Hvad skal jeg gøre

Jeg kom til at tænke på...jeg har en veninde, som i forvejen havde et barn, men derefter mistede to gange. Hendes læge mente at hun kunne mangle nogle vitaminer eller lign (Kan ikke huske hvad det var), som kunne være skyld i at hun ikke kunne holde på børnene. Hun fik det hun manglede i kroppen og næste gang blev bebsen siddende  Måske du skulle spørge din læge om det? Det er ihvertfald ikke sjovt når I så gerne vil have et barn mere, og ja, der er jo større og større risiko jo ældre vi kvinder bliver. 

ja hvorfor betaler i ikke bare selv for insemination? Det koster kun 1500kr med henvisning på CFC; 1800kr hos Peter Lundstrøm i Ballerup. Og hvis du bor i Jylland tar IVF Syd 2500kr for det.

Og hvorfor sku du ikke ku bive gravid igen, der er da så utrolig mange kvinder over 40 som får fine raske børn.

MetteS81 skriver:

Jeg kom til at tænke på...jeg har en veninde, som i forvejen havde et barn, men derefter mistede to gange. Hendes læge mente at hun kunne mangle nogle vitaminer eller lign (Kan ikke huske hvad det var), som kunne være skyld i at hun ikke kunne holde på børnene. Hun fik det hun manglede i kroppen og næste gang blev bebsen siddende  Måske du skulle spørge din læge om det? Det er ihvertfald ikke sjovt når I så gerne vil have et barn mere, og ja, der er jo større og større risiko jo ældre vi kvinder bliver. 

Hej og tak for svaret.

Gad vide hvad din veninde manglede.
Jeg har selv fået konstateret Vit B12 mangel og senere D-vit mangel.
Det skulle nu være i orden.

mvh. Manna

Tak for svarene alle sammen.

Nu blev tråden drejet lidt hen på økonomien i spørgsmålet om fertilitetsbehandling. Og det er egentlig ikke så meget det, jeg spørger om.
Hvis vi er berettiget til undersøgelse, vil jeg selvfølgelig gerne have det dækket, men da jeg ikke kan forestille mig at IVF skulle være nødvendigt, er selvbetaling jo overkommeligt - i hvert fald nogle gange.

Og det er nok mere her jeg kommer i tvivl om etikken holder.

Skal/kan jeg tillade mig at gå i behandling (hormonbehandling og insemination) bare fordi jeg kan (økonomisk) - heraf det forkælede.

Kan jeg tillade mig at gå i fertilitetsbehandling, når jeg har været gravid 2 gange indenfor de sidste 8 måneder - heraf det utålmodige.

Kan jeg tillade mig at "betale mig fra at blive gravid", når nu kroppen godt selv kan finde ud af det - og når nu andre er i behandling i årevis, med behandlinger, der er langt mere krævende og opslidende end hvad jeg sandsynligvis ville skulle igennem.

Jeg ER seriøst bange for, at jeg ikke bliver gravid igen. Og jeg ER seriøst bange for at hvis jeg endelig skulle blive gravid igen, så enten mister jeg eller barnet vil have Downs.

Jeg synes, med min alder, at jeg på en måde falder uden for den normale statistiske kategori - den med at de fleste par bliver gravide indenfor 1-2 år. Man kan vel sige at deres chancer stiger for hvert mislykket forsøg (hvis der ikke er sygdom el. lav sædkvalitet bag), mens min statistik tæller den modsatte vej. For hver mislykket forsøg er jeg og mine æg blevet en måned ældre og jeg har mindre chance for at blive gravid.

Jeg har svært ved at være lykkelig og livet står på hold. Jeg bliver mere og mere bitter, modløs og indadvendt, hvilket nok i sig selv heller ikke fremmer fertiliteten....

Jeg stiller spørgsmålet i denne kategori, fordi I kvinder herinde om nogen ved besked. JEG kan sidde og nærmest forarges, når én klynker over at hun stadig ikke er blevet gravid i 4. cyklus, men jeg er pinligt bevidst om at I, der har prøvet i årevis uden held og uden et eneste barn, må synes jeg skulle tage og flette næbet.

