Rumme mere! Min bedre halvdel kommer hjem idag med vores barn der er blevet passet af min mor idag. Han fortæller så at min mor nu (igen) har siddet og hidset sig selv så voldsomt op, skabt sig, svinet os, vores barn og opdragelses metoder . Hun håber at vi bliver indkaldt til en samtale ved vuggestuen når vores barn starter , pga vores barn godt kan slå lidt. Vores barn har lavet et rivemærke i weekenden, på min lillebror (14 år) og det er så næsten lige ved at vi nu skal have vores barn fjernet! Min bror kører selv vores barn op, så at en eller begge kommer "til skade" er ikke unaturligt.. Det er i hver fald IKKE pga alderen og perioderne alle børn oplever, der må være noget galt, og det er nok fordi vi er unge og egoistiske og bare ser til eller skændes for meget osv osv ......... Alt dette er hendes ord, vi har det fint herhjemme! Vores barn trives, men ja, vores barn har en periode med lidt slåen og en masse "jeg vil og kan og skal selv" ....... (2 og et halvt år gammel) . Det hele udsprang af at da jeg afleverede imorges hos hende, fortalte jeg vi hade været i vuggestuen og det var gået godt, men lige til sidst fik vores barn slået ud efter et af børnene , muligvis fordi at vores barn syntes legen så spændende ud, men ikke lige vidste hvordan man kunne fortælle og være med. Jeg siger nej o tager vores barn væk og lidt efter skal vi så gå.... Lyder det som om at vores barn har en brist??? For det mener min mor tydeligvis!! - når hendes hormoner kører rundt altså. Det mener hun ikke når hun er i fint humør..... Er det ikke en smule sygt? Hun er endda pædagog!! Men hun sviner simpelthen ALLE til når hun er i dårligt humør og jeg er ved at være helt fyldt . Siger man imod slår hun bare hånden af en i et par måneder. 
Nu har jeg bare hørt på det så meget på det sidste, at jeg selv begynder at tænke om der måske er noget galt med vores barn? Om vi nu skal forberede os på en masse samtaler og overvågning eller hvad ved jeg? Jeg tør næsten ikke sende vores barn afsted i vuggestue, for min mor har gjort mig så bange for "autoriteterne" at jeg begynder og tude nu og hver gang jeg tænker over det. Inderst inde føler jeg intet er galt med vores barn, det trives, udvikler sig som det skal, er fræk, kærlig, udspekuleret, hjælpsom, glad og smilende, trodsig, og ja til tider uden ord hvor der så kan komme noget fysisk ind, som fx at slå ud eller skubbe.
Min mor har simpelthen gjort det så hårdt for mig og min hjerne kører på højtryk 
Anmeld