Mobning

Jeg er selv blevet mobbet, faktisk hele vejen igennem folkeskolen - det stoppede først da jeg kom i 8 klasse... Psykisk og fysisk... Øv, hvor jeg kender den følelse af at komme grædende hjem! Min mor fulgte mig i skole - og kom pænt og hentede mig igen, så var vi sikre på at der var "fred" 

Hvor vil jeg håbe at mine børn ikke får den følelse - men jeg håber heller ikke de bliver mobbere 

Babymor1013 skriver:

Jeg er selv blevet mobbet, faktisk hele vejen igennem folkeskolen - det stoppede først da jeg kom i 8 klasse... Psykisk og fysisk... Øv, hvor jeg kender den følelse af at komme grædende hjem! Min mor fulgte mig i skole - og kom pænt og hentede mig igen, så var vi sikre på at der var "fred" 

Hvor vil jeg håbe at mine børn ikke får den følelse - men jeg håber heller ikke de bliver mobbere 

Jeg har heldigvis ikke selv oplevet det.

Men når man ser programmer om mobning, kan man bare mærke helt ind i sjælen hvor ondt det gør på de stakkels børn.

Jeg synes bare det er forfærdeligt at tænke på at nogen børn skal have ødelagt deres skolegang og måske have ar på sjælen hele livet, fordi der er børn der ikke kan opføre sig ordentligt overfor andre. Og det er endnu mere grotesk hvis forældrene bare er ligeglade (altså mobbernes forældre).

Frk.S skriver:

Freja var i gæsteDP i går, og hendes gæsteDP fortalte mig at hendes datter på 12 lige var kommet grædende hjem.
Hun har før gået i en skole hvor der var en gruppe piger der nærmest terroriserede hende. Det hjalp ikke at tale med forældrene, så de endte med at flytte hende til en anden skole.

Det er nu et år siden og datteren havde så mødt dem da hun var oppe for at købe noget. Og de havde så været efter hende... Så meget at hun kom grædende hjem.

For pokker da jeg fik helt ondt i maven og har faktisk tænkt en del på det. Hvor er det bare synd, og forfærdeligt at børn kan være så onde ved hinanden uden at forældrene ved hvad de skal gøre for at afhjælpe det.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på hvis Freja skulle blive udsat for mobning. Jeg bliver så ked af det bare ved tanken. Specielt hvis man står helt hjælpeløs og det ikke hjælper at tale med forældrene. Her var de angiveligt ligeglade.

Har i oplevet at jeres børn er blevet mobbet, og har I i så fald fået det løst, og hvordan?

Uh, det gør så ondt at høre om. Mine børn er ikke blevet mobbet, og mig bekendt har de heller ikke deltaget i mobning af andre. Som lærer har jeg - forunderligt nok - heller ikke haft elever, der er blevet mobbet over længere tid. Derimod har der selvfølgelig været en del, som har stået uden for fællesskabet og ikke er blevet inviteret med til fester og lignende - jeg har kun været i 7.-9. klasse - og det gør ondt at høre om. Især, når forældrene til de elever, der er populære, ikke vil forstå, at det er et stort problem. 

Men - jeg mobbede selv i skolen. Samme pige igennem samtlige 10 år. Og det var vi stort set allesammen med til - dog var jeg en af dem, der førte an. Jeg har det forfærdeligt med det, når jeg tænker på det i dag. Pigen, det gik ud over, er stadig præget af en rædselsfuld barndom, og vi er altså over 40 år i dag. 

Jeg har absolut ingen god forklaring på, hvorfor jeg tog del i det. Jeg havde det svært derhjemme med min stedfar, og formentlig gav det mig afløb for nogle frustrationer, men det er mig stadig en gåde, at jeg kunne være så ond - især i de sidste skoleår, hvor jeg mener, jeg burde have været klogere og mere indlevende i hendes følelser. Og jeg kunne sagtens græde over bøger og film, hvor en af personerne blev mobbet - men med vores offer var det en anden sag. 

