Er bare så træt

Af hensyn til min mand ønsker jeg at være anonym.

Jeg er ved at opgive vores parforhold, jeg kan mærke det med enhver knogle i kroppen på mig selv, han gør mig så let sur, ked af det og irriteret og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg ønsker ikke at gå fra ham men ved ikke om jeg kan mere.

det hele startet ca. 3 måneder før vi skulle giftes vi havde en voldsom uenighed som endte med at han blev meget sur hamret og banket i alle ting skabe, låger, døre, gulv ja hvad ved jeg omkring sig det endte med at jeg pakket en taske og tog ungerne med på en camping overnatning. Han lovet mig en masse gylden løfter og de blev da også holdt indtil efter vi blev gift, derefter det sidste halve år er det bare gået ned af bakke.

der sker rigtig mange ting herhjemme med ungerne, ny ting at skulle forholde sig til en hård og stressende udrednings proces med den ene af dem, den anden er ved at nå skole alderen osv.

oveni alt det så har min mand desværre vist nogle rigtig grimme sider af sig selv.

1 gang tog han under et skænderi fat i mig og kastet mig ned på gulvet.

2 gang to han fat i min arm holdt mig fast og styret mig rund.

under alle vores skænderrier blivet han meget psykisk køre på mig sviner mig til og gerne på alle de aller mest følsomme områder. 

Og nu efter det der er beskrevet under anden gang oveni alt det psykiske ved jeg ikke om jeg kan tilgive og tro ham når han lover det aldrig gentager sig og nu bliver jeg bare sur på ham over alt og intet, jeg bliver let ked af det og irriteret og jeg føler ikke han gør det mindste for at anstrenge sig for at kæmpe det ekstra for mig. Jeg føler altid det er ham først, hans behov, hans følelser, hans tanker, hans søvn, hans mad, hans meninger, hans viden, ham der skal have lov til at snakke osv. Men mig jeg er bare ligegyldig. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

par terapeut er udelukket, det har vi ikke råd til.

og for ungernes skyld vil jeg jo helst have at vi fik det til at fungere men ved ikke om det er for sent?

åh piger hjælp jeg er helt fortabt og tanken om at forlade ham gør at jeg føler mig som et stort nul en evig kæmpe taber

Har stået i en meget lignende situation og det bedste vi kunne gøre, var at gå fra hinanden. 

Han pissede mig konstant af og intet af det jeg gjorde var godt nok for ham. 

Vi har to børn sammen så for deres skyld valgte vi at sige stop. Hans måde at stoppe det på var at være mig utro så jeg smed ham ud.

Du skal lytte til dit hjerte og hvis ikke du kan blive lykkelig sammen med din mand så stop det inden det ødelægger dig mere.

MorT2Snart3 skriver:

Har stået i en meget lignende situation og det bedste vi kunne gøre, var at gå fra hinanden. 

Han pissede mig konstant af og intet af det jeg gjorde var godt nok for ham. 

Vi har to børn sammen så for deres skyld valgte vi at sige stop. Hans måde at stoppe det på var at være mig utro så jeg smed ham ud.

Du skal lytte til dit hjerte og hvis ikke du kan blive lykkelig sammen med din mand så stop det inden det ødelægger dig mere.

Har sagt flere gange til ham at jeg ikke kunne mere at jeg syntes vi skulle blive skilt men han vil ikke give slip på mig, bliver sur kalder mig egoistisk og lover mig guld og grønne skove og jeg er bare ikke stærk nok til at gå (jeg vil nemt kunne leve alene) men selve det at gå er den svære del. Jeg har bedt ham forsvinde men så truer han med at tag livet af sig selv siger han ikke har nogle steder at gå hen og ja hvor søren skal jeg gå hen med to børn?

Har han evt. et familie medlem han kan bo ved et stykke tid så i lige kunne få et pusterum fra hinanden? 

Det kan være at i har glemt jeres følelser for hinanden i alle de skænderier. Det gjorde min x og jeg i hvert fald og vi fik aldrig arbejdet på det så det endte galt. Men det er så det bedste der er sket for mig for han var slet ikke den mand jeg skulle leve med resten af mine dage.
Det er min nuværende kæreste til gengæld