Sensitive børn ...

Synes efterhånden at rigtig mange fortæller, at der børn er sensitive/særligt sensitive, osv. Jeg ved dog ikke hvad det indebærer? Har læst at det er en diagnose man kan få stillet. 

Men hvad er et sensitivt barn og hvem stiller diagnosen? Forældre, læger, sp? 

Bare nysgerrighed, da begrebet efterhånden dukker op alles steder

Abemor skriver:

Synes efterhånden at rigtig mange fortæller, at der børn er sensitive/særligt sensitive, osv. Jeg ved dog ikke hvad det indebærer? Har læst at det er en diagnose man kan få stillet. 

Men hvad er et sensitivt barn og hvem stiller diagnosen? Forældre, læger, sp? 

Bare nysgerrighed, da begrebet efterhånden dukker op alles steder

Det vil høj sandsynligt være sundhedsplejeske i samråd med dp. I hvert fald hvad jeg har forstået. Barnet kan blive tjekket på en eller anden måde for om det er sensitivt, men det kan også være en fag person der filmer dp og barnet sammen for på den måde at finde tegn på sensitiv. Men er slet ikke inde i det, er kun noget jeg har ladet mig fortælle

Abemor skriver:

Synes efterhånden at rigtig mange fortæller, at der børn er sensitive/særligt sensitive, osv. Jeg ved dog ikke hvad det indebærer? Har læst at det er en diagnose man kan få stillet. 

Men hvad er et sensitivt barn og hvem stiller diagnosen? Forældre, læger, sp? 

Bare nysgerrighed, da begrebet efterhånden dukker op alles steder

Det er ikke en diagnose, det er et personlighedstræk. Ligesom at være impulsiv eller hidsig eller empatisk. Det er ikke anderledes, det er bare en del af personligheden. Det er ikke en sygdom. Det er ikke en diagnose! Og det er bare SÅ vigtigt at understrege, for jeg tror det er derfor der er mange der stejler når de hører udtrykket, fordi de tror at man prøver at diagnosticere sit barn. Man kan jo ikke diagnosticere et personlighedstræk! Man ville jo aldrig sige at "Min søn har fået diagnosen empatisk", og det samme gælder sensitivitet.

Her er en god forklaring fra en psykolog:

"Hvis man er særligt sensitiv, er man mere følsom over for stimuli end andre mennesker. Det gælder både oplevelser i den ydre verden og det indre liv. Og man bliver hurtigt overstimuleret. Samtidig er særligt sensitive mennesker også ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.

Psykolog Lise August har specialiseret sig i særlig sensitivitet og taler dagligt i sin praksis med mennesker om de udfordringer, der er forbundet med dette personlighedstræk. For der er tale om et træk, ikke en diagnose, understreger hun.

– Alle mennesker er jo sensitive, vi er det bare i forskellig grad og på forskellige områder. Men 15-20% af alle danskere er fra fødslen særligt sensitive og påvirkes i højere grad end andre af fx lys, lugte, lyde, smerte, tidspres, uro, forandringer og andre menneskers stemninger. Deres nervesystem bearbejder alle stimuli mere dybt end gennemsnittet, og de bliver hurtigere overstimulerede og overvældede og kommer derved lettere ud af balance."

Nåh jo, og jeg kan lide tilføje, at hvis ens barn er sensitivt i så ekstrem grad, at det påvirker dagligdagen i fx institutioner enormt negativt, kan man få lavet en såkaldt sensorisk profil. Den giver et billede af hvilke stimuli der påvirker og belaster barnet (og som derfor bør mindskes) og hvilke man kan tilføre for at hjælpe positivt.

Men det er hos børn, som er ekstremt påvirket af det. Man kan godt være særligt sensitiv uden at blive påvirket i lige så høj grad, og så er det ikke nødvendigt med nogen form for udredning. Så er det bare med at tage nogle andre hensyn i hverdagen end mange andre forældre måske gør. 

