Forstår det ikke....

Ja undskyld, hvis det er lidt rodet, men som om alting ikke er slemt nok duer min dumme computer heller ikke, så må skrive fra min tlf - og har virkelig brug for at dele min sorg!

For 9 dage, da min søn var 5 uger og 5 dage gammel sagde min kæreste at han ikke var klar til alt det her. Så nu sidder jeg her. Med min lille uforskyldte perfekte søn på et 8 kvm værelse hos mine forældre og leder efter lejlighed i Jylland. Jeg har ingenting, ingen møbler, intet. Jeg har fået mit hjerte knust, elskede ham så højt. Og værst af alt er det så synd for min stakkels søn. Jeg troede vi havde masser at tilbyde og nu føler jeg han har enormt ringe vilkår og jeg er en forbandet dårlig mor. Jeg havde aldrig troet at jeg som 25 årig skulle sidde alene med en knap 2 mdr gammel baby. Hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg videre? Kommer jeg nogensinde til at få et social liv igen? (Ved godt det er egoistisk at tænke sådan, men er så ensom!) Hvordan sørger jeg for min søn ikke lider last og samtidig får passet på mig selv? Åh hvor er det uretfærdigt  

Jeg er bare virkelig ensom ogulykkelig lige nu. 

Øv er ked af det på dine vegne.

Du skal nok komme videre men det er klart du lige skal nå at slikke sårene hvis du har mistet en du elskede.

Tror det ser mere lyst ud når du har fået følelserne for ham på afstand.
Du skal nok finde en lejlighed, få en god og stabil hverdag med din søn. Er sikker på du sagtens kan give din søn præcis hvad han har brug for. Bare du giver ham masser af kærlighed og tryghed så mærker han ikke at i ikke er kernefamilien.

Har du venner eller familie du kan se mens du har barsel. Sådan en lille størrelse kan jo som udgangspunkt komme med rundt til det meste, så du ikke føler du skal sidde hjemme hver dag.
Er du i noget mødregruppe?
Evt overvej babysvømning når han bliver lidt større, så møder du også folk der.

Men det vigtigste lige nu er at du lader tiden hele dit knuste hjerte....

Hvorfor har du ingenting? Har han fået det hele...?

Et så lille barn er heldigvis ligeglad med det materielle. Selvom du ikke synes du har så meget at tilbyde lige nu, så har du kærlighed og tryghed - og det er det vigtigste lige nu! 

Det er ikke som du havde drømt om, og jeg forstår godt at du er ked af det. Men husk at du godt kan gøre det godt for jeres barn alligevel. 

Hvor i Jylland søger du?? Vh stine

Anonym skriver:

Ja undskyld, hvis det er lidt rodet, men som om alting ikke er slemt nok duer min dumme computer heller ikke, så må skrive fra min tlf - og har virkelig brug for at dele min sorg!

For 9 dage, da min søn var 5 uger og 5 dage gammel sagde min kæreste at han ikke var klar til alt det her. Så nu sidder jeg her. Med min lille uforskyldte perfekte søn på et 8 kvm værelse hos mine forældre og leder efter lejlighed i Jylland. Jeg har ingenting, ingen møbler, intet. Jeg har fået mit hjerte knust, elskede ham så højt. Og værst af alt er det så synd for min stakkels søn. Jeg troede vi havde masser at tilbyde og nu føler jeg han har enormt ringe vilkår og jeg er en forbandet dårlig mor. Jeg havde aldrig troet at jeg som 25 årig skulle sidde alene med en knap 2 mdr gammel baby. Hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg videre? Kommer jeg nogensinde til at få et social liv igen? (Ved godt det er egoistisk at tænke sådan, men er så ensom!) Hvordan sørger jeg for min søn ikke lider last og samtidig får passet på mig selv? Åh hvor er det uretfærdigt  

Jeg er bare virkelig ensom ogulykkelig lige nu. 

Du er ikke en dårlig mor - dét ved jeg! Du er en fantastisk mor!

