Når far siger fra

Hej.

Jeg har ved mine to ældste børn haft lignende problemstilling. Bortset fra, at deres fædre ikke var med fra starten. Men da de så senere kom ind i børnenes liv, da børnene var henholdsvis 9 og 12 år gamle,  -  ja så trak de sig nogen tid efter. Til stor skuffelse og frustration for børnene.

Jeg valgte at sige sandheden. Men at udlægge den som, at fædrene elskede dem, men at de ikke magtede ret meget, og derfor ikke formåede at holde kontakten. Det var det nærmeste, jeg selv kunne komme på en forklaring. For jeg forstår virkelig ikke, hvordan man kan undvære sine børn.

Mine to store børn havde begge en meget svær periode, da det stod på. Det tog omkring et års tid for dem begge at acceptere situationen. Den ene har nu - som næsten voksen - en smule kontakt med sin biologiske far via facebook mv. Denne bor dog også i udlandet, så det er svært med nærmere kontakt. Den anden, der også er stor teenager, har ingen kontakt med sin far. Han har haft en gave liggende til sin far, siden han var 9 år gammel. Men han vil ikke sende den, den skal overbringes personligt. ...Den mulighed har bare ikke været der!

Det er fortsat en stor smerte for mine børn at have oplevet et sådant svigt. Men jeg tror på, at det hjælper, at vi altid har kunnet tale åbent om det. Og så har mine børn den fordel, at de begge har fået sig en "ny" far i ham, der har var min mand gennem 14 år, dvs. siden de var ganske små. De kalder ham far og besøger ham fortsat, på lige fod med deres yngre søskende, i weekender mv.  Han betragter også fuldt ud dem som sine børn.

Håber, at dit barns far kommer til fornuft. Det er godt for børn at have flere voksne omkring sig  / kende deres ophav. Men det allervigtigste er trods alt, at de har én stabil forælder hos sig gennem deres opvækst. Og om muligt også gerne en nær kontakt med en anden voksen i familie eller omgangskreds.

Havre74 skriver:

Har du spurgt faren, hvorfor han ikke længere kommer på besøg ? -Og fortalt ham, at barnet savner ham ?

Du kunne jo snakke med faren om at lave en ny samværsaftale. Måske han ikke har overskud til at komme så ofte, men så hellere at de ikke ses så ofte, men at han trods alt kommer, så barnet har noget at rette sig efter. Evt. skypeopkald, tlf. m.v. Eller du og barnet kan besøge faren eller farens familie, for at barnet bevarer tilknytningen til den side af familien.

Der findes mange fleksible løsninger. Jeg håber i finder en, for barnets skyld.

Problemet er, at han ikke svarer på nogle af mine opkald, sms'er eller mail. Så jeg kan slet ikke få kontakt med ham. Jeg har spurgt, hvad der er galt osv. siden han ikke kommer og om han er sur på mig, men intet svar. Har ligeledes skrevet, at vores barn savner ham.

Vores barn har kun kontakt med faderen og kender slet ikke hans side af familien, som barnet heller aldrig efter faderens ønske har mødt.

Jeg er og har altid været åben for forslag og er meget fleksibel, da jeg brændende ønsker for mit barn, at kontakten til faderen bevares.

Kornblomst skriver:

Hej.

Jeg har ved mine to ældste børn haft lignende problemstilling. Bortset fra, at deres fædre ikke var med fra starten. Men da de så senere kom ind i børnenes liv, da børnene var henholdsvis 9 og 12 år gamle,  -  ja så trak de sig nogen tid efter. Til stor skuffelse og frustration for børnene.

Jeg valgte at sige sandheden. Men at udlægge den som, at fædrene elskede dem, men at de ikke magtede ret meget, og derfor ikke formåede at holde kontakten. Det var det nærmeste, jeg selv kunne komme på en forklaring. For jeg forstår virkelig ikke, hvordan man kan undvære sine børn.

