Ulykkelig og føler mig svigtet (langt)

Jeg er så ked af det, og kan ikke finde ro eller forene mig med mine tanker

Problemet omhandler mine forældre og deres måde at gøre forskel på. Der er 8.5 år mellem min søster og jeg, og hun har altid været den lille prinsesse, hvor jeg var den vilde drengepige, der klatrede i træer, byggede huler, kom galt afsted (klodset) og fik mudder på tøjet.

Jeg har på mange måder fået en god opdragelse men samtidig også en hård opvækst, og hvor mine forældre på mange måder, har svigtet.

Jeg har meget af mit liv, måtte klare mig selv, levet med vi var fattige, osv. Først senere kom mine forældre bedre til penge og det har jeg tydeligt mærket i deres opdragelse. Jeg fik altid skældt huden fuld, omkring penge, når jeg manglede tøj, eller lignende. Dette fortsatte og da jeg nærmede mig de 18, var jeg ikke i tvivl om, at de ønskede jeg flyttede hjemmefra.

Omvendt har min søster altid fået lov, til at ønske det hun ville, feks til jul, få og købe tøj, få tøj og lommepenge ( jeg måtte tjene selv og fair nok) men forskellen driver mig til vanvid.

Da jeg blev konfirmeret fik jeg nogle penge, ca 5000 hvor alle mine klasse kammerater fik mellem 10-20.000 alt afhængig af gaverne, vores familie havde ikke engang computer. Jeg var ligeglad og var taknemmelig, brugte pengene til en ny kildemoes cykel, da min gamle ik kunne mere. Var så glad. Desværre var der nogle, som lavede hærværk og den kunne ikke laves eller bruges igen, og var ulykkelig. Heldigvis dækkede forsikringen, og kunne få en ny magen til, men da det var mine forældre som betalte, mente de at det var deres penge.
I stedet købte de en ny cykel til min mor og en til mig, ved Harald Nyborg, noget billigt skrammel, som kort tid efter rustede

Omvendt fik min søster en del mere, nå ja tiderne skifter, men hun ville ikke nøjes med cykel, det skulle være en scooter, men hun havde ikke nok. Jamen mor og far gik da med til at de betalte halv om halv, og resten skulle hun betale tilbage (hvilket aldrig er sket)

Sådan. Har det været lige siden, ingen hjælp at hente, når jeg stod med håret i postkassen. Af skade blir man klog. Hvorimod min søster stadig bor hjemme, over 20 år, får alt serveret, og her kan de knap nok finde tid eller overskud til mig eller børnene. Men min søster hopper og danser de for. Jeg får altid den hårde tone, ikke meget støtte at hente, omvendt verden af em derhjemme.

Det smerter mig, og gør det hver gang, de smider alt de har hænderne for hende, mens de ikke har tid til mig og ungerne

Har snakket med dem flere gange, lige lidt hjælper det.

Er så træt, ked af det, såret og ulykkelig og ved ikke hvad jeg skal gøre med alle de følelser og den sorg. Ligger bare i mørket og kan ikke sove. Føler mig svigtet og kan slet ikke stoppe med at græde. Gør alt jeg kan, for ikke at vække den mindste, med mit ulykkelige anfald

Kram! Jeg forstår godt du er ked af det.

Jeg synes, for din egen skyld, at du skal fokusere mindre på hvad din søster får. Det er egentlig irrelevant. Forældre kan ikke undgå at gøre forskel på deres børn for børn har naturligt forskellige behov og forældrenes vilkår ændrer sig med tiden. Du skal istedet fokusere på, om du får, fra dine forældre, hvad du har brug for. Glem din søster. Det lyder som om DU har behov for kærlighed og opmærksomhed fra dine forældre. Når du har en samtale med dine forældre, skal du ikke nævne din søster, men fortælle dem, hvad du har brug for. Hvis du har brug for at høre at de elsker dig, så må du fortælle dem det. Det kan også være, du har brug for, at tale ud om nogle af de oplevelser, du havde som barn.

Demosan skriver:

Kram! Jeg forstår godt du er ked af det.

Jeg synes, for din egen skyld, at du skal fokusere mindre på hvad din søster får. Det er egentlig irrelevant. Forældre kan ikke undgå at gøre forskel på deres børn for børn har naturligt forskellige behov og forældrenes vilkår ændrer sig med tiden. Du skal istedet fokusere på, om du får, fra dine forældre, hvad du har brug for. Glem din søster. Det lyder som om DU har behov for kærlighed og opmærksomhed fra dine forældre. Når du har en samtale med dine forældre, skal du ikke nævne din søster, men fortælle dem, hvad du har brug for. Hvis du har brug for at høre at de elsker dig, så må du fortælle dem det. Det kan også være, du har brug for, at tale ud om nogle af de oplevelser, du havde som barn.

Nævner faktisk sjældent min søster, men giver udtryk for at jeg har brug for dem, men det sker bare ikke. Bebrejder ikke min søster, hun er uden skyld i det her. Men er ulykkelig over, at trods mine forældre ved hvor stort et svigt de har haft i forhold til mig, fortsætter det.

