Egentlig kunne denne tråd ligge under barnløshed's behandling....men jeg ønsker erfaringer og gode råd fra så mange så muligt så derfor ligger den i ordet er frit...
Jeg er anno da jeg ikke vil googles, så selvom i ved hvem jeg er, så lader vi bare som om at i ikke gør.....
NÅ.... til sagen....
I sommers gik pb igang, jeg blev gravid i første forsøg og mistede i uge 5.... psyken fik et ordentligt knæk.. men op på hesten igen...
Jeg får en positiv test igen i januar, men før testdag, og min mens kommer, på testdag(ergo en bio mere)...
Jeg gør ikke mere ved det, og men begynder dog at være lidt bekymret over at jeg godt kan blive gravid men at den ikke vil udvikle sig.
i starten af april får jeg igen en positiv test, før testdag....og den udvikler sig lige så stille på forskellige test...
Min cyklus er ikke helt til at regne med, jeg frygter selvfølgelig at det heller ikke går denne gang... især da jeg døjer med "mens" smerter og har en dum fornemmelse...
Jeg får ret, jeg begynder at ha brunligt udflåd.. testen bliver mere og mere svag... og da jeg kommer til lægen til blodprøve er testen helt negativ og mit HCG er helt nede på 9.....
Jeg vidste godt at det var slut... da jeg om natten var begyndt at bløde, brystspændingerne forsvandt osv....
både mig og kæresten var knuste, og jeg gik i seng og blev der i 2 dage....(dog er der mere der spiller ind som er pt hårdt ved psyken)
Lægen siger at næste gange jeg får en positiv test, skal jeg få taget blodprøve med det samme, så han kan følge mig og det kan blive dokumenteret at jeg rent faktisk har været gravid... da de 2 sidste ikke er blevet det og derfor ikke tæller med i hans system...
SMASK... så slår det mig.... skal vi ha hjælp til det her.... hvad så hvis jeg bare mister senere i graviditeten......
en ting er at miste så tidligt.... men gud forbyde hvis jeg skal til at miste senere i forløbet.... i uge 12.... 18... eller endnu senere....
ØNSKER JEG AT VI SKAL HA HJÆLP? eller skal drømmen så bare ligges på hylden?
Kan jeg leve med at min kæreste aldrig skal blive biologisk far, fordi han er sammen med mig.....
Kan jeg leve en normal hverdag, uden at pb fylder nærmest alt?
Det knuser mig hjerte, at heller ikke dette vil lykkedes....
Og jeg bliver efterhånden sur når folk blot bliver ved at sige: jamen i skal bare forsøge og ellers så kan i jo bare få hjælp.....
BARE...... det er sku ikke BARE... og hvem siger VI vil det?
det er IKKE vores drøm, at vi skal kæmpe sådan, sammen med alt det andet vi skal kæmpe med i vores liv..(for der er godt nok bare modstand og hårdt arbejde på alle fronter mht familie... øhm min familie)
Vi/jeg er åben omkring at vi har mistet, det er ikke mørkelagt... og folk ved at vi forsøger... men forståelsen for at det er PISSE svært, og folk giver fornemmelsen af at det ikke er ok, "sørge" over tabet/tabene...... for det er jo bare uge 5 eller 6....
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op... og hvad jeg skal gøre.....
vi snakker selvfølgelig om det herhjemme... hvad vi ønsker og hvad vi er villige til for at få et barn...
men som min kæreste siger, han kan se, høre, og mærke at det er ekstra hårdt for mig..... og han kan blot se på og trøste....
Hvad er jeres erfaringer?
er der stor chance for at miste senere, hvis man får hjælp?
og skal vi overhovedet ty til at få hjælp?
det skal sige at jeg har en datter der er lavet på p-piller...
har i mine unge år fået 2 aborter.. den ene efter voldtægt og den anden gang var jeg meget ung, i fast forhold men uden penge, netværk osv....
Tak hvis du har læst det hele.....