Janne T. skriver:

Det er ikke en diagnose, det er et personlighedstræk. Ligesom at være impulsiv eller hidsig eller empatisk. Det er ikke anderledes, det er bare en del af personligheden. Det er ikke en sygdom. Det er ikke en diagnose! Og det er bare SÅ vigtigt at understrege, for jeg tror det er derfor der er mange der stejler når de hører udtrykket, fordi de tror at man prøver at diagnosticere sit barn. Man kan jo ikke diagnosticere et personlighedstræk! Man ville jo aldrig sige at "Min søn har fået diagnosen empatisk", og det samme gælder sensitivitet.

Her er en god forklaring fra en psykolog:

"Hvis man er særligt sensitiv, er man mere følsom over for stimuli end andre mennesker. Det gælder både oplevelser i den ydre verden og det indre liv. Og man bliver hurtigt overstimuleret. Samtidig er særligt sensitive mennesker også ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.

Psykolog Lise August har specialiseret sig i særlig sensitivitet og taler dagligt i sin praksis med mennesker om de udfordringer, der er forbundet med dette personlighedstræk. For der er tale om et træk, ikke en diagnose, understreger hun.

– Alle mennesker er jo sensitive, vi er det bare i forskellig grad og på forskellige områder. Men 15-20% af alle danskere er fra fødslen særligt sensitive og påvirkes i højere grad end andre af fx lys, lugte, lyde, smerte, tidspres, uro, forandringer og andre menneskers stemninger. Deres nervesystem bearbejder alle stimuli mere dybt end gennemsnittet, og de bliver hurtigere overstimulerede og overvældede og kommer derved lettere ud af balance."

men hvorfor er det så at folk har så travlt med at fortælle at deres børn er "særligt sentitive".. det lyder som en diagnose..

Det klinger bare så meget af diagnose i stedet for at sige.. min datter trives bare super med en struktureret hverdag - Nåhh ja det gør alle børn, for nogen er en ustruktureret hverdag bare sværere..

Eller min søn er ikke så god til store forandringer, så vi tager det bare stille og roligt..

Det er som om "sentitiv" er blevet endnu en undskyldning for forældre hvis børn bare kræver lidt andet eller lidt mere af dem..

Hvis ens barn er hidsig, så må man jo hjælpe sit barn til at håndtere den følelse og ikke forvente at omverdenen retter ind overfor det..


I den verden vi lever i idag, hvor alting skal gå så hurtigt, der er pres pres pres. så vil et hvert svagt punkt kommer i karakter. f.eks. har jeg selv brug for et ret streng struktur, i min hverdag.. Det er blevet meget nemmere for mig efter jeg har fået barn, da han også trives med det...

gentagelser, genkendelse og faste rammer giver børn tryghed, de ved hvad der skal ske hvornår og hvor..

men hvorfor er det så at folk har så travlt med at fortælle at deres børn er "særligt sentitive".. det lyder som en diagnose..

Det klinger bare så meget af diagnose i stedet for at sige.. min datter trives bare super med en struktureret hverdag - Nåhh ja det gør alle børn, for nogen er en ustruktureret hverdag bare sværere..

Eller min søn er ikke så god til store forandringer, så vi tager det bare stille og roligt..

Det er som om "sentitiv" er blevet endnu en undskyldning for forældre hvis børn bare kræver lidt andet eller lidt mere af dem..

Hvis ens barn er hidsig, så må man jo hjælpe sit barn til at håndtere den følelse og ikke forvente at omverdenen retter ind overfor det..


I den verden vi lever i idag, hvor alting skal gå så hurtigt, der er pres pres pres. så vil et hvert svagt punkt kommer i karakter. f.eks. har jeg selv brug for et ret streng struktur, i min hverdag.. Det er blevet meget nemmere for mig efter jeg har fået barn, da han også trives med det...

gentagelser, genkendelse og faste rammer giver børn tryghed, de ved hvad der skal ske hvornår og hvor..

