Så forvirret...

Min mand og jeg har nu været sammen i godt fire år, og har sammen to børn, på henholdsvis 6 uger og 3 år. Vi har haft en utrolig hård start på forholdet, og har flere gange været gået hver til sit, pga. uoverensstemmelser i forholdet, men har hver gang fundet sammen igen efter rimelig kort tid.

Men på det sidste har jeg ikke været glad... overhovedet... jeg glæder mig ikke til at se ham. Tager mig selv i at rødme, når jeg snakker med andre mænd. (F.eks. en fædre i vores datters børnehave, eller gamle bekendte man møder.) Han kan ikke længere få mig til at komme, når vi er intime? og helt generelt tager jeg mig selv i flere gange om dagen at bide af ham...  Har det lidt som om det kun er pga. vores børn vi er sammen.

Pga. vi så mange gange har været gået og kommet tilbage, tager manden det slet ikke seriøst når jeg for tiden siger jeg er træt af forholdet, og tror faktisk at selv hvis jeg råbte til ham jeg ikke vil mere, ville det ikke blive taget seriøst... (På en måde har jeg gravet min egen grav, og låst mig selv fast, og føler ikke jeg kan komme ud af forholdet om det så var det eneste jeg ønskede.)

Når det er sagt, så er jeg også meget bange for at fortryde... tænk hvis jeg/vi virkelig går fra hinanden og jeg så faktisk ønsker et liv med ham??? hvordan kan man dog vide om det er den rigtige beslutning at gå fra hinanden...

Er bange for ikke at blive lykkelig i livet med ham... men er også bange for det modsatte, at jeg bliver ulykkelig uden ham... Er så forvirret.

Ved godt det er et rodet indlæg, men måtte lige af med en masse tanker og overvejelser... Har aldrig i mit liv følt mig så splittet... har altid sagt man ikke skal blive sammen pga. børn... men kan ikke vurdere om det er det jeg gør nu...

(Det skal måske nævnes at der er 14 år til forskel på os, jeg er start 20´erne og han er midt 30'erne.)

Anonym skriver:

Min mand og jeg har nu været sammen i godt fire år, og har sammen to børn, på henholdsvis 6 uger og 3 år. Vi har haft en utrolig hård start på forholdet, og har flere gange været gået hver til sit, pga. uoverensstemmelser i forholdet, men har hver gang fundet sammen igen efter rimelig kort tid.

Men på det sidste har jeg ikke været glad... overhovedet... jeg glæder mig ikke til at se ham. Tager mig selv i at rødme, når jeg snakker med andre mænd. (F.eks. en fædre i vores datters børnehave, eller gamle bekendte man møder.) Han kan ikke længere få mig til at komme, når vi er intime? og helt generelt tager jeg mig selv i flere gange om dagen at bide af ham...  Har det lidt som om det kun er pga. vores børn vi er sammen.

Pga. vi så mange gange har været gået og kommet tilbage, tager manden det slet ikke seriøst når jeg for tiden siger jeg er træt af forholdet, og tror faktisk at selv hvis jeg råbte til ham jeg ikke vil mere, ville det ikke blive taget seriøst... (På en måde har jeg gravet min egen grav, og låst mig selv fast, og føler ikke jeg kan komme ud af forholdet om det så var det eneste jeg ønskede.)

Når det er sagt, så er jeg også meget bange for at fortryde... tænk hvis jeg/vi virkelig går fra hinanden og jeg så faktisk ønsker et liv med ham??? hvordan kan man dog vide om det er den rigtige beslutning at gå fra hinanden...

Er bange for ikke at blive lykkelig i livet med ham... men er også bange for det modsatte, at jeg bliver ulykkelig uden ham... Er så forvirret.

Ved godt det er et rodet indlæg, men måtte lige af med en masse tanker og overvejelser... Har aldrig i mit liv følt mig så splittet... har altid sagt man ikke skal blive sammen pga. børn... men kan ikke vurdere om det er det jeg gør nu...

(Det skal måske nævnes at der er 14 år til forskel på os, jeg er start 20´erne og han er midt 30'erne.)

Du bør nok også overveje, om det kan have noget at gøre med, at du næsten lige er blevet mor igen. Måske du kan have en fødselsdepression eller bare en reaktion på den omvæltning det er at få en lille ny ind i familien, selvom man har barn i forvejen.
Jeg synes i hvert fald, du skal passe på med at drage nogle forhastede konklusioner. Overvej evt parterapi

Bak skriver:

Du bør nok også overveje, om det kan have noget at gøre med, at du næsten lige er blevet mor igen. Måske du kan have en fødselsdepression eller bare en reaktion på den omvæltning det er at få en lille ny ind i familien, selvom man har barn i forvejen.
Jeg synes i hvert fald, du skal passe på med at drage nogle forhastede konklusioner. Overvej evt parterapi

Tak for dit svar. Vi har gået i parterapi før, men det eneste vi fik ud af  det  var at vi mistede 900kr på kontoen... Manden er slet ikke til det.

Har tænkt på om det skyldes at vi er blevet en mere i familien, men tvivler lidt på det... er meget forvirret.

Altså hvis du ønsker at gå, kan du jo gøre det, uanset om han tager dig seriøst eller ej. 

At vide om det er det rigtige er svært. Men det kræver jo nok, at I begge har lyst til at arbejde på jeres forhold og ændre på nogen ting. Hvad skal der til, for at du har lyst til at være der? Måske trænger I til noget mere tid sammen alene, hvir I kan være kærester - ikke kun mor og far?

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Vi har gået i parterapi før, men det eneste vi fik ud af  det  var at vi mistede 900kr på kontoen... Manden er slet ikke til det.

Har tænkt på om det skyldes at vi er blevet en mere i familien, men tvivler lidt på det... er meget forvirret.

Ja, så kan jeg godt se, det er svært.

Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre i din situation. Det er en svær beslutning af tage.
Held og lykke med det

FruK skriver:

Altså hvis du ønsker at gå, kan du jo gøre det, uanset om han tager dig seriøst eller ej. 

At vide om det er det rigtige er svært. Men det kræver jo nok, at I begge har lyst til at arbejde på jeres forhold og ændre på nogen ting. Hvad skal der til, for at du har lyst til at være der? Måske trænger I til noget mere tid sammen alene, hvir I kan være kærester - ikke kun mor og far?

Da det mig der ejer huset, føler jeg det er ham der bør forlade det, hvis vi ikke skal være sammen mere, men jeg kan ikke få ham ud, da han ikke tager mig seriøst, pga. alle vores korte brud.

Men igen så er jeg i tvivl om det ville være det rigtige at gå fra ham... jeg vil ikke miste noget der måske kan blive godt, men omvendt føler jeg ikke længere nogen glæde med ham, og som jeg skrev tidligere er jeg begyndt at lægge mærke til andre mænd omkring mig... har jeg aldrig gjort før. Tror også det er det der er skyld i min store tvivl nu, på om det er det rigtige at være sammen med ham. Jeg ville vel ikke begynde at kigge efter andre, hvis jeg stadigvæk elskede ham???