Mor passiv i opdragelsen

Hej alle.

Så blev der, efter mangen overvejelser, oprettet en bruger her på siden, i håb om at kunne modtage ét godt råd eller to.

Sagens essens, er i bund og grund ret simpel. Min kone, som jeg elsker overalt på jorden, er simpelthen ikke aktiv i opdragelsen af vores fælles datter på næsten 2 år.

Jeg er frustreret og ved simpelthen ikke hvilket ben jeg skal stå på, og jeg kan mærke at et bristepunkt nærmer sig. Det er ligegyldigt hvilken sammenhæng opdragelsen er i, så virker hun ærligt talt fuldstændigt ligeglad.

Et eksempel er ved bordet når vi spiser. Jeg vil ikke have at min datter sidder og smider med maden, kaster med tallerkner eller kopper med vand/mælk i, råber og skriger eller skaber sig, vi sidder ved bordet for at spise og hygge os, ikke for at skabe os.

Når datteren og jeg spiser alene, uden mor, er der ingen problemer. Hun kender grænsen og ved hvornår far mener at nok er nok. 

Når mor er med, er det helt anderledes, der gøres alt for at komme ned og lege, og sætter jeg grænser, bliver jeg den store stygge ulv, som skal skældes ud (Dette kan jeg sagtens finde mig i, min datter er centrum) 
Når vi fælles snakker om det, kan mor let se, at det er nødvendigt at hun er lidt mere konsekvent og sætter grænser, men jeg ser det aldrig. Hun er 100% passiv og siger at hendes hjerte ikke er til at høre vores datter græde fordi hun ikke får sin vilje.

Resultatet af dette ene eksempel, er at vores datter har tabt sig og sover dårligt og virker udkørt fordi hun formentligt ikke får spist nok ved bordet. 

JEG ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan jo ikke smide mor ud hver gang vi spiser, og jeg mener heller ikke det er respektfuldt overfor et voksent menneske at begive sig ud i at skælde mor ud. Jeg ved bare, at bristepunktet er ved at nærme sig. Jeg kan ikke leve med at mit barn vokser op med kun et forbillede som kan sætte grænser. Jeg har som sagt taget emnet op til snak (Og til tider diskussion) flere gange, men lige lidt hjælper det.

 

Nogle råd? Et eller andet.

Ser frem til svar.

 - Den bekymrede far.

Anonym skriver:

Hej alle.

Så blev der, efter mangen overvejelser, oprettet en bruger her på siden, i håb om at kunne modtage ét godt råd eller to.

Sagens essens, er i bund og grund ret simpel. Min kone, som jeg elsker overalt på jorden, er simpelthen ikke aktiv i opdragelsen af vores fælles datter på næsten 2 år.

Jeg er frustreret og ved simpelthen ikke hvilket ben jeg skal stå på, og jeg kan mærke at et bristepunkt nærmer sig. Det er ligegyldigt hvilken sammenhæng opdragelsen er i, så virker hun ærligt talt fuldstændigt ligeglad.

Et eksempel er ved bordet når vi spiser. Jeg vil ikke have at min datter sidder og smider med maden, kaster med tallerkner eller kopper med vand/mælk i, råber og skriger eller skaber sig, vi sidder ved bordet for at spise og hygge os, ikke for at skabe os.

Når datteren og jeg spiser alene, uden mor, er der ingen problemer. Hun kender grænsen og ved hvornår far mener at nok er nok. 

Når mor er med, er det helt anderledes, der gøres alt for at komme ned og lege, og sætter jeg grænser, bliver jeg den store stygge ulv, som skal skældes ud (Dette kan jeg sagtens finde mig i, min datter er centrum) 
Når vi fælles snakker om det, kan mor let se, at det er nødvendigt at hun er lidt mere konsekvent og sætter grænser, men jeg ser det aldrig. Hun er 100% passiv og siger at hendes hjerte ikke er til at høre vores datter græde fordi hun ikke får sin vilje.

Resultatet af dette ene eksempel, er at vores datter har tabt sig og sover dårligt og virker udkørt fordi hun formentligt ikke får spist nok ved bordet. 