Du er så stærk og du skal nok komme ovenpå igen. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Jeg synes du skal gå op på kommunen, de må kunne hjælpe dig med at få en bolig akut.

Sørg for, at komme i en Mødregruppe hvis du har mod på det. Det er det bedste jeg har gjort længe.

Skriv endelig hvis du har brug for det søde.

Hvis du har brug for at snakke, må du meget gerne skrive privat. 

Har været det samme igennem, her var det bare mig der sagde stop. Stod alene med et barn på knap to måneder og en datter på tre år. 

Du har ret til at søge akutbolig hos kommune. 

ØV......Det er en rigtig træls situation..

 

MEN. jeg har været der.. og kan fortælle at det hele bliver bedre med tiden... både at selv kunne acceptere at faren til barnet har meldt fra... både på dine men også barnets vegne... det er pisset hårdt, når den anden melder sådan ud... jeg kan tydeligt huske det som var det sket for en halv time tiden.... selvom hende af min idag er godt 8½ år...

 

Det sociale liv skal også nok komme... jeg havde intet netværk, men det gik og jeg fik mulighed for at komme lidt ud da min datter blev lidt ældre.... 

 

Møbler, lejlighed osv kommer også... måske bliver du nød til at købe genbrug til at starte med.. og så skifte ud som du får råd... det gjorde jeg.. man lære at leve med det.. og det er så meget feder at man så endelig har råd og mulighed til at købe noget man virkelig gerne vil ha og har sparet på til.... 

 

Du er velkommen til at skrive i min indbakke hvis du har lyst... jeg har nemlig ikke så meget lyst til at skrive omkring mit forløb osv i et åbent forum....

 

 

 

Anonym skriver:

Ja undskyld, hvis det er lidt rodet, men som om alting ikke er slemt nok duer min dumme computer heller ikke, så må skrive fra min tlf - og har virkelig brug for at dele min sorg!

For 9 dage, da min søn var 5 uger og 5 dage gammel sagde min kæreste at han ikke var klar til alt det her. Så nu sidder jeg her. Med min lille uforskyldte perfekte søn på et 8 kvm værelse hos mine forældre og leder efter lejlighed i Jylland. Jeg har ingenting, ingen møbler, intet. Jeg har fået mit hjerte knust, elskede ham så højt. Og værst af alt er det så synd for min stakkels søn. Jeg troede vi havde masser at tilbyde og nu føler jeg han har enormt ringe vilkår og jeg er en forbandet dårlig mor. Jeg havde aldrig troet at jeg som 25 årig skulle sidde alene med en knap 2 mdr gammel baby. Hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg videre? Kommer jeg nogensinde til at få et social liv igen? (Ved godt det er egoistisk at tænke sådan, men er så ensom!) Hvordan sørger jeg for min søn ikke lider last og samtidig får passet på mig selv? Åh hvor er det uretfærdigt  

Jeg er bare virkelig ensom ogulykkelig lige nu. 

Øv hvor føler jeg med dig! Er selv enlig mor - så ved hvordan du har det

Først og fremmest.. Få det bedst mulige ud af at bo hjemme hos de gamle, hyg om din søn og lad ham mærke, at du er der uanset hvad.. Han er heldigvis så ung, at han ikke opfatter det i samme grad som hvis han havde været blot dobbelt så gammel..

Når du så føler dig nogenlunde ovenpå skal du kigge efter lejlighed, og jeg vil anbefale dig at søge i et boligselskab i den by du skal bo i, så er det nemmere at låne penge af kommunen (hvis ikke du kan i banken)

Men for alt i verden, husk at plej dig selv så længe du har brug for, din søn tager ikke skade af, at I bor hvor I gør!

Det vigtigste er faktisk at du er ved fulde fem når I skal i gang med at flytte, for det kan godt være lidt stressende, det var det i hvert fald for mig..

Du må  gerne skrive privat, hvis du har spørgsmål osv.!