Mine to store børn havde begge en meget svær periode, da det stod på. Det tog omkring et års tid for dem begge at acceptere situationen. Den ene har nu - som næsten voksen - en smule kontakt med sin biologiske far via facebook mv. Denne bor dog også i udlandet, så det er svært med nærmere kontakt. Den anden, der også er stor teenager, har ingen kontakt med sin far. Han har haft en gave liggende til sin far, siden han var 9 år gammel. Men han vil ikke sende den, den skal overbringes personligt. ...Den mulighed har bare ikke været der!

Det er fortsat en stor smerte for mine børn at have oplevet et sådant svigt. Men jeg tror på, at det hjælper, at vi altid har kunnet tale åbent om det. Og så har mine børn den fordel, at de begge har fået sig en "ny" far i ham, der har var min mand gennem 14 år, dvs. siden de var ganske små. De kalder ham far og besøger ham fortsat, på lige fod med deres yngre søskende, i weekender mv.  Han betragter også fuldt ud dem som sine børn.

Håber, at dit barns far kommer til fornuft. Det er godt for børn at have flere voksne omkring sig  / kende deres ophav. Men det allervigtigste er trods alt, at de har én stabil forælder hos sig gennem deres opvækst. Og om muligt også gerne en nær kontakt med en anden voksen i familie eller omgangskreds.

Mange tak for dit input. Jeg frygter virkelig, at mit barrn får varige mén, hvis faderen vælger fra. Mit barn har heldigvis kontakt til flere mandlige forbilleder, men jeg så allerhelst, at faderen forblev en del af liver for barnet.

Synes virkelig det er svært, men godt at høre, dine børn er kommet godt i vej.

Anonym skriver:

Min barn er knap 5 år og har hele sit liv haft kontakt med sin far - dog med flere små udfald. Vi har fælles forældremyndighed. I de sidste par år har samværet som er foregået på vores bopæl været stabilt, men nu har faderen ikke haft besøgt os i 2 mdr. Barnet spørger til sin far og siger h*n savner ham. Jeg kan ikke få kontakt med ham på trods af utallige forsøg på mail, telefon og SMS, så det ser ud til, at være enden på det. 

Mit spørgsmål er så om jeg skal fortælle barnet, at far ikke længere kommer? Og hvad skal jeg sige? Jeg ønsker ikke at stille faderen i dårligt lys, da det ikke vil gavne noget som helst. En anden mulighed er også at lade være med at tale om faderen, hvilket jeg egentlig allerede er og så måske lade det fase ud sådan. Jeg vil altid svare åbent og ærligt på spørgsmål omkring faderen, når barnet spørger, da jeg synes det er det eneste rigtige.

Jeg håber på et godt råd.

Hilsen den frustrerede.

Min søn har ikke set sin far siden 13 feb og han er bare blevet væk fra samvær uden en lyd

har bare sagt til knægten at far er ude og rejse.. så har man ik sagt for meget eller for lidt

min søn er 2,8 nu og siger selv far er ude og rejse når han lige nævner ham til tider

Misscbn skriver:

Min søn har ikke set sin far siden 13 feb og han er bare blevet væk fra samvær uden en lyd

 

har bare sagt til knægten at far er ude og rejse.. så har man ik sagt for meget eller for lidt

 

min søn er 2,8 nu og siger selv far er ude og rejse når han lige nævner ham til tider

Det gør mig ondt at høre på din søns vegne. Har du haft kontakt til faderen eller taget kontakt på nogen måde?

Mit barn er meget eftertænksom og siger: "Jeg savner far" og hvornår far kommer osv. Derfor er det svært for mig at lyve eller sige andet end far har travlt. Jeg bringer ham aldrig på banen mere. Synes det er en rigtig svær situation at stå i

Anonym skriver:

Det gør mig ondt at høre på din søns vegne. Har du haft kontakt til faderen eller taget kontakt på nogen måde?

Mit barn er meget eftertænksom og siger: "Jeg savner far" og hvornår far kommer osv. Derfor er det svært for mig at lyve eller sige andet end far har travlt. Jeg bringer ham aldrig på banen mere. Synes det er en rigtig svær situation at stå i

Du kan skrive privat hvis det er

Så skal jeg nok fortælle mere