Denne artikel beskriver det SÅ GODT.
hvordan vi forældre går og har dårlig samvittighed over hvordan dagligdagen egentlig kører for os, og hvordan andre (bla. medierne) peger fingre af alle de fejl vi gør.
jeg kender det selv, jeg har tit smadder dårlig samvittighed over at Villads kommer i institution fra kl 7 og først bliver hentet igen ved 15:45 tiden. især hvis det er HVER DAG i en hel uge. det er tit at jeg simpelthen bliver nødt til at holde ham hjemme en dag for at vi får hygget. hvilket jeg tror er sundt for ham. men jeg får også dårlig samvittighed når jeg leger med tanken om at holde ham hjemme fra institution og gå hjemme med ham, for hans skyld, for ville det overhovedet gavne ham`?
Jeg får dårlig samvittighed når villads ser fjernsyn fra han kommer hjem fra BH til vi skal spise. det er immervæk to timer..!! og nogengange ser vi også tv MENS vi spiser... det er jo ifølge div. medier direkte mishandling og dårligt for familieharmonien og jeg skal komme efter dig.
hvorfor skal vi konstant gå med dårlig samvittighed over hvordan vi lever vores liv.. jeg kan mærke at denne artikel bare siger det hele..
hvad tænker I ?
Lånt fra Information.
Medierne forvisser dagligt os småbørnsforældre om, at det langtfra er nok, at vi gør os umage hver dag. Det er ikke nok at sørge for, at børnene får kys, kram, kritik og ros i tilpasse mængder. Vi skal også huske at skamme os over de valg, vi har truffet, fordi vi implicit – uanset hvad vi gør – skader vores børn.
Vi behøver ikke at holde hverken avis eller Vores Børn, for at skyldfølelsen rammer med jævne mellemrum. Er du småbarnsforælder, er det helt tilstrækkeligt, hvis du har +100 ligestillede venner på Facebook. Disse velmenende ’venner’ skal nok trawle aviserne igennem for os andre og dele ud af dagens dummeflad under ildevarslende overskrifter som »Vi har mistet familiebalancen« og »Jævn vuggestuen med jorden«.
Sender vi børnene i institution, svigter vi dem. Det kan godt være, de ikke er kede af det, når vi går, og faktisk iler hen til deres favoritpædagog eller bedste ven. Men den ’udeblivende reaktion’ viser netop med al tydelighed, at de er ved at dø indeni og måske aldrig kommer til at stole på nogen, sådan for alvor, når vi vælger at gå fra dem flere gange om ugen for at passe vores arbejde.
Sender vi dem ikke i institution, er det næsten lige så slemt. De kommer til at tro, at universet drejer sig om dem. De bliver l’enfant roi – børnekonge – fortæller blandt andre psykologen Gilbert Richer. Det vil sige, at børnene opfører sig som konger og dronninger, og forældrene bliver aldrig rollemodeller, men derimod rene undersåtter. Børn, der ikke lærer at dele og indgå venskaber, bliver i øvrigt asociale, dovne og arrogante. De bliver ikke udrustet med de mest basale skolefærdigheder, og akademikere bliver de næppe.
Hverdagens sociale eksperiment
Den seneste organiserede skyldnerkampagne går på børns brug af smartphones og iPads. Og her spidser de fleste forældre ører og famler efter læsebrillen. For ja! Vi kan da godt finde på at stikke vores barn telefonen med beredvillig Rasmus Klump-app, når køen i supermarkedet er lang, eller maden i svømmehallens cafeteria er mere end 10 minutter om at blive serveret. Men vidste du, at du dermed kandiderer til at blive lortemor nr. 1? Hvorfor synger du ikke i stedet? Laver en blomst af dit tørklæde? Danser en historie fra Biblen? Dit barn har brug for, at du stimulerer det. Hører du?
Som mor til to drenge på henholdsvis to og fire år – og med et tredje barn på vej – har jeg nået mætningspunktet. For mig at se er der intet nytænkende, retledende eller for den sags skyld konstruktivt ved de mange indlæg i debatten, der har en fælles pointe: Nutidens forældre, der lader deres børn underholde af iPads og tv, når de ikke lader dem passe i institution, er ved at underkaste deres børn et socialt eksperiment, som ingen ved, hvilken udgang vil få.
Debatten er i min optik langtfra præget af nøgtern oplysning, men derimod af bagstræberiske betragtninger iført girafsprog.
