Øv.....
Søde du, mon ikke også det hele lige hober sig op og gør dig ked på éen gang lige nu? Selvom det er hårdt med den manglende opbakning fra dine forældre, så kan de jo på ingen måde ændre ved det, som du oplever med Malou Selma.
Jeg kan dog SAGTENS forstå at du er ked af hele situationen.
Og jeg ved desværre ikke hvad det skyldes, eller hvad du kan gøre.
Det kræver jo nok bare vedholdenhed, tålmodighed og forståelse...
for det er sikkert bare en reaktion for en periode, og det vil helt sikkert gå over igen. Du er jo det nærmeste og bedste menneske i din datters liv - det skal du slet ikke tvivle på, selvom hun opfører sig sådan lige for tiden.
Nogle gange er det et lidt utaknemmeligt job at være mor, for vi ELSKER jo vores barn/børn, og vil gøre ALT for dem. Og så bliver man uundgåeligt såret, hvis man føler sig skubbet væk, tilsidesat eller afvist af dem.
Men jeg er ret sikker på, at det ikke handler om DIG, for hende. Du er jo bare den nærmeste person hun har i sit liv til at "lade det gå ud over"....
Det er ligesom når jeg er edke-sur og urimelig og skælder ud, så bliver jeg også allermest modbydelig overfor min mor eller min mand - det er dybt uretfærdigt, og selvfølgelig slet ikke i orden. Men det sker simpelthen fordi, at de er dem som jeg holder allermest af, de er de personer som kender mig bedst og "kan tage det", og det er derfor også dem, der får hele mit følelsesregister at se....
Jeg tror det er det samme, når vores børn "straffer os"
- det er fordi vi simpelthen er dem de elsker og behøver at mærke mest! ....og det er ind imellem både på godt og ondt.
Jeg håber dog snart at det vender igen.
Du skal ikke gå rundt og føle dig trist
