Min mor... (langt)

Jeg er simpelthen så frustreret lige for tiden, og vil virkelig gerne høre om nogen af jer evt. kan give mig et råd til hvad jeg kan gøre for at situationen måske kan blive bedre...

Sagen er den, at jeg er gravid og har siden jeg blev det, haft et ekstra stort behov for at have min mor i mit liv (vi har ikke haft et specielt nært forhold i mange år, men altid haft kontakt). 
Men min mor har en tendens til at sige ting, der træder mig meget over tæerne. Og så blander hun sig en del i ting, der ikke vedkommer hende. Og snakker meget negativt om min kæreste (som jo er far til mit ufødte barn), fordi hun ikke bryder sig særligt meget om ham. 
Min kæreste og jeg bor ikke sammen, så hun kan fx. være vildt negativ over at jeg tilbringer en weekend ved ham, i stedet for sammen med hende (og hvis hun fx. har fri en weekend og jeg så er ved ham, så bliver hun virkelig fornærmet over at jeg "aldrig har tid til hende når hun har fri", selvom jeg måske først får at vide fredag formiddag at hun har fri). 
Igår skrev hun så, og spurgte om jeg var hjemme, hvilket jeg ikke var, eftersom jeg havde valgt at være ved min kæreste hele ugen (er sygemeldt pga. graviditet, så vil ikke sidde alene derhjemme og glo). 
Så begyndte hun at lave en "ked af det"-stemme, for at give mig skyldfølelse over at jeg ikke var det, så vi ikke kunne tilbringe tid sammen. Og så begyndte hun at skrive ting som: "troede du havde venner her i byen, som du kunne ses med". (bor ikke i samme by som min kæreste)
Så blev vildt provokeret over at hun ikke forstod, at mine venner og veninder først havde fri fra jobs og uddannelsessted om aftenen, så jeg kunne sidde og kigge ud af vinduet fra jeg vågnede til klokken blev 16-18 og folk begyndte at få fri. 

Blev så ret irriteret (fordi hun konstant skal prøve at give mig skyldfølelse hvis jeg ikke sætter mere tid af tid hende og hvis jeg ikke er nok hjemme ved mig selv (ifølge hende)) og så hjælper det ikke med alle hormonerne....

Det kan godt være at det virker som småting, men mindst én gang om ugen får hun mig til at græde fordi hun begynder at starte de her små 'bål', der gør mig irritabel.
Og det, der så gør situationen rigtig slem, er at hun så kan vælge at ignorere alle mine opkald og sms'er når jeg vil prøve at forklare hende hvorfor jeg bliver så sur som jeg gør. 

Et eksempel: 
Igår ringede hun til mig omkring kl. 10.40 og begyndte med hendes spørgsmål og lavede så derefter en stemme, der lød som om at hun var ved at begynde at græde, fordi jeg ikke ville i svømmehal med hende (er meget blufærdig og bryder mig ikke om at komme i svømmehallen). 
Jeg kom så til at hæve min stemme, fordi hun fik mig til at græde pga. skyldfølelse over at jeg tilbringer mere tid med min kæreste end hende (hvilket jo ikke er mærkeligt), men ved at hun er ret ensom. 
Lagde så på fordi jeg blev ret irriteret, og skrev derfor en sms til hende om at hun nu havde ødelagt mit humør, og at jeg derfor ikke ville snakke mere. 
Hun svarede så på min sms, hvorefter jeg ringede hende op, og hun tog den ikke...
Skrev så en del sms'er til hende uden at få svar og ringede til hende fordi hun havde ødelagt mit humør, og det kan påvirke mig i flere dage, hvis der ikke bliver gjort noget ved problemet....
Hun ignorerede mig så hele dagen igår, hvilket førte til at jeg sad og græd hele dagen igår. Og da min kæreste kom hjem fra arbejdet, så blev han jo også ked af det, for jeg sad bare der og græd og han kunne ikke trøste mig... 
Endte så med at gå tidligt i seng igår, fordi jeg havde fået hovedpine af at græde sådan...

Nu er jeg så begyndt at overveje om jeg skal droppe kontakten til min mor, da jeg ikke kan overskue at have en i mit liv, der konstant skaber konflikter men ikke vil snakke ud om tingene efter hun har gjort mig irriteret. 
Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.... Har bare lyst til at græde, og synes det er så træls, at min mor siger ting, som hun ved gør mig sur, hvorefter hun så bare ignorere mig....

Nogen råd til hvad jeg kan gøre? 
Synes det er så synd at babyen i min mave skal "udsættes" for en mor, der ikke har energi til en skid, fordi hun ligger og græder en hel dag....

(beklager hvis det blev for langt og ikke mindst for rodet) 

I lyder til at have brug for at få et mere voksent forhold til hinanden. Det er jo ok din mor savner dig når du ikke er der, men hun skal ikke vise det på en negativ og skyldgivende måde. Og du må gerne sige fra, men gør det uden at græde og blive sur, vær bestemt, og slut den så der. Det nytter ikke alt det pjat imellem jer når der kommer en baby der kræver alt din tid og energi.
Er der en god grund til hun ikke bryder sig om din kæreste? For ellers ville jeg godt nok bede hende om at pakke sit brok sammen. Mine forældre skal på ingen måde snakke dårligt om min mand.