Personligt nævner jeg det, fordi der er rigtig mange som ganske enkelt ikke acceptere bestemte fremgangsmåder med mindre man kan give en forklaring. For eksempel samsovning. Jeg oplever igen og igen, at jeg ikke bare kan sige "Rose har brug for trygheden ved vores tilstedeværelse når hun skal sove" færdig punktum. Nej, så er det straks fordi, at hun løber om hjørner med os, at hun styrer showet, at hun manipulerer os. Folk kan simpelthen ikke forstå, at det kan være et reelt behov, og derfor føler jeg ofte det er nødvendigt at nævne det, fordi det i nogen tilfælde gør, at folk bedre accepterer det. Jamen GID folk bare godtog en ganske enkel forklaring om, at "sådan er det bare", men sådan hænger det ikke sammen.

Personligt har jeg aldrig givet udtryk for, at sensitive børn ikke skal have faste rammer, grænser og rutiner, så det kan jeg ikke lige stå til ansvar for.

Og så vil jeg da lige sige.. Hvorfor er det overhovedet et fy-ord at nævne det? Hvis der er nogen der siger "Min datter er en utålmodig type", så hæver jeg ikke øjenbryn af det. At sige "Min datter er særligt sensitiv" er nøjagtig det samme, det er et træk på præcis samme måde, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor det skal være så fandens farligt at nævne det. Der er vel ikke noget i vejen med at fortælle om noget, som er en stor del af den barnet er. Derudover er det også bare en nem måde ligesom at runde de bestemte behov op på  

Og det kan da godt ske, at der er nogen der bruger det som undskyldning, hvis børn reelt set ikke er sensitive, men igen: Det kan jeg jo ikke rigtig stå til ansvar for! For os er det ingen undskyldning, det er tvært om ret tydeligt.

Janne T. skriver:

Personligt nævner jeg det, fordi der er rigtig mange som ganske enkelt ikke acceptere bestemte fremgangsmåder med mindre man kan give en forklaring. For eksempel samsovning. Jeg oplever igen og igen, at jeg ikke bare kan sige "Rose har brug for trygheden ved vores tilstedeværelse når hun skal sove" færdig punktum. Nej, så er det straks fordi, at hun løber om hjørner med os, at hun styrer showet, at hun manipulerer os. Folk kan simpelthen ikke forstå, at det kan være et reelt behov, og derfor føler jeg ofte det er nødvendigt at nævne det, fordi det i nogen tilfælde gør, at folk bedre accepterer det. Jamen GID folk bare godtog en ganske enkel forklaring om, at "sådan er det bare", men sådan hænger det ikke sammen.

Personligt har jeg aldrig givet udtryk for, at sensitive børn ikke skal have faste rammer, grænser og rutiner, så det kan jeg ikke lige stå til ansvar for.

Og så vil jeg da lige sige.. Hvorfor er det overhovedet et fy-ord at nævne det? Hvis der er nogen der siger "Min datter er en utålmodig type", så hæver jeg ikke øjenbryn af det. At sige "Min datter er særligt sensitiv" er nøjagtig det samme, det er et træk på præcis samme måde, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor det skal være så fandens farligt at nævne det. Der er vel ikke noget i vejen med at fortælle om noget, som er en stor del af den barnet er. Derudover er det også bare en nem måde ligesom at runde de bestemte behov op på  

Og det kan da godt ske, at der er nogen der bruger det som undskyldning, hvis børn reelt set ikke er sensitive, men igen: Det kan jeg jo ikke rigtig stå til ansvar for! For os er det ingen undskyldning, det er tvært om ret tydeligt.

Det kam godt være mit indlæg kom til at lyde meget negativt, det var ikke sådan ment.. Jeg undrer mig bare virkelig meget...

Men jeg kan godt se problematikken i at andre mennesker er kritiske overfor hvordan man gør..
Måske fordi jeg selv stoler rigtig meget på at det jeg gør er rigtigt + at jeg er sååååå ligeglad hvis andre ikke kan forstå det, oplever jeg det ikke så meget som et problem i hvertfald...

