jeg skal gribe det her an.
Sagen er den at jeg har den dejligste veninde, eller det er faktisk min elskede barnepige fra jeg var lille..hun er det dejligste menneske som altid har overskud til alle andre, men hun har sørme ikke været for heldig selv.
Hun blev førtidspensionist for 5 år siden, det måtte hun kæmpe for selvom hun nærmest er slidt op selv.
Hun har tre dejlige børn med to forskellige mænd og de er virkelig ikke de helligste, hendes børn har væet meget syge altid og den yngste er nu konstateret multiallergiker og glutenallergiker. Dvs at hun udover at betale efterskole til den ene, skal købe specielkost til en anden og den tredje er over 18 år og alt han tjener modregnes i de ilsud hun får.
Jeg inviterede hende ud og spise den anden dag og have ikke se hende i måneder og jeg fik et chok...hun var så slidt...hun er kun 44 år, meget tynd, hendes tænder er knækkede og ødelagte mange steder, hun hører dårligt, hun har nedsat syn, men har ikke råd til at gøe noget...bare det at skulle ud og spise med mig var svært for hun hader at vise sig ude.
At købe tøj er ikke noget hun gør og arver når det er. Hendes børn bruger hun de penge og den energi hun har på, så de lider ikke så meget, men det synes jeg moderen gør. Jeg er cokket over at vi i et såkaldt velfærdssamfund bare lader mennesker leve under de forhold hun gør. 400kr kan hun få til hjælp til specielkost. Hun har ingen muligheder for at ændrer sin livssituation.
Bliver sgu så gal og flov over at det er det vi byder nogle mennesker!!
Heldigvis er hun så skide sej og hun formår at få sine børn til at blive nogle fantastiske mennesker...ser så meget op til hende, seje kvinde.
Nå, men for at gøre en laaaaang historie knap så lang, så vil jeg give hende en dag væk fra alt. Hun skal forkæles og have nyt tøj, massage, god mad...alt det hun aldrig får. Jeg fortalte en af mine meget nære venner om hende. Han mangler intet, har et stort firma og han fik godt nok en dårlig smag i munden. Det var nu ikke min mening, men nok meget godt nogle gange at tænke på at man nok ikke har det så skidt endda.Men han vil så give nogle penge til at jeg kan give hende en dag hvor hun bare skal forkæles som hun fortjener...men HVORDAN gør vi det så ikke det ser og lyder som sådan noget medlidenheds-nu skal vi hjælpe en stakkel-agtigt noget.
Hvordan kan jeg gribe det an....hvad gør jeg?
Eller skal jeg lade helt være. Hvad siger I?
Anmeld