At starte DEN samtale???

Jeg skriver nok mest af frustration...

sagen er den at jeg længe synes der har været knas i vore forhold, kæresten har nogle problemer han lover at gøre noget ved, men det sker aldrig.. Derudover føler jeg mig ikke elsket af ham, føler bare vi bor sammen fordi vi har barn og det er sådan det er, ved ikke om jeg er lykkelig..??

 

jeg ved meget af min "ulykke" går på at han ikke gør noget ved hans problem, jeg føler jeg bliver sat til side fra det og han lover og lover men Inter sker... 

Jeg føler også han er uansvarlig, altså vi er begge studerende vi aftalte at tage lån i en periode for at få samlet noget klat gæld...

jeg eg er færdig med min del af gælden om fem måneder også stopper jeg lånet og begynder (hvis det er muligt) at betale af på su lånet med det samme, han betaler 1000kr til gæld resten går op i smøger og lommepenge han klatter væk som er knap 4000kr vil jeg tro...  Og det pisser mig af, for selvom vi har hver vores økonomi er jeg jo stadig en del af hans kommende kæmpe su gæld når vi er færdigt uddannede...

 

ÅRH!!!

 

nå, men her til aften har han virkeligt bragt mit pis i kog, han drak mere end hvad er okay til en familie fødselsdag og begynder at sidde og sige "sjove" ting om mig, som at jeg sender vores barn afsted fordi jeg vil have fridage når jeg ikke skal i skole, hvilket er en lodret løgn!! Jeg har gået i skole siden september vores barn har været hjemme med mig på alle fridage undtagen to, fordi h*n havde haft mega meget fri og jeg havde  nogle ting der skulle ordnes, derudover sidder han og fortæller nogle små hemmeligheder vi har sammen om mig...

 

og nu orker jeg ikke mere, jeg har brug for en pause fra ham, jeg har ikke lyst til at gå fra hinanden, vil stadig kæmpe for at vores barn kan have sine forældre sammen, men han har brug for en øjnåbner og hvis det ikk hjælper, ja så må jeg nok se i øjnene at der må slutte...

 

MEN, hvordan siger jeg lige til kæresten gennem ti år at jeg har brug for at han flytter i en periode? Vi er så dårlige til at kommunikere og har altid været det, han lukker helt at og bliver mega sur uanset hvad jeg siger, kan han få vendt den til at jeg er idioten, og jeg er bare konflikt sky, enten kommer jeg til at grine og han ikke tager mig seriøst eller også får jeg formuleret mig dumt...

 

beklager det blev langt og rodet, er bare så forvirret i mit hovede pt.,

Anonym skriver:

Jeg skriver nok mest af frustration...

sagen er den at jeg længe synes der har været knas i vore forhold, kæresten har nogle problemer han lover at gøre noget ved, men det sker aldrig.. Derudover føler jeg mig ikke elsket af ham, føler bare vi bor sammen fordi vi har barn og det er sådan det er, ved ikke om jeg er lykkelig..??

 

jeg ved meget af min "ulykke" går på at han ikke gør noget ved hans problem, jeg føler jeg bliver sat til side fra det og han lover og lover men Inter sker... 

Jeg føler også han er uansvarlig, altså vi er begge studerende vi aftalte at tage lån i en periode for at få samlet noget klat gæld...

jeg eg er færdig med min del af gælden om fem måneder også stopper jeg lånet og begynder (hvis det er muligt) at betale af på su lånet med det samme, han betaler 1000kr til gæld resten går op i smøger og lommepenge han klatter væk som er knap 4000kr vil jeg tro...  Og det pisser mig af, for selvom vi har hver vores økonomi er jeg jo stadig en del af hans kommende kæmpe su gæld når vi er færdigt uddannede...

 

ÅRH!!!

 

nå, men her til aften har han virkeligt bragt mit pis i kog, han drak mere end hvad er okay til en familie fødselsdag og begynder at sidde og sige "sjove" ting om mig, som at jeg sender vores barn afsted fordi jeg vil have fridage når jeg ikke skal i skole, hvilket er en lodret løgn!! Jeg har gået i skole siden september vores barn har været hjemme med mig på alle fridage undtagen to, fordi h*n havde haft mega meget fri og jeg havde  nogle ting der skulle ordnes, derudover sidder han og fortæller nogle små hemmeligheder vi har sammen om mig...

 

og nu orker jeg ikke mere, jeg har brug for en pause fra ham, jeg har ikke lyst til at gå fra hinanden, vil stadig kæmpe for at vores barn kan have sine forældre sammen, men han har brug for en øjnåbner og hvis det ikk hjælper, ja så må jeg nok se i øjnene at der må slutte...

 

MEN, hvordan siger jeg lige til kæresten gennem ti år at jeg har brug for at han flytter i en periode? Vi er så dårlige til at kommunikere og har altid været det, han lukker helt at og bliver mega sur uanset hvad jeg siger, kan han få vendt den til at jeg er idioten, og jeg er bare konflikt sky, enten kommer jeg til at grine og han ikke tager mig seriøst eller også får jeg formuleret mig dumt...