Men jeg spørger jo, fordi jeg er interesseret i meninger og i at få sat min situation lidt i perspektiv - for jeg kan da sagtens selv gå her og bilde mig ind, at jeg er jordens ulykkeligste kvinde og føle, jeg burde få hjælp til at komme videre...men er det rimeligt?

Manna

Manna skriver:

Tak for svarene alle sammen.

Nu blev tråden drejet lidt hen på økonomien i spørgsmålet om fertilitetsbehandling. Og det er egentlig ikke så meget det, jeg spørger om.
Hvis vi er berettiget til undersøgelse, vil jeg selvfølgelig gerne have det dækket, men da jeg ikke kan forestille mig at IVF skulle være nødvendigt, er selvbetaling jo overkommeligt - i hvert fald nogle gange.

Og det er nok mere her jeg kommer i tvivl om etikken holder.

Skal/kan jeg tillade mig at gå i behandling (hormonbehandling og insemination) bare fordi jeg kan (økonomisk) - heraf det forkælede.

Kan jeg tillade mig at gå i fertilitetsbehandling, når jeg har været gravid 2 gange indenfor de sidste 8 måneder - heraf det utålmodige.

Kan jeg tillade mig at "betale mig fra at blive gravid", når nu kroppen godt selv kan finde ud af det - og når nu andre er i behandling i årevis, med behandlinger, der er langt mere krævende og opslidende end hvad jeg sandsynligvis ville skulle igennem.

Jeg ER seriøst bange for, at jeg ikke bliver gravid igen. Og jeg ER seriøst bange for at hvis jeg endelig skulle blive gravid igen, så enten mister jeg eller barnet vil have Downs.

Jeg synes, med min alder, at jeg på en måde falder uden for den normale statistiske kategori - den med at de fleste par bliver gravide indenfor 1-2 år. Man kan vel sige at deres chancer stiger for hvert mislykket forsøg (hvis der ikke er sygdom el. lav sædkvalitet bag), mens min statistik tæller den modsatte vej. For hver mislykket forsøg er jeg og mine æg blevet en måned ældre og jeg har mindre chance for at blive gravid.

Jeg har svært ved at være lykkelig og livet står på hold. Jeg bliver mere og mere bitter, modløs og indadvendt, hvilket nok i sig selv heller ikke fremmer fertiliteten....

Jeg stiller spørgsmålet i denne kategori, fordi I kvinder herinde om nogen ved besked. JEG kan sidde og nærmest forarges, når én klynker over at hun stadig ikke er blevet gravid i 4. cyklus, men jeg er pinligt bevidst om at I, der har prøvet i årevis uden held og uden et eneste barn, må synes jeg skulle tage og flette næbet.

Men jeg spørger jo, fordi jeg er interesseret i meninger og i at få sat min situation lidt i perspektiv - for jeg kan da sagtens selv gå her og bilde mig ind, at jeg er jordens ulykkeligste kvinde og føle, jeg burde få hjælp til at komme videre...men er det rimeligt?

Manna

Jeg fik mit 2. barn kort efter jeg blev 40, så jeg forstår udemærket din frygt for at det ikke skal lykkes.

Begge vores børn er kommet til ved hjælp af ICSI, og vi har begge gange været på opgivelsens rand.

Jeg tror du skal glemme tankerne om hvad andre evt. kunne tro og mene, og føle godt efter hvad du selv har behov for.

Vi betalte os til barn nr. 2, og havde også sat en aldersgrænse på. Vi syntes, at når jeg blev 40, så var det slut med at prøve.

Hvis I føler at det er det rigtige at forsøge med insemination, så se at komme i gang. Som du selv siger, bliver du ikke yngre, og det er bestemt ikke nemt for psyken at vente eller abortere flere gange.

Vi valgte at tage vitaminer efter kanonkuren (kan slås op på Google), og så fik vi begge zoneterapi.

Håber du kan bruge mit svar til noget