hvordan lærer jeg hende at have besøg?

Åh, et frustrerende indlæg at skrive - men lige nu er jeg bare nødt til at få det skrevet ned og vil meget gerne have andres råd med på vejen.

sagen er at min datter på 5 lige har haft besøg af en veninde fra børnehaven. Et besøg som de begge har set meget frem til og talt om længe.
Det starter fint, der høres MGP og danses på værelset.
Så vil de gerne spille lidt på tabletten og spiller fint et spil sammen. Jeg ordner samtidig lidt vasketøj i nærheden og lillesøster hjælper mig.
Så sker det - ud af den blå luft er min datter sur og vrisser af os alle sammen. Jeg sender veninden og lillesøster ned for at lege med lego friends på værelset, da veninden meget gerne vil lege med dette.
Min datter og jeg får en lille snak og et kram og det løsner lidt. Hun går ned på værelset, men kommer hurtigt igen - endnu mere sur end før og kan ikke rigtig sætte ord på hvad hun er sur over eller har lyst til.
Det ender med at veninden leger med lillesøster (og fred være med det), men jeg er så ked af at min store pige ikke rigtig kan håndtere at have besøg.
Det samme sker ofte når det også er familie der er her
Jeg tænker meget på hendes fremtid - hvordan hun mon kan håndtere venskaber og konflikter fremadrettet. Hun er meget vellidt i børnehaven og blandt de børn hun skal starte i skole med efter ferien.
Jeg villr så gerne kunne støtte hende bedre når der er noget der er svært for hende

Nogen der har oplevet lignende? Og vil komme med et råd? Erfaringer? Et kram?

Anonym skriver:

Nogen der har oplevet lignende? Og vil komme med et råd? Erfaringer? Et kram?

Har desværre ingen råde, men et kram kan jeg godt give

Hvor gammel er hun? Kan hun sætte ord på hvad hun føler? Der kan jo ligger rigtigt mange ting bag som man ikke kan gætte sig frem til.

LilleSmølf skriver:

Har desværre ingen råde, men et kram kan jeg godt give

Hvor gammel er hun? Kan hun sætte ord på hvad hun føler? Der kan jo ligger rigtigt mange ting bag som man ikke kan gætte sig frem til.

Tak! Det luner

Hun er 5 og generelt meget god til at udtrykke sine følelser og behov. Jeg hjælper hende selvfølgelig med at finde ordene ind i mellem.

Jeg tror selv at hun er sensitiv. Det har jeg troet siden hun var helt lille.

Og jeg har læst meget og gjort meget for at forstå en sensitiv verden. Og indtil nu er det gået mmeget godt, men det går bare i hårdknude oftere og oftere

Jeg kan mærke at det gør mig ked af det at jeg ikke forstår at hjælpe hende

Anonym skriver:

Tak! Det luner

Hun er 5 og generelt meget god til at udtrykke sine følelser og behov. Jeg hjælper hende selvfølgelig med at finde ordene ind i mellem.

Jeg tror selv at hun er sensitiv. Det har jeg troet siden hun var helt lille.

Og jeg har læst meget og gjort meget for at forstå en sensitiv verden. Og indtil nu er det gået mmeget godt, men det går bare i hårdknude oftere og oftere

Jeg kan mærke at det gør mig ked af det at jeg ikke forstår at hjælpe hende

Jeg er selv sensitiv. Det har jeg først fundet ud af for et par måneder siden da jeg mistænkte min søn for at være det - alle tegnene passede bare på mig i stedet.

Jeg havde maaaaange tanker da jeg var lille og kunne ikke altid overskue at lege med andre. Fordi hovedet så slet ingen ro fik. Selvfølgelig legede jeg meget med venner, men det skulle efterfølges af alenetid/afslapningstid.

Kunne det være en idé at fortælle, at når Y er gået efter leg må hun (din datter) spille lidt tablet, se tegnefilm med dig, eller lign. der afslapper hende? Så hun kan se frem til dét hvis det bliver for meget.

Eller måske fortælle hende, at hvis hun kan mærke hun bliver vred/frustreret, at hun så siger pause i legen og går ud til dig? Måske endda siger at nu vil hun ikke lege mere så du kan få det andet barn afhentet? Er sikker på at de andre mødre og børn nok skal forstå hvis det er.

Andet alternativ er at aftale på forhånd at Y bliver afhentet efter X antal minutter/timer, hvis du har en følelse af hvornår din datter begynder ikke kunne det mere.

Sensitive mennesker er generelt gode til at udtrykke sig, netop fordi alt bliver vendt og drejet i hovedet og at man virkeligt sætter sig ind i hvordan andre har det. Følelserne kan bare godt blive for meget, desværre, og så kan man pludseligt ikke udtrykke noget af det - også fordi man ikke altid selv forstår dem. Og så er det jo svært når man kun er 5.

Hvis du ikke allerede har læst det, så kig  her - det er et link til en "tjekliste" for sensetive børn. Jeg er sikker på din læge kan give dig nogle redskaber at arbejde med hvis hun faktisk er sensitiv.

Og undskyld det blev så langt Det er ikke sikkert du kan bruge det, men det er lige de forslag jeg ummidelbart kunne komme med.

