ved at han ikke betaler en øre af på dem. Det har han ikke gjort i den tid vi har kendt hinanden. Jeg ved også at han ikke betaler børnepenge for et barn fra et tidligere forhold.
Jeg er total i vildrede, jeg ved godt jeg har lukket øjnene for at han er en knold til penge og økonomi, og jeg ved også godt at han har smidt breve fra banker og Udbetaling Danmark ud, uden at åbne dem. Han er registreret i RKI, da de også på et tidspunkt har sendt et brev jeg har set, men jeg ser ikke alt hvad han får af post, da han tømmer postkassen og smider det ud.
Men hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg sige når han kommer hjem? Han hader at snakke om penge og økonomi, og det er mig der holder styr på vores økonomi herhjemme, selvom jeg synes det er hårdt at stå med alene! Men da han jo ikke vil snakke om det, så har jeg droppet det og tænkt at jeg om et par år, når mit eget lån var betalt ud (det er der styr på, og det bliver betalt af hver måned) så ville jeg snakke med ham om hans, og hjælpe ham med at få styr på sin økonomi og betalt sine lån ud...
Hvordan kan jeg forklare ham, at det er vigtigt at betale sine skyldnere?
Jeg er virkelig i vildrede, vi har et barn sammen, og jeg er ikke interesseret i at vi skal gå fra hinanden og at vores barn skal være dele barn. Vi er ikke gift, heldigvis, fristes jeg til at sige, da jeg så i det mindste ikke personligt hæfter for hans lån. Til gengæld kan jeg så godt droppe alle mine drømme om en gang at få hus og have, hvert fald hvis vi skal købe sammen.
Er der nogen der kan hjælpe med et godt råd? Hvordan kan jeg sige til ham, at han skal tage det alvorligt nu, og at han skal begynde at betale af på de her lån? Det er bare som om, at når jeg før har nævnt noget, så siger han bare ja og snakker mig efter munden, og gør så alligevel ikke noget ved det.
Jeg har selv tænkt, at hvis han ikke gør noget, så kunne jeg bede ham flytte ud, og så må vi være kærester og bo hver for sig, for jeg føler mig ærligt talt lidt utryg ved, at han har sådan et kæmpe lån, og især at han er så ligeglad. Eller, måske bange for at gøre noget ved det, for han ved godt selv det er slemt. Men han er nogle gange arbejdsløs i perioder, og jeg har oplevet at jeg en måned måtte bruge alle mine sparepenge på hans del af husleje og forbrug (det blev 8000kr), fordi han havde klokket i det med tilmeldingen til kontanthjælp i en ny kommune, da vi flyttede, og derfor ikke fik nogle penge udbetalt. Det betyder bare alt sammen, at jeg føler at han måske lige pludselig ikke får nogle penge, og hvordan fanden skal vi så leve? Jeg har ikke råd til at betale hans del af huslejen igen, og jeg VIL ikke låne flere penge!
Jeg er så ked af det her, han fatter bare ikke at det påvirker både mig og vores barn, at han ikke vil tage sig af sine lån og sin økonomiske situation generelt.
Undskyld at det er lidt rodet, jeg er lidt følelsespåvirket lige nu. Men ville det være en mulighed, hvis han havde sin egen bolig? Og vi så stadig var kærester? Eller hvad søren kan jeg ellers gøre? Ærligt talt vil jeg jo helst at vi bor sammen og bliver sammen, men jeg vil bare gerne have, at han får styr på sin økonomi, for hvis han ikke får nogle penge, så påvirker det også mig og vores barn, og så har vi måske ikke råd til mad, eller bleer!