Skolen gjorde ikke meget ved det - det var en fin privatskole for pæne folks børn, og det skulle måske ikke hedde sig, at der var problemer. Vi var en urolig klasse, og det skete, at lærerne gjorde sig morsomme på offerets bekostning for at vinde vores respekt. Min mor, som også var lærer, var ked af og vred over min opførsel, når pigens mor ringede - men det gjorde mig bare endnu mere vred på pigen, det gik ud over. Og blandt forældre og lærere var der enighed om, at pigen var en sær størrelse, og at hendes mor var rædselsfuld - dette har jeg dog først fået at vide som voksen. Men tilsyneladende var der altså en indforstået opfattelse af, at pigen ikke var nem at holde af, og at vores opførsel derfor var forståelig. 

Jeg fortæller mine elever om det, jeg har gjort og hvilke konsekvenser, det har haft for offeret - og om, hvor forfærdeligt, det er som voksen at erkende, hvor stor skade, jeg har gjort på en anden. Eleverne bliver - heldigvis! - dybt forargede og kan slet ikke forstå, jeg har været sådan. Jeg kan aldrig gøre det godt igen, men jeg håber, at min fortælling får eleverne til at tænke over, hvor dybe sår, man kan påføre andre. 

Mor og meget mere skriver:

Uh, det gør så ondt at høre om. Mine børn er ikke blevet mobbet, og mig bekendt har de heller ikke deltaget i mobning af andre. Som lærer har jeg - forunderligt nok - heller ikke haft elever, der er blevet mobbet over længere tid. Derimod har der selvfølgelig været en del, som har stået uden for fællesskabet og ikke er blevet inviteret med til fester og lignende - jeg har kun været i 7.-9. klasse - og det gør ondt at høre om. Især, når forældrene til de elever, der er populære, ikke vil forstå, at det er et stort problem. 

Men - jeg mobbede selv i skolen. Samme pige igennem samtlige 10 år. Og det var vi stort set allesammen med til - dog var jeg en af dem, der førte an. Jeg har det forfærdeligt med det, når jeg tænker på det i dag. Pigen, det gik ud over, er stadig præget af en rædselsfuld barndom, og vi er altså over 40 år i dag. 

Jeg har absolut ingen god forklaring på, hvorfor jeg tog del i det. Jeg havde det svært derhjemme med min stedfar, og formentlig gav det mig afløb for nogle frustrationer, men det er mig stadig en gåde, at jeg kunne være så ond - især i de sidste skoleår, hvor jeg mener, jeg burde have været klogere og mere indlevende i hendes følelser. Og jeg kunne sagtens græde over bøger og film, hvor en af personerne blev mobbet - men med vores offer var det en anden sag. 

Skolen gjorde ikke meget ved det - det var en fin privatskole for pæne folks børn, og det skulle måske ikke hedde sig, at der var problemer. Vi var en urolig klasse, og det skete, at lærerne gjorde sig morsomme på offerets bekostning for at vinde vores respekt. Min mor, som også var lærer, var ked af og vred over min opførsel, når pigens mor ringede - men det gjorde mig bare endnu mere vred på pigen, det gik ud over. Og blandt forældre og lærere var der enighed om, at pigen var en sær størrelse, og at hendes mor var rædselsfuld - dette har jeg dog først fået at vide som voksen. Men tilsyneladende var der altså en indforstået opfattelse af, at pigen ikke var nem at holde af, og at vores opførsel derfor var forståelig. 

Jeg fortæller mine elever om det, jeg har gjort og hvilke konsekvenser, det har haft for offeret - og om, hvor forfærdeligt, det er som voksen at erkende, hvor stor skade, jeg har gjort på en anden. Eleverne bliver - heldigvis! - dybt forargede og kan slet ikke forstå, jeg har været sådan. Jeg kan aldrig gøre det godt igen, men jeg håber, at min fortælling får eleverne til at tænke over, hvor dybe sår, man kan påføre andre. 

Det kan godt være at det med at holde udenfor og ikke invitere bestemte personer til fester ikke er direkte mobning, men jeg synes nu stadig det er ondt og det kan bestemt ikke være sjovt for dem der står tilbage.

Flot at du tør stå frem som en af dem der mobbede, og bruger det som eksempel overfor dine elever.
Men tænk sig, at det blev accepteret og at lærerne ligefrem var lidt med på vognen. Føj!

