Konfrontation med min far(lang)

Havde i går en konfrontation med min far. Han har det sidste stykke tid hver gang vi var hos ham været efter mig og min mand. Intet vi gør er godt nok. Da min mor døde pludselig for halvanden år siden var det mig og min mand der var der for ham, mens mine søskende ikke hjalp til for de havde nok i sig selv og deres sorg. Mig og manden boede derimod hos ham, ordnede alt med kommune og begravelse ect. Hver måned hjælper jeg ham med at ordne regninger over netbank og alligevel så er han konstant efter os. Hver gang han ber os om noget så står vi der.

I går havde han inviteret min bror med familie til spisning og vi blev også inviteret. Det blev så helt automatisk til at jeg lavede alt maden hjulpet af min mand. Min far hyggede blot med min bror. Max 30 min. efter maden tar min bror med familie hjem. Jeg sidder inde i stuen med manden og hygger med min Nevø på 16 år , som bor hos min far i denne uge samt vores datter på 8 måneder som er lidt syg og derfor hænger meget. Min far går i gang med at rydde op i køkkenet uden nogen af os lægger mærke til det. Da han er færdig kommer han ind i stuen og siger at han ikke gider have gæster mere for han skal jo rydde op alene.

Jeg vælger at gå ud i køkkenet og tá den med ham der da jeg ikke vil foran min nevø. Fortæller ham at hvis han ville have hjælp kunne han jo bare have sagt til og så havde vi alle 3 gjort det. Han mener så ikke at han skal be om hjælp det burde vi selv havde tilbudt. Og øvrigt havde min nevø jo hjulpet med at rykke et bord og 2 stole da vi dækkede bord så han havde jo gjort noget. 
Her blev jeg så stædig og sagde at jeg og manden havde sgu lavet alt maden og min bror var jo gået inden oprydningen. Og det var åbenbart helt ok at de gjorde for de skulle hjem og putte børn. De kunne sgu da lige så godt have været der i 10 og hjulpet til.  Hvis det skulle være sådan kunne vi også bare komme , få maden serveret og gå igen. Jeg havde sgu da også brug for lige at sidde lidt og hygge. Og han kunne sgu bare have sagt noget. Det at lave mad talte åbenbart ikke i regnskabet det var da en selvfølge at jeg lavede alt maden og hjalp til med oprydningen. Ville gerne hjælpe men gad sgu ikke få et fur fordi vi ikke lige opdager han rydder op.
Det hele endte med en time lang diskussion hvor jeg fik sagt alle disse ting om at vi er og var der for ham og alligevel skal vi behandles som om jeg stadig er 16 år. Samtidig fik han afvide at han jo bare kunne lade være med at invitere os hvis vi var så forfærdelige. Og at han ikke skal invitere os bare for at vi kan arbejde for ham så han kan hygge med de andre gæster.
Bagefter valgte jeg at gå. Den stemning magtede jeg ikke. Sagde til min far at han kunne ringe hvis han ville se os. Men at hans spydigheder og konstant brokken måtte stoppe NU . Min far sagde at gik jeg ringede han ikke. Men vi gik alligevel. Da jeg pakker sammen ser jeg lidt tåre i hans øjne. Og det plager mig. Ved det var nødvendigt at sige stop men fuck det gør ondt. Græd selv det meste af natten.

Ved det var nødvendig.

Puha det var godt at komme af med. Tak fordi du læste med.

Kæmpe kram til dig. Du kender din far bedst og ved om han er en stædig rad eller han kan finde på at tage telefonen og sige undskyld.

Er han en stædig rad ville jeg udtænke en mulighed for at få ham tilbage uden du siger undskyld.

Kan han finde på at gribe telefonen ville jeg give ham lidt tid.

Men ligegyldigt hvad ville jeg have min far i mit liv (når problemerne ikke er større) og ville have han skulle vide jeg elskede ham.

Av for pokker sikke en træls situation  Ja du har jo gjort det rigtige - nogle gange bliver man nødt til at trække en streg i sandet. Det vælter verden jo heller ikke af - mon ikke i snart bliver gode venner igen 

 Jeg kan forestille mig at han sikkert har det rigtigt svært efter din mor er gået bort. Mange mænd har rigtigt svært ved at takle det at blive alene. Der er kvinder ofte bedre til det - måske også fordi de er bedre til at sætte ord på deres følelser. 

Men det er jo ofte sådan at er man ked af det/frustreret/i sorg så er det nemmest at lade det gå ud over dem der er tættest på - i den her situation har det så nok været dig og din mand. 

Mit gæt er at han ikke har opført sig sådan overfor jer af ond vilje, men når man har ondt i livet kan man godt komme til at opføre på en dum og vrissen måde overfor dem der er en nærmest - også selv om man egentlig godt selv ved det er urimeligt.

Selvfølgelig skal din far lære at klare sig selv og finde ud af at have et liv og en hverdag uden din mor. Men han har også brug for jer. Som sagt synes jeg du har gjort helt det rigtige - uanset hvordan man har det så skal man opføre sig ordentligt overfor andre. Jeg ville ikke lade der gå alt for lang tid før i tager en lille rolig snak (måske bare dig og din far) hvor du måske fortæller at du godt ved det er svært og at i selvfølgelig er der - men at du også mente de ting du sagde under jeres skænderi. Jeg ville ikke gå så meget op i hvem der først ringer til hvem osv - det er livet bare for kort til.