SandraXOXO skriver:

I lyder til at have brug for at få et mere voksent forhold til hinanden. Det er jo ok din mor savner dig når du ikke er der, men hun skal ikke vise det på en negativ og skyldgivende måde. Og du må gerne sige fra, men gør det uden at græde og blive sur, vær bestemt, og slut den så der. Det nytter ikke alt det pjat imellem jer når der kommer en baby der kræver alt din tid og energi.
Er der en god grund til hun ikke bryder sig om din kæreste? For ellers ville jeg godt nok bede hende om at pakke sit brok sammen. Mine forældre skal på ingen måde snakke dårligt om min mand.

Det er bare svært at undgå at blive irriteret, når det er 117. gang at hun har startet en konflikt om mere eller mindre det samme. 
Selvfølgelig er det ikke vejen frem, men har også prøvet at sige tingene på en stille og rolig, men bestemt måde... Men når hun bliver ved og ved med at køre rundt i de samme ting, så tager mine følelser bare over når man føler at hun bare gerne vil have at der er konflikter mellem os. 

Men du har ret i at det ikke nytter noget at der er al det pjat. Men er den eneste løsning så bare at droppe kontakten til hende? Hun vil jo aldrig løse konflikter. Kun skabe dem og derefter bebrejde mig for min reaktion. 

Hun og min kæreste har haft nogle "konflikter"..
Hun har haft meget svært ved at respektere hans grænser når hun har været på besøg, så derfor har han været nødt til at bede hende om at gå et par gange, fordi hun ikke har vist respekt for at have været i hans hjem.
Og så har hun bebrejdet mig for at være sammen med en, der har "smidt hende ud af hans hus". 
Har bedt dem om at stoppe deres konflikter og få løst problemerne inden vores barn bliver født. Men min mor vil ikke snakke med ham, medmindre han giver hende en undskyldning, hvilket han ikke vil, fordi han selv mener at hun selv gjorde en masse, der fik ham til at bede hende om at gå. 

Øv det lyder trist ... Jeg tænker lidt, jamen din mor er jo ikke din veninde. En mor er en der jo bare er der altid for en - både når tiden er til det og også når tiden ikke er til det. 

Synes det lyder som om det er din mor der skal opføre sig mere voksent og heller ikke snakke dårligt om din kæreste. Det er vel klart i gerne vil være sammen når i venter barn sammen. 

Kan du ikke snakke med din mor om det ?

Held og lykke med det hele. 

Anonym skriver:

Jeg er simpelthen så frustreret lige for tiden, og vil virkelig gerne høre om nogen af jer evt. kan give mig et råd til hvad jeg kan gøre for at situationen måske kan blive bedre...

Sagen er den, at jeg er gravid og har siden jeg blev det, haft et ekstra stort behov for at have min mor i mit liv (vi har ikke haft et specielt nært forhold i mange år, men altid haft kontakt). 
Men min mor har en tendens til at sige ting, der træder mig meget over tæerne. Og så blander hun sig en del i ting, der ikke vedkommer hende. Og snakker meget negativt om min kæreste (som jo er far til mit ufødte barn), fordi hun ikke bryder sig særligt meget om ham. 
Min kæreste og jeg bor ikke sammen, så hun kan fx. være vildt negativ over at jeg tilbringer en weekend ved ham, i stedet for sammen med hende (og hvis hun fx. har fri en weekend og jeg så er ved ham, så bliver hun virkelig fornærmet over at jeg "aldrig har tid til hende når hun har fri", selvom jeg måske først får at vide fredag formiddag at hun har fri). 
Igår skrev hun så, og spurgte om jeg var hjemme, hvilket jeg ikke var, eftersom jeg havde valgt at være ved min kæreste hele ugen (er sygemeldt pga. graviditet, så vil ikke sidde alene derhjemme og glo). 
Så begyndte hun at lave en "ked af det"-stemme, for at give mig skyldfølelse over at jeg ikke var det, så vi ikke kunne tilbringe tid sammen. Og så begyndte hun at skrive ting som: "troede du havde venner her i byen, som du kunne ses med". (bor ikke i samme by som min kæreste)
Så blev vildt provokeret over at hun ikke forstod, at mine venner og veninder først havde fri fra jobs og uddannelsessted om aftenen, så jeg kunne sidde og kigge ud af vinduet fra jeg vågnede til klokken blev 16-18 og folk begyndte at få fri. 

Blev så ret irriteret (fordi hun konstant skal prøve at give mig skyldfølelse hvis jeg ikke sætter mere tid af tid hende og hvis jeg ikke er nok hjemme ved mig selv (ifølge hende)) og så hjælper det ikke med alle hormonerne....

Det kan godt være at det virker som småting, men mindst én gang om ugen får hun mig til at græde fordi hun begynder at starte de her små 'bål', der gør mig irritabel.
Og det, der så gør situationen rigtig slem, er at hun så kan vælge at ignorere alle mine opkald og sms'er når jeg vil prøve at forklare hende hvorfor jeg bliver så sur som jeg gør. 