Frk.S skriver:

Det kan godt være at det med at holde udenfor og ikke invitere bestemte personer til fester ikke er direkte mobning, men jeg synes nu stadig det er ondt og det kan bestemt ikke være sjovt for dem der står tilbage.

Flot at du tør stå frem som en af dem der mobbede, og bruger det som eksempel overfor dine elever.
Men tænk sig, at det blev accepteret og at lærerne ligefrem var lidt med på vognen. Føj!

Ja, føj. Jeg tænker tilbage på os i klassen som en flok stride unger, som prøvede at se, hvor grænsen gik, og som aldrig fik markeret tydeligt nok, at den i den grad var og blev overskredet. Og det var ellers ikke en skole uden disciplin og regler - og vores forældre var bestemt ikke lallede hippier - så det er virkelig underligt, at det kunne ske. 

Og enig - det er også slemt at være udenfor fællesskabet, bestemt. Der skal sgu så lidt til for at redde en andens dag - spørge, om hun vil følges med flokken i frikvarteret, invitere to outsidere med til fest. 

Mor og meget mere skriver:

Uh, det gør så ondt at høre om. Mine børn er ikke blevet mobbet, og mig bekendt har de heller ikke deltaget i mobning af andre. Som lærer har jeg - forunderligt nok - heller ikke haft elever, der er blevet mobbet over længere tid. Derimod har der selvfølgelig været en del, som har stået uden for fællesskabet og ikke er blevet inviteret med til fester og lignende - jeg har kun været i 7.-9. klasse - og det gør ondt at høre om. Især, når forældrene til de elever, der er populære, ikke vil forstå, at det er et stort problem. 

Men - jeg mobbede selv i skolen. Samme pige igennem samtlige 10 år. Og det var vi stort set allesammen med til - dog var jeg en af dem, der førte an. Jeg har det forfærdeligt med det, når jeg tænker på det i dag. Pigen, det gik ud over, er stadig præget af en rædselsfuld barndom, og vi er altså over 40 år i dag. 

Jeg har absolut ingen god forklaring på, hvorfor jeg tog del i det. Jeg havde det svært derhjemme med min stedfar, og formentlig gav det mig afløb for nogle frustrationer, men det er mig stadig en gåde, at jeg kunne være så ond - især i de sidste skoleår, hvor jeg mener, jeg burde have været klogere og mere indlevende i hendes følelser. Og jeg kunne sagtens græde over bøger og film, hvor en af personerne blev mobbet - men med vores offer var det en anden sag. 

Skolen gjorde ikke meget ved det - det var en fin privatskole for pæne folks børn, og det skulle måske ikke hedde sig, at der var problemer. Vi var en urolig klasse, og det skete, at lærerne gjorde sig morsomme på offerets bekostning for at vinde vores respekt. Min mor, som også var lærer, var ked af og vred over min opførsel, når pigens mor ringede - men det gjorde mig bare endnu mere vred på pigen, det gik ud over. Og blandt forældre og lærere var der enighed om, at pigen var en sær størrelse, og at hendes mor var rædselsfuld - dette har jeg dog først fået at vide som voksen. Men tilsyneladende var der altså en indforstået opfattelse af, at pigen ikke var nem at holde af, og at vores opførsel derfor var forståelig. 

Jeg fortæller mine elever om det, jeg har gjort og hvilke konsekvenser, det har haft for offeret - og om, hvor forfærdeligt, det er som voksen at erkende, hvor stor skade, jeg har gjort på en anden. Eleverne bliver - heldigvis! - dybt forargede og kan slet ikke forstå, jeg har været sådan. Jeg kan aldrig gøre det godt igen, men jeg håber, at min fortælling får eleverne til at tænke over, hvor dybe sår, man kan påføre andre. 

Wauw.. Det ku være min skoletid du fortalte om!! Hvor jeg bare var offeret.. Forfærdeligt tid, forfærdeligt at stå i.. Jeg er i den grad også mærket af det den dag i dag! 

Jeg er meget opmærksom på at mine piger er gode til alle mennesker og lærer at alle mennesker er lige meget værd! De skal være gode venner og være gode ved deres venner! 

Jeg går ind for at børn for så vidt muligt skal klare konflikter selv. Men jeg må indrømme at jeg nok blir lidt en løvemor hvis mine børn kommer til at blive mobbet og det kommer dertil hvor det gjorde med mig! 