JEG ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg kan jo ikke smide mor ud hver gang vi spiser, og jeg mener heller ikke det er respektfuldt overfor et voksent menneske at begive sig ud i at skælde mor ud. Jeg ved bare, at bristepunktet er ved at nærme sig. Jeg kan ikke leve med at mit barn vokser op med kun et forbillede som kan sætte grænser. Jeg har som sagt taget emnet op til snak (Og til tider diskussion) flere gange, men lige lidt hjælper det.

 

Nogle råd? Et eller andet.

Ser frem til svar.

 - Den bekymrede far.

Den er svær.. Jeg kan sgu godt forstå du synes det er mega hårdt.

Desværre kan man ikke tvinge folk til at ændre sig, hvis din kone ikke vil ændre det, er der ikke meget at gøre i den retning.
Men det lyder ærlig talt som om hun trænger til at få noget hjælp, altså ikke fordi jeg mener hun er syg eller noget, men fordi hun ikke kan holde til at høre hedes barn græde? Børn græder.. BUM! Især når de ikke får deres vilje og faktum er at børn skal ikke have deres vilje hele tiden. Den eneste måde de lære at begå sig i verden er ved at forældrene viser dem hvad der er rigtig og forkert.

Har i snakket om at hun faktisk på sigt gør mere skade end gavn ved at være så passiv? At jeres barn ikke har brug for at gøre hvad der passer det, men har brug for at mor tør rumme det når det er frustreret og ked af det?

Åh der er så meget man kunne spørge om og skrive til det.

Den er svær.. Jeg kan sgu godt forstå du synes det er mega hårdt.

Desværre kan man ikke tvinge folk til at ændre sig, hvis din kone ikke vil ændre det, er der ikke meget at gøre i den retning.
Men det lyder ærlig talt som om hun trænger til at få noget hjælp, altså ikke fordi jeg mener hun er syg eller noget, men fordi hun ikke kan holde til at høre hedes barn græde? Børn græder.. BUM! Især når de ikke får deres vilje og faktum er at børn skal ikke have deres vilje hele tiden. Den eneste måde de lære at begå sig i verden er ved at forældrene viser dem hvad der er rigtig og forkert.

Har i snakket om at hun faktisk på sigt gør mere skade end gavn ved at være så passiv? At jeres barn ikke har brug for at gøre hvad der passer det, men har brug for at mor tør rumme det når det er frustreret og ked af det?

Åh der er så meget man kunne spørge om og skrive til det.

Hej Sheila, tak for svaret

 

 Ja, jeg har flere gange forsøgt at appelere på den ene eller anden måde. Også med "Jamen, du hader selv uopdragede børn når vi går på restauranter eller i bussen", men det falder ligesom til jorden når det er vores guldklump.

Ja, der kan være noget om det, hvad går man til i sådanne tilfælde? Psykolog er vel lidt i overkanten, hedder det en familieterapeut?

Puha. Arbejder til dagligt med svære beslutninger og gennemførelse heraf, men den her er sur synes jeg

Tak for beskeden.

Enig i at det er supersvært...

Jeg sidder og ved at jeg lidt er som du beskriver din kone...

Jeg har svært ved at lave regler for vores søn...

Jeg gør det og til tider skælder jeg også ud...

Men det skriger bare imod hvordan jeg har det inden i...

Jeg ved hvorfor jeg har det sådan med det, og jeg kæmper hver eneste dag for at vores søn ikke skal få det lige sådan...

For mig handler det ikke om at gråden er så slem (det skærer i mit hjerte når han bliver rigtig ked af det efterfølgende fordi han ikke kan rumme frustrationen) men meget mere om at jeg har et problem med at folk bliver sure/kede af det/irriterede over ting jeg siger eller gør...

Det er hårdt og svært at kæmpe imod sin sociale arv så hvis din kone mangler at snakke med nogen om det føles fra en der også har det svært ved at sætte grænser så må du gerne henvise til at skrive til mig...

