Han gik og aner ikke om han vil mere

Hej..

Kæresten og jeg havde et skænderi... Vi er ved at hente vores datter på 9 måneder i DP da han stopper bilen og går ud... Jeg forsøger råbe ham tilbage men han går... Jeg er nød til at hente datter i DP 500 m derfra...
Han har vane for at gå, men har lovet at lade være da jeg ikke syntes det er ok slet ikke nu hvor vi har barn... Men altså han holder ikke det løfte. Plejer at ringe ham hjem men Idag har han ikke sin mobil på sig... Samtidig magter jeg det bare heller ikke igen... Han er meget hidsig og selvom han altid fortryder og godt ved at han fortryder senere ja så betyder det ikke noget i nuet... Så nu sidder jeg hjemme og venter på han kommer hjem... Men ved ikke om han vil pakke sine ting når han kommer hjem eller hvad. Ja så aner ikke om jeg er i forhold eller ej... Fuck det er ubehageligt.... Samtidig syntes jeg det er respektløst at jeg nu ikke aner noget og sidder her som en anden dukke og venter pænt,..

Han er bare så omskiftelig... Den ene dag super kærlig og nej hvor han elsker mig og så den anden betyder det ikke noget fordi han er hidsig...
I går havde vi en fantastisk dag og i dag går han selvom han ved hvor meget ked af det og såret jeg bliver...

Samtidig er jeg syg så kræfterne er små og det må bare ikke gå ud over datter...

Så enten køler han ned på gå turen, eller bliver mere hidsig af gå turen eller kommer hjem og ignorere mig... Vi har en aftale  med min far om 1 1/2 time så håber jeg ved noget der..,

Puha rart at komme ud med det...

Jeg tror nu alligevel at jeg havde pakket barnet og var kørt en tur....

Så kunne han få lov at komme hjem til et tomt hus, og prøve at føle hvordan uvisheden er.....

Kram til dig....

Jeg har selv været typen der gik når det blev for meget for mig, så jeg føler både med dig og kæresten. Det er så svært at vende sig af med, meget. Men skal gøres, for er hellere ikke rigtigt overfor dig og jeres barn.

Jeg håber virkelig at I finder ud af noget, og vil du vider mere er du velkommen til at skrive privat, jeg har bare ikke lyst til at skrive om det her.

Synes ikke du skal sidde og vente pænt! Gør hvad du pg datteren har lyst til, og hvis han ikke er hjemme når i skal over til din far, så tager i bare afsted uden ham. Så må han selv forklare sig hvis han dukker op, lad være at lave søforklaringer for ham. Synes det er mega barnligt og respektløst at gå fra en konflikt på den måde. 

Hvad skændtes i sådan om? 

Hvad er det dog for en opførsel, sig mig lige er han 12 år eller hvad 

Jeg syntes du skal tage afsted og lade ham sejle i sin egen sø indtil han er blevet voksen, sådan et kvaj

Monica 

Hvis jeg ikke er hjemme når han kommer hjem så er det sikkert at han går...

Vi små diskuterede lidt. Så kpm han til mig og så fik jeg åbenbart signaleret at jeg afviste ham... Sagde til ham det ikke passede men det betød ikke noget...


I bilen sagde han jeg skulle tige stille som om jeg var 3 år så sagde at tingene skulle snakkes om.. Så gik han..

Han er kommet hjem stadig sur og forklaringen er at han enten måtte gå eller blive hidsig... Sagde han så måtte finde en anden måde at håndtere det på, han mener måden er at jeg holder kæft. Har sagt at det er hans ansvar og han må finde en metode at reagere på. Evt prof. Hjælp.

Han har sagt at det er hans voksne valg at gå hvis han ikke gider hører på mig. ( syntes nu det er et barnligt valg) har så sagt at så må jeg jo tage et voksent valg næste gang om jeg vil være der eller gå fra ham...

Syntes bare ikke det er ok at jeg skal holde kæft når han vil ha det, mens jeg skal svare ham når han ønsker det... Og så er det bare ikke ok at han går når tingene ikke går som han vil..

Men nu lader jeg os falde til ro og så må jeg have en snak...


Er jeg helt gal på den???

hvis min kæreste gik når vi havde været sure på hinanden ville jeg flippe. vi er voksen mennesker og vi må takle den som den er, og lige nu, for i har et barn det vil sige jeres barn far går når i er uvenner umm ikke et godt tegn..

en mor og far kan være sure på hinanden og det er sundt børn ser alt ikke kun er kærlighed og trykhed men også man kan blive gode venner igen...

Jeg må indrømme hvis jeg var dig og jeg havde prøvet det flere gange hvor han gik så var jeg gået om han kom tilbage eller ej det ville jeg være kold for, for det andet er jo SLET ikke okay, du står til ansvar for barn og hjem hvad så hvis du gik næste gang i bliver sure på hinanden hvad så?

Nu siger jeg lidt imod de andre. Ja man skal kunne være voksen og tage ansvar, men kommer du fra et hjem hvor det har skabt problemer for en efterfølgende så er det ikke let bare at gøre det. Det kræver tid og hjælp, og nej det kan du ikke stå med alene. Han skal have hjælp udefra.
Nu snakker jeg ud fra en person der har haft den opførsel som ham og jeg er kommet ud af det næsten, men har danne krævet mange kræfter fra min side og har krævet en kæreste som spurgte og lyttede og forstod at det er svært og som accepterede at det tog tid. Det betød at når jeg fik det træls og ubehageligt fandt vi en løsning der passede os begge og vores barn. Det nytter intet at sige han handler forkert når han er sur og såret for han vil tage det så personligt og vil kun gøre det værre.
Der skal findes rod til jeres konflikter, for i går sikkert forbi hinanden gang på gang. Det er så let at gå fra hinanden i stedet for at kæmpe for det gode i forhold.
Jeg ville søge hjælp ude fra i stedet for at splitte en familie.
Bare mine ord, du skal selvfølgelig gøre det du selv ønsker.