Et eksempel: 
Igår ringede hun til mig omkring kl. 10.40 og begyndte med hendes spørgsmål og lavede så derefter en stemme, der lød som om at hun var ved at begynde at græde, fordi jeg ikke ville i svømmehal med hende (er meget blufærdig og bryder mig ikke om at komme i svømmehallen). 
Jeg kom så til at hæve min stemme, fordi hun fik mig til at græde pga. skyldfølelse over at jeg tilbringer mere tid med min kæreste end hende (hvilket jo ikke er mærkeligt), men ved at hun er ret ensom. 
Lagde så på fordi jeg blev ret irriteret, og skrev derfor en sms til hende om at hun nu havde ødelagt mit humør, og at jeg derfor ikke ville snakke mere. 
Hun svarede så på min sms, hvorefter jeg ringede hende op, og hun tog den ikke...
Skrev så en del sms'er til hende uden at få svar og ringede til hende fordi hun havde ødelagt mit humør, og det kan påvirke mig i flere dage, hvis der ikke bliver gjort noget ved problemet....
Hun ignorerede mig så hele dagen igår, hvilket førte til at jeg sad og græd hele dagen igår. Og da min kæreste kom hjem fra arbejdet, så blev han jo også ked af det, for jeg sad bare der og græd og han kunne ikke trøste mig... 
Endte så med at gå tidligt i seng igår, fordi jeg havde fået hovedpine af at græde sådan...

Nu er jeg så begyndt at overveje om jeg skal droppe kontakten til min mor, da jeg ikke kan overskue at have en i mit liv, der konstant skaber konflikter men ikke vil snakke ud om tingene efter hun har gjort mig irriteret. 
Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.... Har bare lyst til at græde, og synes det er så træls, at min mor siger ting, som hun ved gør mig sur, hvorefter hun så bare ignorere mig....

Nogen råd til hvad jeg kan gøre? 
Synes det er så synd at babyen i min mave skal "udsættes" for en mor, der ikke har energi til en skid, fordi hun ligger og græder en hel dag....

(beklager hvis det blev for langt og ikke mindst for rodet) 

Du Lyder ung og at din mor har svært ved at acceptere at du bliver voksen og får dit eget liv med familie.
Jeres forhold lyder som var det veninder og det fungere bare ikke så godt når hun skal kunne give slip på dig så du selv kan blomstre.
Det er måske en god idé at få snakket om at hun altid vil være din mor, og at du holder af hende og vil gerne bruge tid med hende, men at du har brug for hun er en mor og ikke en veninde. At hun får et barnebarn og at hun skal kunne fungerer med jer alle 3.
Husk at det ikke hjælper at blive sur og ligge røret på når I snakker. Tag en dyb indånding og tæl til 10. Vi kan ikke ændre andre og den måde de opfører sig på, men vi kan ændre os selv og hvordan vi vil takle andre.
Jeg synes ikke du skal droppe kontakten men i skal finde jeres plads sammen hvor det fungere, for meget ændre sig jo nu. Håber det kunne bruges lidt.

Du er virkelig fanget mellem to her. Din stædige mor og din stædige kæreste. En af dem er mød til at give sig for din skyld også selvom de mener det ikke er retfærdigt men fordi det betyder noget for dig. Jeg syntes du skal sige til din mor at hun bliver nød til at få snakket med din kæreste uden at forlange/ forvente en undskyldning, men at de blot skal finde ud af hvordan de skal være i samme rum ellers må du holde en pause fra hende. Det er hårdt og øv at skulle stille ultimatummer , men kan du ikke leve med det som det er nu så har du ikke andet valg.

Måske skulle I alle være sammen hos dig istedet for, så kan din kæreste gå hvis det bliver for meget og din mor bliver ikke smidt ud, men det er en midlertidig løsning hvis du og kæresten flytter sammen, så skal I finde på noget fælles grundlag mht til din mor.


Jeg læser du har fået stort behov for din mor samtidig med at din mor bliver sur over du hellere vil være ved din kæreste. Det lyder som om at når du har behov skal hun stå der men hellere ikke mere. Hvis jeres forhold ikke før var så tæt kunne det jo være at nu hvor du er gravid har din mor også ekstra behov for at få et forhold til dig og at hun måske bliver såret over at du har behov for hende for derefter ikke at ville være sammen med hende. Det er måske ikke så voksent af hende men måske du skulle tænke over at du jo selv har behov og at du sårer hende ved at være on/off hele tiden. Det er noget du bør få afklaret med hende. Tror hun føler sig udenfor det her og at hun kun får lov at komme ind i cirklen når du har et behov. Og når du ikke har et behov så er det ud med hende.

Så måske skulle i mødes i midten således at du også nogen gange siger ja til hende. Kunne enten tage i svømmehal og så bare sidde ved et bor, mens din mor svømmer eller sige nej tak men hvad med vi gjorde ..... Istedet.

Ja rådene er ikke sjove og måske ikke retfærdige men de kan fungere.


Held og lykke.