problemer i forholdet.

hej alle sammen..

ja ved ikk hvordan jeg ska starte men prøver.. mig og min kæreste har været sammen i godt 8 mdr... og haft det meget godt er så blevet gravid og går ind i 12 uge på søndag (ikke planlagt) men stor glæde alligevel.. 

meeen der sker så det at vi en dag kommer op og diskutere lidt, og han blir meget sur og vælger at tage min taske med tøj i + andre ting, og kaster den så på mig i rasseri.  og derfor rejser jeg mig og siger at det kan jeg bar ikke det her.. og begynder at samle mine ting op. hvorefter han smider tasken + tøjet hen på mig igen og ligger sig tilbage i sengen og er flabet og ligeglad. Jeg vælger at pakke mine ting og kører.. det er tidligt morgen og skal også møde tidligt på job så får ikke sovet mere og er forvirret og ked af det resten af dagen på arbejde.. han vælger at kontakte mig kl 12 næste dag og jeg er selvf ked af det og gal (da han VIRKELIG er trådt over min grænse) - har desværre oplevet lign med en x...

men der vælger han at ligge på op til flere gange fordi han kan hører jeg er sur..

Har valgt at give det en chance til, men problemet er at jeg ikk kan få glæden tilbage for ham.. jeg har ikke lyst til at se ham, el snakke med ham.. 

jeg er så fortvivlet og ved ikke hvad jeg skal gøre.. vi venter barn sammen og jeg aner ikke hva jeg vil..

hvad ville i have gjort? nogle gode råd?

Har et barn i forvejen og er ikke bange for at komme til at stå alene med det hele, men vil selvf gerne barnet har kontakt med sin far..

lidt rodet det hele her men håber i kan finde hoved og hale i det..

inden skal i sætte jer ned og få snakket ud og alt det der med at smide tøj efter hinanden er bare ikke okay i er voksende mennesker ja i kan blive sure og hæve stemmen men der er også grænser....

¨men det lyder på dig du er har opgivet forholdet siden du føler som du gør... men inden skal du STOPPE nu eller få snakket og se hvad det kan føre hen

tak for svaret... føler også selv lidt at jeg har opgivet.. men jeg har bare meget svært ved at finde det gode humør frem igen når jeg snakker med ham..

ja syns også selv der er grænser og dem har jeg været dårlige til at sætte før hen så tænker også at det måske er derfor det tager så hårdt på mig denne gang, fordi jeg har lært en masse om mig selv og at sætte nogle grænser for hvad jeg vil finde mig i.. 

må prøve og tage en snak med ham og se.. det bar svært når man ikke rigtig har lyst til det.. 

Jeg må indrømme at hans adfærd tænder nogle alarmklokker hos mig. 

Men fordi I har barn sammen er I jo tvunget til at få talt sammen om situationen og fremtiden. Ikke nødvendigvis fordi I absolut skal være kærester, men det er jo vigtigt med en ordentlig kommunikation imellem jer for barnets skyld.

Jeg ville dog kræve en forklaring på hans adfærd og ikke mindst en ÆRLIG undskyldning.