Så vidt jeg ved, er der ikke en eneste forældregeneration i historien, der har dedikeret deres fulde liv til at bygge med Lego eller hænge i sansegyngen med deres børn. Alligevel har verden set langt flere velfungerende mennesker end psykopater, langt flere skolelærere end massemordere, langt flere velmenende forældre end det modsatte. De lykkelige dage, hvor mor gik med barnet i skørterne dagen lang og ammede ham, indtil han var fem år, var jo ikke kun bygget op omkring sanglege, ergonomisk legetøj og tumlastik. De gode gamle dage var jo fyldt med huslige pligter, børn, der passede hinanden, og mødre og fædre, der arbejdede dagen igennem.
Barndomsrøver/pauseklovn?
Advokerer jeg for, at Angry Birds- og Alfons Åberg-app’en skal passe mine børn? Nej. Skal mine børn være bedre venner med min smartphone end med børnene i gården? Absolut ikke. Tillader jeg mine børn at lege med den teknologi, der er til rådighed? Helt sikkert. Personligt er jeg komplet modstander af totale påbud om nul sukker, ingen elektronik og urokkelige spise- og sengetider. Hvad med at vi som forældre, i stedet for at forbyde tegnefilm, vingummier og en hotdog på færgen lærte vores børn moderation? At visse ting hører ferie, fredag eller fritid til, mens havregryn, sengetid og tandbørstning hører hver dag til.
Personligt er jeg ret vild med rødvin, fed ost og nybagt brød. Men det betyder jo ikke, at jeg spiser og drikker som Gérard Dépardieu til alle måltider. Og ligesom jeg godt kan lide at afslutte en lang dag med et afsnit af House of Cards, så er mine børn ret lykkelige for at få lov til at stene lidt, når de kommer hjem fra en dag i skovbørnehave og vuggestue. Så ja, de ser Dora the Explorer og Kai Lan. Og de er hverken begyndt at udstøde dyrelyde eller afvise al menneskekontakt. Tværtimod lader de op til næste heat, så legen kan fortsætte efter aftensmaden – som vi belejligt kan gøre klar, mens børnene lærer farverne på engelsk, og hvordan man siger hej på kinesisk. Min oplevelse er ikke, at forældre sætter iPad og fjernsynet til, så de kan undgå legeaftaler, rundbold på vejen eller gemmeleg i stuerne. Vi bruger tv og teknologi til de naturlige pauser, børnene selv opsøger. Er det bedre, at de kigger ud i luften, slås eller græder opgivende, end at de ser Skæg med bogstaver, mens deres far steger frikadellerne færdig, og jeg sætter en vask i gang? Jeg har svært ved at se logikken.
Syndebuk du jour
Jeg er holdt op med at lade mig provokere af de mange mikrofonholdere, der lader eksperterne bedømme mit og mine jævnaldrende venners familieliv. Jeg bliver indigneret. Jeg er selv i den lyksalige situation, at min mand kan være moderne, delvist hjemmegående far, mine børn har korte dage i institutionen, og de kan holde fri flere gange om ugen. Jeg er ikke indigneret, fordi jeg føler mig ramt. Jeg er indigneret, fordi debatten er så ensidig og unuanceret. Forældre, der kæmper for at give deres børn en god hverdag, hvor der også er råd til at gå til fodbold eller komme på lejrskole – og som bidrager til det system, vi alle nyder godt af, ved at betale skat af to indtægter – skal åbenbart skamme sig. Ligesom den enlige mor, der sætter barnet foran fjernsynet, mens hun smører madpakke og tørrer hår, bliver forsikret om, at hun ikke gør det godt nok.
Når forældrene omsider er begyndt at sige fra, kommer et nyt prædikat til. Vi klynker. Og det skal vi stoppe med, for vi har selv valgt at få børn, og vi kan bare lade være med at køre i bil eller tage på ferie – så bruger vi færre penge og har mere tid til vores unger. Men mange af os klynker faktisk ikke. Vi beder blot om lidt arbejdsro. For hvor ville det være skønt, hvis vi kunne være forældre, uden at omverdenen konstant metakommenterede på, hvordan vi forvalter forældrerollen. Det er ikke en rolle at være forælder, det er realitet på lige fod med om man er mand, kvinde, homo eller hetero, høj eller lav. Vi iklæder os ikke forældrerollen – vi tilegner os opgaven, som den bliver os givet ved fødslen af et nyt barn. Og vi gør det så godt vi kan – med og uden iPads.
Sine Gerstenberg er cand.mag. og PR-manager
