Jeg har lige brug for at lukke lidt ud....
(Skriver ano grundet venner og bekendte herinde)
Hvor skal jeg starte...
Jeg har siden jeg blev mor for 6 år siden, haft en drøm om at blive sundhedsplejerske. En uddannelse der kræver at man er sygeplejerske inden optagelse.
Derfor påbegyndte jeg enkeltfag på vuc, mhp. optagelse på sygeplejerske studiet. Jeg gennemførte og fik direkte optagelse. Det var lykken.
Efter 1 1/2 på studiet, gik jeg ned med stress. Samtidig flyttede jeg til en anden by og begyndte i en anden skole. En by hvor jeg kun havde en enkelt kær veninde.
Den nye klasse var ikke så modtagelig, og efter at have været sygemeldt i 1 mdr. Var jeg langt fra ovenpå mhp. Min stress.
Jeg fortsatte på studiet, og trods min udsættelse af uddannelsen med 6 mdr. Væltede det mig ikke af pinden.
Sygeplejerske uddannelsen er jo som bekendt en bachelor udd. Hvor der er eksamen hver 2 1/2 mdr. Eksamen har altid været min hæmsko, det kan tælles på 2 hænder hvor mange gange jeg har bestået 1. Gang. Det samme gælder under denne udd. Det var et kæmpe nederlag hver gang jeg dumpede.... Især fordi at jeg vidste hvad jeg kunne, men grundet min angst for eksamen ikke formåede at formidle det.
Efter 3 1/2 år på en uddannelse der tager netop 3 1/2 år, var der flere ting der gjorde at jeg måtte tage et modul om, bl.a. Det at jeg ikke havde bestået den samme eksamen 2 gange (man har 3 forsøg), men også det at jeg var smidt ud af min studiegruppe, og ingen i min klasse ville skrive bachelor med mig. De få pladser til at skrive alene, var alle taget. Det var et hårdt slag at få, men på den anden side, så var jeg jo ikke særlig social med klassen. Som enlig mor i en by, hvor hele ens netværk tæller 1 veninde, er det ikke næmt at begå sig.
Nå, men som sagt tog jeg praktikken om. Bestod desværre heller ikke det sidste forsøg på samme eksamen :'-( jeg var knust. Det var så tæt på slutningen, og alligevel så langt fra.
Dette var sidste år, lige før sommerferien. Jeg blev kaldt til møde hos studievejlederen, som oplyste mig om at jeg ikke kunne fortsætte på uddannelsen. Drømmene blev knust...
Jeg brugte hele sommeren på at blive overflyttet til sosu-assistent uddannelsen. Samt at forsøge at forhandle mig til den voksne elevløn.
Overflytningen gik igennem, og grundet mit forløb på sygeplejerske uddannelsen blev min assistent uddannelse forkortet ned til 7 mdr. Hvoraf 4 1/2 af dem var praktik. Men, min 'erfaring' som sygeplejerske stud. Ville ikke gælde således at jeg kunne få den høje løn.
Det sidste 1/2 år har været et rent helvede. Vi har vendt og drejet hver en krone. Vi har måtte leve for et sted imellem 500-800 kr hver mdr. Få gange var vi heldige nok at have 1000kr jeg har flere gange overvejet at droppe ud, grundet økonomien. Det har været så svært for mig, og jeg følte ikke at det var en tilværelse jeg kunne byde min lillenpige.
Jeg ville sågar får meget mere hvis jeg havde været på kontanthjælp.
Det hele har kostet mig mange tårer, og det har virkeligt været en kamp at komme igennem det. Ikke nok med at jeg har måttet kæmpe for at holde økonomien oppe, så har det for mig personligt været et KÆMPE nederlag at måtte indse at jeg bliver assistent nu, og ikke sygeplejerske :'-( Det er de færeste i familie og vennekreds der faktisk ved at jeg ikke bliver spl. Nu.
Nå, men nu nærmere tiden sig så til den endelige eksamen, om en uge kan jeg (forhåbeligt) kalde mig assistent. Om 1 1/2 mdr. Kan jeg ikke kalde mig fattig mere. Så det hele går dem rigtige vej.
Det skal siges, at jeg i min nye klasse har gået nogle fantastiske veninder. Og er super godt med i fællesskabet. Jeg har også masser af veninder ellers spredt rundt i landet. Men ikke de der nære relationer hvor man lige ringer og snakker i timevis.
Der hvor filmen så knækker for mig i dag, er atvom en uge, når vi har afslutning på skolen, må man invitere 3 gæster med. Jeg ønsker selv. At have min datter med, og har inviteret min far (har ikke kontakt med min mor). Men min far, oplyser her til morgen at han ikke regner med at komme.
Så efter at have KÆMPET/lagt søvnløs og bestemt ikke haft det nemt det sidste 1/2 år. Efter at have haft nederlag på nederlag, hvilket synes at være sådan hele mit liv går. Så har jeg om en uge ikke noget at fejre det med. Udover min skønne lille datter, som er i fuld gang med at lave hemmeligheder i skolen til at fejre mor i næste uge <3
Hele min familie fejrede min lille søster da hun fik studenterhuen. Jeg har ingen......
jeg er 29 år, jeg har svært ved at gennemføre noget, og nu når jeg endeligt bliver færdig med noget, så kan min far, der er selvstændig, selv bestemmer sine arbejdstider ,og ofte arbejder hjemmefra, ikke tage formiddagen fri, for at køre 1 1/2 time og vise at han støtter op om mig. :'-(
Nøj hvor jeg dog bare ser frem til at tjene penge, og kunne leve et normalt liv igen. Det er det eneste jeg ønsker mig, at kunne leve og nyde livet med min lille pige, uden at skulle spekulere over om vi nu kam få mad de sidste 14 dage af måneden.
Tænk sig snart at kunne købe nyt tøj, og ikke gå i andres aflagte (hvilket jeg dog er taknemmelig over), eller i det samme tøj som da jeg var 17 år. Løb tør for mascare før jul, og er på det sidste med foundation. Nøj jeg glæder mig til at kunne få lidt luksus igen.
Tak for at i læste med så langt. Ha en skøn dag derude.
P.