Hej med dig

Jeg tror faktisk jeg ville tage den med sundhedsplejsken hvis i har sådan en tilknyttet? fortælle om sagens kerne og så kan denne tage en snak med mor, ikke en dunk oven i hovedet snak, men en snak om hvad mor syntes er svært og hvordan hun takler forskellige ting, så kan det være mor åbner lidt op overfor sp, og sp kan give hende nogle råd og værktøjer til at holde gråd ud og fastholde grænser?

håber i finder en løsning, det er på ingen måde holdbart at jeres datter taber sig og sover skidt.

Wampires skriver:

Enig i at det er supersvært...

Jeg sidder og ved at jeg lidt er som du beskriver din kone...

Jeg har svært ved at lave regler for vores søn...

Jeg gør det og til tider skælder jeg også ud...

Men det skriger bare imod hvordan jeg har det inden i...

Jeg ved hvorfor jeg har det sådan med det, og jeg kæmper hver eneste dag for at vores søn ikke skal få det lige sådan...

For mig handler det ikke om at gråden er så slem (det skærer i mit hjerte når han bliver rigtig ked af det efterfølgende fordi han ikke kan rumme frustrationen) men meget mere om at jeg har et problem med at folk bliver sure/kede af det/irriterede over ting jeg siger eller gør...

Det er hårdt og svært at kæmpe imod sin sociale arv så hvis din kone mangler at snakke med nogen om det føles fra en der også har det svært ved at sætte grænser så må du gerne henvise til at skrive til mig...

Hej Walmpires ,

Det var faktisk en vinkel jeg slet ikke havde overvejet. Jeg vil prøve at tage det op med frauen.  

Tak

førstebarn21 skriver:

Hej med dig

Jeg tror faktisk jeg ville tage den med sundhedsplejsken hvis i har sådan en tilknyttet? fortælle om sagens kerne og så kan denne tage en snak med mor, ikke en dunk oven i hovedet snak, men en snak om hvad mor syntes er svært og hvordan hun takler forskellige ting, så kan det være mor åbner lidt op overfor sp, og sp kan give hende nogle råd og værktøjer til at holde gråd ud og fastholde grænser?

håber i finder en løsning, det er på ingen måde holdbart at jeres datter taber sig og sover skidt.

Hej førstebarn.

Desværre har vi ikke den tætte relation med vores sp, som kun har besøgt os to gange da guldklump en var spæd, så desværre tror jeg ikke den går. Tak for beskeden

Anonym skriver:

Hej førstebarn.

Desværre har vi ikke den tætte relation med vores sp, som kun har besøgt os to gange da guldklump en var spæd, så desværre tror jeg ikke den går. Tak for beskeden

arh det var ærgerligt

Er der måske en anden hun kan få lidt råd og vejledning hos?

Hej, prøver lige med en lidt anden vinkel.
Jeg tænker at din kone ikke fra starten har 'sat sig i respekt' overfor jeres datter og derved nærmest har givet op.
Jeg har en datter på 6 nu og har altid haft konfrontationer med hende, hvorimod hendes far bare nærmest skulle kigge på hende. Og det er lidt samme situation som dig og din kone, fornemmer jeg (ret mig hvis jeg tager fejl).
Der har intet været hvis far har været hjemme, men helvede når jeg har haft hende alene.
Vi blev så skilt og jeg stod derfor med hende til daglig og jeg må indrømme at jeg til sidst havde to valg, smide håndklædet i ringen eller tage mig sammen og gøre noget...
Jeg valgte heldigvis det sidste og tilmeldte mig et kursus der hedder 'de utrolige år' som bliver holdt af Sundhedsplejen en gang i ugen gennem et halvt år, hvor man lærer at håndtere forskellige situationer som måtte opstå med barnet og derved får et gladere familieliv. Det har været guld værd og jeg har lært at forstå min datter bedre og lært at opdrage på den 'rigtige' måde.
Jeg får lidt fornemmelsen af at din kone har givet op og derfor har brug for hjælp til at komme videre. Det er jo nemmere at håndtere at det er dig der tager kampene... Men samtidig har hun et moderinstinkt (omend lidt stort) der byder hende at beskytte barnet.
Håber at det kunne hjælpe lidt.
Knus Charlotte

Hvis din kone er åben for det, kunne det være kommunens gratis familierådgivning kan hjælpe Jer?