Først vil jeg sige at jeg ingen svar forventer, men trænger til at komme ud med dette
Sagen er den, at min kæreste har en Plejefamilie som han har boet hos i 16 år, Han plejemor er den eneste der var været der for ham hele livet hos dem (Har han selv sagt)
Nu er der bare sådan at for 2 måneder siden blev han plejemor syg, men er tumor i hjernen/hovedet.
Lægerne sagde først at de var sikre på det var kræft og efter 2 uger fra de fik hende ind, tog de så en prøve. Problemet med prøven var at den ikke viste noget, og vi fik at vide at de næsten har 100% sikre på de kunne udlukke at det var kræft, men at de ville tage en ny prøve og sende den et andet sted hen.
Jeg mener der gik ca 3-5 dage før de tog nr 2 prøve.
Da prøven/erne skal gro 2 uger før den/de viser noget fik vi først svar i tirsdags.
Hun har kræft, og det har på de ca 2 måneder spredt sig så meget at de intet kan gøre og at hun har mellem 3 uger og 2 måneder tilbage.
Vi er alle i sorg, og jeg er pisse sur på lægerne, for hvis de nu bare for 3 måneder siden havde opdaget det kunne hun måske have været overlevet..
Men oven i det så har kæresten og jeg startet PB og han holder fast i vi skal blive ved selvom der sker alt dette omkring os.
Jeg er pisse skræk for at blive gravid, tænk at hvis jeg bliver gravid så kan det måske være at gud tager hans plejemors liv.
Jeg har ikke lyst til sex lige for tiden, men samtidig så savner jeg at være intim med kæresten og føler vi begge virkelig har brug for at lille tæt på hinanden (Føler han også)
Samtidig, så håber min kæreste at vi bliver gravide hurtigt for så kan vi måske nå har fortælle hans plejemor det mens hun lever
Vi har også valgt at hvis vi får en pige så skal hun have plejemorens navn til mellem navn.
Kæresten fortalte dette til han plejemor alene og han fortalte at hun kunne se hun blev glad i øjne og det var som om hun fik det mere roligt (Hun ligger for det meste bare i sengen og kikker op i loftet, hun kan ikke snakke og er meget lidt oppe max 2 timer om dagen)
Det er rigtig hårdt at gå igemmen, og hver gang vi er hjemme ved dem har jeg ekstremt svært at gemme tårene til vi er udenfor (Har ekstremt let til følelserne)
Jeg skla heldigvis ikke bruge den uddannelse jeg er ved at tage til noget (Har fundet en anden og bedre vej til mit drømme job) Så jeg kan heldigvis være der for min kæreste når dagene ikke er til at stå ud af sengen, men det er bare rigtig hård
Vi klare og og ser frem til de lyspunkter vi har i livet, selvom det er hårdt.
Jeg forventer som sagt ingen svar, havde bare brug for at komme ud med det 
Anmeld