Der er jo desværre ikke nogen bestemt udløbsdato på en sorgperiode - det kan tage flere år - har selv set det i min egen familie. 

Puha.... 

Helt seriøst, så gjorde DU det rigtige! 

At stå frem istedet for at brænde inde med det hjælper ikke. 

Din Far havde brug for at få sandheden og forstår virkelig godt du er skuffet over din Far's handling. 

Du/i har osse et lille barn at tænke på? 

Så klart i skulle ha tid til at sidde ned lidt. 

Jeg eg har osse selv tit luftet ud foran min Mor! 

Hun brokker sig osse over andre og mig! 

Og det gider jeg virkelig ikke høre på! 

Så må hun skisme sige fra eller til! 

Men en syntes du skulle give din Far tid til at tænke. 

Og måske tá kontakt til din Bror og fortælle at han må være med til at hjælpe din Far? - til trods for at han osse har en lille familie at tænke på.. Ligesom i har 

 Op med humøret.. Du gjorde det rigtige. 

Men altid svært når det er end nærmeste der ikke forstår en. 

Anonym skriver:

Havde i går en konfrontation med min far. Han har det sidste stykke tid hver gang vi var hos ham været efter mig og min mand. Intet vi gør er godt nok. Da min mor døde pludselig for halvanden år siden var det mig og min mand der var der for ham, mens mine søskende ikke hjalp til for de havde nok i sig selv og deres sorg. Mig og manden boede derimod hos ham, ordnede alt med kommune og begravelse ect. Hver måned hjælper jeg ham med at ordne regninger over netbank og alligevel så er han konstant efter os. Hver gang han ber os om noget så står vi der.

I går havde han inviteret min bror med familie til spisning og vi blev også inviteret. Det blev så helt automatisk til at jeg lavede alt maden hjulpet af min mand. Min far hyggede blot med min bror. Max 30 min. efter maden tar min bror med familie hjem. Jeg sidder inde i stuen med manden og hygger med min Nevø på 16 år , som bor hos min far i denne uge samt vores datter på 8 måneder som er lidt syg og derfor hænger meget. Min far går i gang med at rydde op i køkkenet uden nogen af os lægger mærke til det. Da han er færdig kommer han ind i stuen og siger at han ikke gider have gæster mere for han skal jo rydde op alene.

Jeg vælger at gå ud i køkkenet og tá den med ham der da jeg ikke vil foran min nevø. Fortæller ham at hvis han ville have hjælp kunne han jo bare have sagt til og så havde vi alle 3 gjort det. Han mener så ikke at han skal be om hjælp det burde vi selv havde tilbudt. Og øvrigt havde min nevø jo hjulpet med at rykke et bord og 2 stole da vi dækkede bord så han havde jo gjort noget. 
Her blev jeg så stædig og sagde at jeg og manden havde sgu lavet alt maden og min bror var jo gået inden oprydningen. Og det var åbenbart helt ok at de gjorde for de skulle hjem og putte børn. De kunne sgu da lige så godt have været der i 10 og hjulpet til.  Hvis det skulle være sådan kunne vi også bare komme , få maden serveret og gå igen. Jeg havde sgu da også brug for lige at sidde lidt og hygge. Og han kunne sgu bare have sagt noget. Det at lave mad talte åbenbart ikke i regnskabet det var da en selvfølge at jeg lavede alt maden og hjalp til med oprydningen. Ville gerne hjælpe men gad sgu ikke få et fur fordi vi ikke lige opdager han rydder op.
Det hele endte med en time lang diskussion hvor jeg fik sagt alle disse ting om at vi er og var der for ham og alligevel skal vi behandles som om jeg stadig er 16 år. Samtidig fik han afvide at han jo bare kunne lade være med at invitere os hvis vi var så forfærdelige. Og at han ikke skal invitere os bare for at vi kan arbejde for ham så han kan hygge med de andre gæster.
Bagefter valgte jeg at gå. Den stemning magtede jeg ikke. Sagde til min far at han kunne ringe hvis han ville se os. Men at hans spydigheder og konstant brokken måtte stoppe NU . Min far sagde at gik jeg ringede han ikke. Men vi gik alligevel. Da jeg pakker sammen ser jeg lidt tåre i hans øjne. Og det plager mig. Ved det var nødvendigt at sige stop men fuck det gør ondt. Græd selv det meste af natten.

Ved det var nødvendig.

Puha det var godt at komme af med. Tak fordi du læste med.

Hvis det er et fast mønster, at han forventer at du laver en masse mens din bror ikke behøver - så forstår jeg godt at du sætter foden ned og siger at det ikke er okay. Du bliver jo nødt til at gøre ham opmærksom på det uhensigtsmæssige mønster hvis han ikke selv kan se det. Nogle gange bliver man bare lullet ind i nogle vaner som egentlig ikke er fair, og det kræver et opgør før tingene kan blive anderledes.

Når det så er sagt, så synes jeg at det er en alt for lille konflikt at miste sin far på (ved selvfølgelig ikke om der er andet du ikke nævner). Så efter noget tid ville jeg nok, som Lineog4 også skriver, finde en måde at blive venner igen. Du har gjort din pointe klar nu, og hvis tingene ændrer sig fremover, så har det været det værd.