Anonym skriver:

Åh, et frustrerende indlæg at skrive - men lige nu er jeg bare nødt til at få det skrevet ned og vil meget gerne have andres råd med på vejen.

sagen er at min datter på 5 lige har haft besøg af en veninde fra børnehaven. Et besøg som de begge har set meget frem til og talt om længe.
Det starter fint, der høres MGP og danses på værelset.
Så vil de gerne spille lidt på tabletten og spiller fint et spil sammen. Jeg ordner samtidig lidt vasketøj i nærheden og lillesøster hjælper mig.
Så sker det - ud af den blå luft er min datter sur og vrisser af os alle sammen. Jeg sender veninden og lillesøster ned for at lege med lego friends på værelset, da veninden meget gerne vil lege med dette.
Min datter og jeg får en lille snak og et kram og det løsner lidt. Hun går ned på værelset, men kommer hurtigt igen - endnu mere sur end før og kan ikke rigtig sætte ord på hvad hun er sur over eller har lyst til.
Det ender med at veninden leger med lillesøster (og fred være med det), men jeg er så ked af at min store pige ikke rigtig kan håndtere at have besøg.
Det samme sker ofte når det også er familie der er her
Jeg tænker meget på hendes fremtid - hvordan hun mon kan håndtere venskaber og konflikter fremadrettet. Hun er meget vellidt i børnehaven og blandt de børn hun skal starte i skole med efter ferien.
Jeg villr så gerne kunne støtte hende bedre når der er noget der er svært for hende

min datter er 6 år hun har tit veninder på besøg eller besøger andre, nå de er her bliver freja og tit sur men det er fordi at hun mener nå hun er her så skal hun bestemme hvad de skal lege om og hendes bror må være med, men det gider de andre ikke så tit vælger de at lege med lucas lidt ind til freja er blevet god igen, og sådan er det også hos mange af hendes veninder.

nå hun bliver sur så prøver vi at fortælle hende at man skal gå på kompromi (og fortæller hvad det betyder) og at veninderne vælger at lege med lucas fordi hun vil bestemme det hele, så hjælper det nogen gange længer tid end andre.

men de er dog glade for at besøge hende alligevel

og jeg gå stærkt ud fra at det bare er det der følger med alderen og at det gå over med tiden, efter jeg har snakket med nogen af de andre forældre

ved dog ikke at det er det samme med din datter

Først får du lige et

Hvis du finder vejen til at lære din datter det, må du gerne skrive for min datter er 8 år og kan stadig ikke finde ud af det

Men men hendes klassekammerater ved godt at det er sådan - så legeaftaler foregår tit ude af huset - for det er hun til gengæld mega god til!! Her fortæller de andre forældre at hun er konflikt løsende og kreativ hun er bare ikke god til at være hjemme

Er det efter bh hun har legeaftaler?

Har I prøvet i weekenden i stedet? Måske hun simpelthen er for træt og ikke kan overskue flere mennesker og derfor er sur?

 

 

 

Anonym skriver:

Åh, et frustrerende indlæg at skrive - men lige nu er jeg bare nødt til at få det skrevet ned og vil meget gerne have andres råd med på vejen.

sagen er at min datter på 5 lige har haft besøg af en veninde fra børnehaven. Et besøg som de begge har set meget frem til og talt om længe.
Det starter fint, der høres MGP og danses på værelset.
Så vil de gerne spille lidt på tabletten og spiller fint et spil sammen. Jeg ordner samtidig lidt vasketøj i nærheden og lillesøster hjælper mig.
Så sker det - ud af den blå luft er min datter sur og vrisser af os alle sammen. Jeg sender veninden og lillesøster ned for at lege med lego friends på værelset, da veninden meget gerne vil lege med dette.
Min datter og jeg får en lille snak og et kram og det løsner lidt. Hun går ned på værelset, men kommer hurtigt igen - endnu mere sur end før og kan ikke rigtig sætte ord på hvad hun er sur over eller har lyst til.
Det ender med at veninden leger med lillesøster (og fred være med det), men jeg er så ked af at min store pige ikke rigtig kan håndtere at have besøg.
Det samme sker ofte når det også er familie der er her
Jeg tænker meget på hendes fremtid - hvordan hun mon kan håndtere venskaber og konflikter fremadrettet. Hun er meget vellidt i børnehaven og blandt de børn hun skal starte i skole med efter ferien.
Jeg villr så gerne kunne støtte hende bedre når der er noget der er svært for hende

Som lille havde jeg aldrig nogen med hjem, jeg var et alene barn - gad simpelthen ikke andet end at passe mig selv og min mor og far.

Jeg ville allerhelst sidde og snakke med min mor eller far eller kigge/hjælpe med/på dem lave noget i haven. Det fungerede fint for mig, jeg var jo en glad og frisk pige som alle andre børn. 

Jeg kan huske jeg havde en enkelt veninde med hjem fra børnehaven og det fandt jeg hurtigt ud af det gad jeg ikke. Men det ændrede sig da jeg startede i skole 

Sådan kan vores søn også blive (han er dog kun 3 år), tit viser det sig at han faktisk er småsulten og bare lige skal have en müslibar eller noget frugt og så er han klar igen