Hvordan kommer man videre?

Ja, som nogen måske kan huske, skrev jeg for en måneds tid siden herinde, at kæresten og jeg var gået fra hinanden...

Det er det rigtige valg, det ved vi begge, og ingen af os vil finde sammen igen, for vi ved jo begge godt at vores problem ikke forsvinder... (Til dem der ikke ved det, så er vi gået fra hinanden fordi min kæreste har børn og ikke ønsker flere, jeg er uden børn og vil gerne have mine egne med tiden)

Alligevel, trods vores realitetssans, hænger vi begge stadig fast... Vi skriver, snakker, er sammen, og har også haft sex  Jeg ved godt at mange ville mene at det er forkert, men vi har haft så brændende lyst begge to, og savnet er helt ubeskriveligt stort...

I dag fik vi snakket, og blev enige om at vi simpelthen er nødt til at have noget afstand for at bearbejde skiftet fra kærester til venner, så vi har lavet en aftale om ikke at ses i 14 dage nu... Det er skide hårdt, men vi ved også at vi ikke hjælper os selv ved at være så meget sammen

I sammenhæng med snakken i dag fik han nævnt at han tror at den eneste måde hvorpå vi begge kan give ordentligt slip, er ved at den ene finder en anden, og dermed gør det "definitivt"... Vi er også begge klar over at det nok bliver mig der finder en ny først, eftersom det er mig der har noget jeg "skal nå" - han har ingen planer om at skulle have en ny, han vil bare være sig selv, og prøve at være alene (+ han mener ikke han kan være sammen med en anden, jeg har været hans sidste ifølge ham...) Han har forsikret mig om at jeg ikke skal have det skidt med at finde en ny, og han står alene, for det er jo den vej jeg skal, ellers har vores brud jo været meningsløst... Selvom det vil gøre ondt på ham at se mig med en anden, ønsker han også at jeg bliver lykkelig og får mine drømme opfyldt...

Nu står jeg her, og er på den ene side enig med ham, og har brændende lyst til at finde en der kan elske mig, som jeg kan forelske mig i, og som brænder for at få børn med MIG! På den anden side får jeg kvalme ved tanken, for jeg elsker min eks.... Men jeg ved vi ikke kan være sammen!

Det er så frustrerende, og jeg aner ikke hvad jeg skal handle på, af de her to meget modsatrettede følelser....  Åh...

Anonym skriver:

Ja, som nogen måske kan huske, skrev jeg for en måneds tid siden herinde, at kæresten og jeg var gået fra hinanden...

Det er det rigtige valg, det ved vi begge, og ingen af os vil finde sammen igen, for vi ved jo begge godt at vores problem ikke forsvinder... (Til dem der ikke ved det, så er vi gået fra hinanden fordi min kæreste har børn og ikke ønsker flere, jeg er uden børn og vil gerne have mine egne med tiden)

Alligevel, trods vores realitetssans, hænger vi begge stadig fast... Vi skriver, snakker, er sammen, og har også haft sex  Jeg ved godt at mange ville mene at det er forkert, men vi har haft så brændende lyst begge to, og savnet er helt ubeskriveligt stort...

I dag fik vi snakket, og blev enige om at vi simpelthen er nødt til at have noget afstand for at bearbejde skiftet fra kærester til venner, så vi har lavet en aftale om ikke at ses i 14 dage nu... Det er skide hårdt, men vi ved også at vi ikke hjælper os selv ved at være så meget sammen

I sammenhæng med snakken i dag fik han nævnt at han tror at den eneste måde hvorpå vi begge kan give ordentligt slip, er ved at den ene finder en anden, og dermed gør det "definitivt"... Vi er også begge klar over at det nok bliver mig der finder en ny først, eftersom det er mig der har noget jeg "skal nå" - han har ingen planer om at skulle have en ny, han vil bare være sig selv, og prøve at være alene (+ han mener ikke han kan være sammen med en anden, jeg har været hans sidste ifølge ham...) Han har forsikret mig om at jeg ikke skal have det skidt med at finde en ny, og han står alene, for det er jo den vej jeg skal, ellers har vores brud jo været meningsløst... Selvom det vil gøre ondt på ham at se mig med en anden, ønsker han også at jeg bliver lykkelig og får mine drømme opfyldt...

Nu står jeg her, og er på den ene side enig med ham, og har brændende lyst til at finde en der kan elske mig, som jeg kan forelske mig i, og som brænder for at få børn med MIG! På den anden side får jeg kvalme ved tanken, for jeg elsker min eks.... Men jeg ved vi ikke kan være sammen!

Det er så frustrerende, og jeg aner ikke hvad jeg skal handle på, af de her to meget modsatrettede følelser....  Åh...