Vi oplever meget at få kommentarer om at Magnus bruger meget sut og om han ikke er ved at være for stor... Både af familie og totalt fremmede..
Og jeg er bare sådan når de siger "skal han ikke smart stoppe med at bruge sut" eller til ham "ej du er da alt for stor til sut" så svare jeg bare helt iskoldt " nej det er han ikke"
Men bagved har jeg jo gjort mig en masse tanker..
Magnus blev opereret 6 gange sidste år og vi valgte ikke at skærer ned på akutte forbruget for den ekstra tryghed var super, Magnus' far har været væk on/off i 2-3 mdr af gangen pga udannelse senest i januar i 6 uger og i Marts i 6 uger... Og så bliver han storebror om 5-7 uger.. så jeg synes det ville være voldsomt også at fjerne hans sut lige nu...

Og nu har jeg tabt tråden og kan ikke huske hvor jeg ville hen med det...hehe..

Janne T. skriver:

Det er ikke en diagnose, det er et personlighedstræk. Ligesom at være impulsiv eller hidsig eller empatisk. Det er ikke anderledes, det er bare en del af personligheden. Det er ikke en sygdom. Det er ikke en diagnose! Og det er bare SÅ vigtigt at understrege, for jeg tror det er derfor der er mange der stejler når de hører udtrykket, fordi de tror at man prøver at diagnosticere sit barn. Man kan jo ikke diagnosticere et personlighedstræk! Man ville jo aldrig sige at "Min søn har fået diagnosen empatisk", og det samme gælder sensitivitet.

Her er en god forklaring fra en psykolog:

"Hvis man er særligt sensitiv, er man mere følsom over for stimuli end andre mennesker. Det gælder både oplevelser i den ydre verden og det indre liv. Og man bliver hurtigt overstimuleret. Samtidig er særligt sensitive mennesker også ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.

Psykolog Lise August har specialiseret sig i særlig sensitivitet og taler dagligt i sin praksis med mennesker om de udfordringer, der er forbundet med dette personlighedstræk. For der er tale om et træk, ikke en diagnose, understreger hun.

– Alle mennesker er jo sensitive, vi er det bare i forskellig grad og på forskellige områder. Men 15-20% af alle danskere er fra fødslen særligt sensitive og påvirkes i højere grad end andre af fx lys, lugte, lyde, smerte, tidspres, uro, forandringer og andre menneskers stemninger. Deres nervesystem bearbejder alle stimuli mere dybt end gennemsnittet, og de bliver hurtigere overstimulerede og overvældede og kommer derved lettere ud af balance."

Må jeg spørge hvordan og hvor tidligt l fandt ud af, at Rose er sensitiv?

Jeg er helt sikker på,at Thea ikke er det, men jeg tænker lidt at der er en lille en i min nære omgangskreds, der måske kunne være det, hvor det måske kunne hjælpe forældrene til at hjælpe deres barn bedre, hvis det var tilfældet og hvis de derigennem kunne få nogle redskaber

Jeg har en sensibel dreng, og mange forstår ikke hvorfor han reagere som han gør eller hvorfor vi tager tidligere hjem mm. 

Så derfor fortæller jeg han er sensibel, han har brug for faste rammer og rutiner og i stedet for at lyde som en små sindssyg øko mor med overdrevet pædagogik, fortæller jeg hvad og hvorfor - nemlig at han er sensibel. 

Abemor skriver:

Synes efterhånden at rigtig mange fortæller, at der børn er sensitive/særligt sensitive, osv. Jeg ved dog ikke hvad det indebærer? Har læst at det er en diagnose man kan få stillet. 

Men hvad er et sensitivt barn og hvem stiller diagnosen? Forældre, læger, sp? 

Bare nysgerrighed, da begrebet efterhånden dukker op alles steder

Tror man er blevet mere opmærksom på at nogle børn er sensitive . Jeg har selv 2 drenge som er særlig sensitiv . Det har stor betydning i vores hverdag da begge vores reagere meget . Den lille reagere samtidig meget voldsomt med skrig og skrål når han ikke rummer mere . Jeg oplever ofte blikke fra folk og er slet ikke i tvivl om han fremstår uopdragen . Og det skyldes vi ikke sætter grænser , det er dog LANGT fra sandheden. Men ja at være sensitiv er ikke en diagnose men et karaktetræk . Begge vores er testet af fys på sygehuset en sensorisk profile. Jeg nævner at vores er sensitiv fordi det ofte har betydning på deres adfærd og reaktioner.