Glade børn mobber ikke. Hvor kan børn, især måske piger, være modbydelige overfor for hinanden! Det må være enhver mors mareridt at skulle tage i mod et barn der har været udsat for mobning, og i den grad er så mærket af det, at det græder..! Hvis børn, og uvidende voksne blot vidste hvilken skade de gør ved at mobbe! Jeg er selv aldrig blevet mobbet, og har aldrig selv mobbet, men når der har været så meget fokus omkring dette, kan jeg blive helt panikslagen om mine børn kommer til at opleve mobning 

Godt at de fik det stoppet.

ja for de sagde jeg skal skrive klager til kommunen ., for man kan bare ikke true hende.. hun var skide bange og har ikke være i skole en mdr og var meget syg.. jeg var skide sur og sagde til min søster jeg tror nok jeg selv tage der henne.. hun sagde nej nej det gøre vi jeg sagde tal højt med dem !!  men nu har min søsters datter det godt glad igen.. hun går i privat skole og hun lære passer i skole derfor hendes forældre ikke vil flytte hende... hun blev meget klog.. .. 

Mama85 skriver:

Glade børn mobber ikke. Hvor kan børn, især måske piger, være modbydelige overfor for hinanden! Det må være enhver mors mareridt at skulle tage i mod et barn der har været udsat for mobning, og i den grad er så mærket af det, at det græder..! Hvis børn, og uvidende voksne blot vidste hvilken skade de gør ved at mobbe! Jeg er selv aldrig blevet mobbet, og har aldrig selv mobbet, men når der har været så meget fokus omkring dette, kan jeg blive helt panikslagen om mine børn kommer til at opleve mobning 

Ja, det er sådan jeg har det, har ikke selv stået i det - hverken på den ene eller anden side.
Men når man ser de her programmer, hvor ondt det gør på de her børn, bliver jeg så bange for at de skal overgå min. Man vil jo for alt i verden batr have at de er lykkelige.

Jeg arbejder også sammen med en som er blevet mobbet rigtig meget som barn, og det er tydeligt at det også har sat sig i hende. Hun blev bl.a. mobbet med at hun var lille. En dag sagde en af mine kollegaer et eller andet med at hun var lille (slet ikke mobbende eller ondt ment) og så blev hun bare så frygtelig ked af det fordi det mindede hende om dengang og hun fortale grædende (en dame på over 60) om hvordan hun næsten altid sad på toilettet i frikvarter for at kunne være i fred.

Mama85 skriver:

Glade børn mobber ikke. Hvor kan børn, især måske piger, være modbydelige overfor for hinanden! Det må være enhver mors mareridt at skulle tage i mod et barn der har været udsat for mobning, og i den grad er så mærket af det, at det græder..! Hvis børn, og uvidende voksne blot vidste hvilken skade de gør ved at mobbe! Jeg er selv aldrig blevet mobbet, og har aldrig selv mobbet, men når der har været så meget fokus omkring dette, kan jeg blive helt panikslagen om mine børn kommer til at opleve mobning 

Jeg er ikke helt sikker på at den med at "glade børn ikke mobber", altid holder. Jeg tror det er helt rigtigt at dem der tager initiativ til mobning ikke har det godt med sig selv, men jeg tror også at der blandt medløberne findes harmoniske børn der bare ikke vil stå udenfor fællesskabet og måske ikke er helt modige nok til at sige fra.

Jeg har selv sagt fra overfor en veninde der ville mobbe en dreng i klassen, flere gange. Og jeg tror da helt klart at det var fordi jeg kom fra et kærligt, trygt hjem og havde et højt selvværd (nok af samme årsag at jeg aldrig begyndte at ryge, trods gruppepres ;-)

Ironisk nok blev jeg så selv mobbet i de store klasser, på den dér ubehagelige måde hvor man ikke bliver inviteret med til festerne, bliver udsat for telefonfis, bagtaleri o.s.v. Ikke åbenlys mobning, men kujon-agtig mobning.

Det har bestemt givet mig ar på sjælen, også selvom det ikke var af den værste slags. Det er en kæmpe frygt for mig, både at min søn skal blive mobbet, men også at han skal mobbe andre.