Øv sikke noget. Jeg aner ikke hvad du skal gøre, ville bare lige sende et kram.

Står selv i samme situation lige nu. Har været forelsket i manden i 10 år nu og vi har været sammen i de otte. Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal komme over ham.  

ja det er hårdt at komme videre når man elsker en MEN...

DU kommer ALDRIG videre hvis i bliver ved med hygge kysse kæle SEX NIKS...

ja det er dejligt osv. men dit savn og din kærlighed bliver ved med at være der selv om i ved i ikke skal være sammen...

syntes du skal lytte til dig selv og selv om det er slut og hårdt så stop det i har gang i

Tak for svarene...

Ja det er nemlig sindssygt hårdt, og jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre...  Jeg er stadig så åndssvagt forelsket i ham, jeg elsker ham mere end noget andet, og vi havde så mange planer og drømme sammen - lige på nær fælles børn...

Jeg bebrejder ham ikke, for han skal ikke ændre på sig selv eller sine holdninger - han forsøgte, for min skyld, men jeg har fuld respekt for hans beslutning...

Vores aftale om ikke at ses i 14 dage er for at se om minimal kontakt kan hjælpe os på vej, væk fra hinanden, men når man fortsat ønsker at være venner, så er det sgu også bare svært

Det er slet ikke nemt...

Anonym skriver:

Ja, som nogen måske kan huske, skrev jeg for en måneds tid siden herinde, at kæresten og jeg var gået fra hinanden...

Det er det rigtige valg, det ved vi begge, og ingen af os vil finde sammen igen, for vi ved jo begge godt at vores problem ikke forsvinder... (Til dem der ikke ved det, så er vi gået fra hinanden fordi min kæreste har børn og ikke ønsker flere, jeg er uden børn og vil gerne have mine egne med tiden)

Alligevel, trods vores realitetssans, hænger vi begge stadig fast... Vi skriver, snakker, er sammen, og har også haft sex  Jeg ved godt at mange ville mene at det er forkert, men vi har haft så brændende lyst begge to, og savnet er helt ubeskriveligt stort...

I dag fik vi snakket, og blev enige om at vi simpelthen er nødt til at have noget afstand for at bearbejde skiftet fra kærester til venner, så vi har lavet en aftale om ikke at ses i 14 dage nu... Det er skide hårdt, men vi ved også at vi ikke hjælper os selv ved at være så meget sammen

I sammenhæng med snakken i dag fik han nævnt at han tror at den eneste måde hvorpå vi begge kan give ordentligt slip, er ved at den ene finder en anden, og dermed gør det "definitivt"... Vi er også begge klar over at det nok bliver mig der finder en ny først, eftersom det er mig der har noget jeg "skal nå" - han har ingen planer om at skulle have en ny, han vil bare være sig selv, og prøve at være alene (+ han mener ikke han kan være sammen med en anden, jeg har været hans sidste ifølge ham...) Han har forsikret mig om at jeg ikke skal have det skidt med at finde en ny, og han står alene, for det er jo den vej jeg skal, ellers har vores brud jo været meningsløst... Selvom det vil gøre ondt på ham at se mig med en anden, ønsker han også at jeg bliver lykkelig og får mine drømme opfyldt...

Nu står jeg her, og er på den ene side enig med ham, og har brændende lyst til at finde en der kan elske mig, som jeg kan forelske mig i, og som brænder for at få børn med MIG! På den anden side får jeg kvalme ved tanken, for jeg elsker min eks.... Men jeg ved vi ikke kan være sammen!

Det er så frustrerende, og jeg aner ikke hvad jeg skal handle på, af de her to meget modsatrettede følelser....  Åh...

Mit råd vil være at droppe tanken om at blive venner. Tænk på ham som en del af din fortid, der aldrig kommer ind i dit liv igen. Det har i hvert fald været nødvendigt for mig de gange jeg har været igennem brud. Hvem ved, måske I så alligevel kan blive venner, men du skal ikke tænke det ind som en del af et fremtidsscenarie, for så vil han blive ved med at spøge.

modesty skriver:

Mit råd vil være at droppe tanken om at blive venner. Tænk på ham som en del af din fortid, der aldrig kommer ind i dit liv igen. Det har i hvert fald været nødvendigt for mig de gange jeg har været igennem brud. Hvem ved, måske I så alligevel kan blive venner, men du skal ikke tænke det ind som en del af et fremtidsscenarie, for så vil han blive ved med at spøge.

Jeg kan godt se hvor du vil hen, og vi har begge tænkt tanken, og luftet den for hinanden...

Men ingen af os kan klare at skulle cutte kontakten helt!  Det lyder måske voldsomt, men jeg overdriver ikke når jeg siger at det nok vil betyde et psykisk sammenbrud for os begge, hvis det skulle forsøges gennemført!