 

beklager det blev langt og rodet, er bare så forvirret i mit hovede pt.,

Åhh de kære mænd og den dumme kommunikation, nogle gange ville det være rart alle var tankelæsere så man ikke behøvede åbne munden..

Hvordan du skal starte samtalen kan jeg ikke give dig et bud på, men vil alligevel komme med et par råd, som du sikkert kender og har fået et par gange du bliver nødt til at bide din konflikt sky i dig, hvis du skal tage denne her og virkelig mener det, ellers sker der ingenting? Din kæreste skal forstå alvoren i det du siger og forstå det ikke er en joke og han ikke bare kan gå uden om. Samtidig vil jeg sige du bliver nødt til at snakke med ham om alt det der gør dig ked af det, for ellers ved han det ikke, og selvom han måske virker ligeglad, hver gang du siger det, så gentag det..
Og den der kommunikation, den skal I blive bedre til sammen og hver for sig, den er roden til alt ondt når man glemmer den, og den kan redde rigtig mange ting når man husker den. Et forhold kan ties ihjel og det lyder til I måske er lidt på vej i den retning?

Og så her til sidst skal du have et med på vejen

Som skilsmissebarn vil jeg bare lige bede dig om at overveje, at det ikke altid er lykken at ens forældre er sammen - og slet ikke hvis det er for børnenes skyld 

Børn VED at der er noget galt, og det er de slet ikke tjent med. Det er forældrene heller ikke!

Så hvis du vil dit barn det bedste (og det vil du jo selvfølgelig ), så tag den snak, se om det hjælper at flytte hver for sig i en periode, og mærk efter om du tror på at det kan blive godt igen, eller om i har det bedst hver for sig 

Hønsemor skriver:

Åhh de kære mænd og den dumme kommunikation, nogle gange ville det være rart alle var tankelæsere så man ikke behøvede åbne munden..

Hvordan du skal starte samtalen kan jeg ikke give dig et bud på, men vil alligevel komme med et par råd, som du sikkert kender og har fået et par gange du bliver nødt til at bide din konflikt sky i dig, hvis du skal tage denne her og virkelig mener det, ellers sker der ingenting? Din kæreste skal forstå alvoren i det du siger og forstå det ikke er en joke og han ikke bare kan gå uden om. Samtidig vil jeg sige du bliver nødt til at snakke med ham om alt det der gør dig ked af det, for ellers ved han det ikke, og selvom han måske virker ligeglad, hver gang du siger det, så gentag det..
Og den der kommunikation, den skal I blive bedre til sammen og hver for sig, den er roden til alt ondt når man glemmer den, og den kan redde rigtig mange ting når man husker den. Et forhold kan ties ihjel og det lyder til I måske er lidt på vej i den retning?

Og så her til sidst skal du have et med på vejen

Du har helt ret, vi er ved at tie forholdet ihjel... Synes jeg har prøvet flere gange at fortælle hvad jeg føler, men han lukker helt af...

har også flere gange forslået parterapi for at lære at kommunikere, men det afviser han blankt, også føler jeg kun det er mig der vil kæmpe for det her...

 

bliver er bare så frustreret for han virker ikke som om han synes det er et problem, han ser ikke at jeg ikke er glad...

Jupiter skriver:

Som skilsmissebarn vil jeg bare lige bede dig om at overveje, at det ikke altid er lykken at ens forældre er sammen - og slet ikke hvis det er for børnenes skyld 

Børn VED at der er noget galt, og det er de slet ikke tjent med. Det er forældrene heller ikke!

Så hvis du vil dit barn det bedste (og det vil du jo selvfølgelig ), så tag den snak, se om det hjælper at flytte hver for sig i en periode, og mærk efter om du tror på at det kan blive godt igen, eller om i har det bedst hver for sig 

Jeg ønsker ikke at være sammen for en hver pris, men vil kæmpe for det...

føler bare jeg kæmper alene

 

jeg kan bare blive sådan i tvivl om vores barn på 2,5 vil "tage skade" af at far flytter i en periode og måske, måske ikke kommer tilbage altså om det er den rigtige tilgang at "holde pause"

Anonym skriver:

Du har helt ret, vi er ved at tie forholdet ihjel... Synes jeg har prøvet flere gange at fortælle hvad jeg føler, men han lukker helt af...

har også flere gange forslået parterapi for at lære at kommunikere, men det afviser han blankt, også føler jeg kun det er mig der vil kæmpe for det her...

 

bliver er bare så frustreret for han virker ikke som om han synes det er et problem, han ser ikke at jeg ikke er glad...

Synes helt klart du skal sige det som du har skrevet her, og hvis ikke han lytter, må du "fortælle" ham det med handling, at det her mener du sku! Enten bed ham om at være et andet sted de næste x dage, eller selv tage hen til noget familie/venner at være, så han kan mærke at det er noget du mener. Hellere være glad hver for sig, end ulykkelig sammen. Og dit barn skal helt sikkert overleve det, bare fortæl at vi skal besøge YY i et par dage, eller at far skal noget i et par dage, men at far elsker ham/hende.
Men et med på vejen herfra!