Var for nogle år siden ude for ulykke og skulle derefter opereres, der var ingen hjælp i efterforløbet og var efterladt alene, selvom jeg sad i kørestol i 2 mdr, havde bare sådan brug for hjælp og støtte, men der var ikke noget at komme efter. Et par år senere vælger min søster (som 50 % af de unge piger) at få lavet bryster. De passede og plejede hende i døgndrift, kørte hende osv osv. Og er så ked af jeg konstant skal stå alene og være stærk

Orker ikke at være stærk længere

lige meget hvad dine forælder laver sig ikke om men det kan du...

du skal vise du aldrig vil gøre på den måde du skal vise at du elsker dit liv og når dine forælder gør dig så kede af det så skub dem væk ja det er let at skrive men jeg ved selv hvor hårdt det gør til min kæreste oplever helt det samme....

lad dem kontakte dig og ikke omvendt..

NYD dit liv og ikke deres for det er dit liv for kort til...

jeg har også været en masse negativt igennem med min familie og min barndom var også bid hår MEN jeg elsker at leve jeg elsker mig jeg elsker min lille familie og hvis folk ikke kan behandle mig ordenligt skal de ikke være en del af min familie (min familie mig, min søn min kæreste)

håber du forstår hvad jeg mener

KÆMPE KRAMMER

 

Det gør ondt. Det er tydeligt at læse og nemt at forstå. Jeg tror som skrevet af B&J at du skal arbejde med dig selv. Du skal finde en form for accept af at "sådan er det bare" og så fokusere på dig, dine børn og evt kæreste/ mand. Skab lidt afstand til dine forældre. Det er ikke kun din "pligt" at vedligeholde jeres forhold. Det er bestemt også deres. Hvis de vil dig og dine børn, må de steppe noget mere op. Og jeg forstår godt hvis det er skræmmende, men tænk over det. Hvad er forholdet til dine forældre værd, hvis det kun er dig og ikke dem der vil kæmpe for det? Du er voksen, I er ligeværdige. Brug dine erfaringer til at skabe en nutid og fremtid der er anderledes for DINE børn. 

Efter selv at have oplevet svigt fra min biologiske mor både i barndommen men også efter jeg blev voksen valgte jeg at tage skridtet og helt stoppe kontakten...

den sidste rigtige kontakt jeg havde med hende var at hun ringede og prøvede at fiske penge ud af mig... Jeg har ingen at give af og hun vidste godt min økonomiske situation og hvordan mit liv generelt bare var lort lige der med bekymringer om vores søn og min kæreste...

Så jeg tog springet og har bare stoppet med konstant at blive ked af den manglende støtte og kontakt... og når vi snakkede sammen sad jeg bagefter og græd fordi hun bare slet ikke hørte efter hvad jeg sagde og alt bare skulle handle om hende og hvordan hun bare havde penge og kunne smide om sig... så aldrig en eneste krone selvom hun gjorde meget ud af at snakke om at hun synes at arven skulle deles ligeligt mellem mig og min halvlillebror efter hans fars død...

Hvis du har lyst til at snakke med en der også har stået der så skriv en PB og hvis du har en facebook så kan vi altid skrives der også

Find ud af om de er værd at have i dit liv. 

Man vælger ikke selv sin familie,men man vælger selv om man vil have dem i ens liv 

Kan godt forstå dig...havde engang en kæreste der var midterparti, altså ud af tre børn. Storebroren og lillebroren bar de gode, min x var det sorte får, drengen der ikke duede til noget, drengen der røg, drengen der fik skæld ud over at bruge for mange penge på ditten og datten. Og det var svært at stå som kæreste og se hvordan de forskelsbehandlede disse tre børn. Ingen tvivl om de prøvede at være gode forældre...det var bare som om de ikke så det selv...at de ikke bemærkede de søde ord til de to og de bebrejdede ord til min x konstant....ingen siger det er deres skyld, min nu sidder min x på piller med overvægt og førtidspention. Rigtigt trist.

min egen mormor kunne ikke lide børn, sikkert heller ikke for godt min mor og hendes bror. Da jeg blev født, fik min mor af vide børn lugtede, grisedeog ikke var velkomne i hendes hjem..... Efter få år afbrød hun forbindelsen da hendes børn var vigtigere end min mormors sofaer. Min mor tog det valg at hendes mor gav anledning til flere frustrationer og ulykke end lykke. Og hun lovede sog selv aldrig at blive som hende, en sur emsig kælling. Pg det blev hun heller ikke. Du skal tage et valg selv.

Tak for svar allesammen

Har en del jeg skal gøre op med, og også den sorg over jeg bare ikke har støtte og bagland. Gør så ondt. Gør ikke mindre ondt at uanset hvor meget min søster dummer sig, flasker det sig altid alligevel. Er nok træt af, at være den der konstant må kæmpe og trods det aldrig får støtte og opbakning

Må lave nogle hårde tanker om valg, men hvor er det bare svært, fordi jeg er nået til et punkt, hvor jeg bare har brug for støtte og hjælp. Så gør det bare ekstra ondt

Anonym skriver:

Jeg er så ked af det, og kan ikke finde ro eller forene mig med mine tanker

Problemet omhandler mine forældre og deres måde at gøre forskel på. Der er 8.5 år mellem min søster og jeg, og hun har altid været den lille prinsesse, hvor jeg var den vilde drengepige, der klatrede i træer, byggede huler, kom galt afsted (klodset) og fik mudder på tøjet.

Jeg har på mange måder fået en god opdragelse men samtidig også en hård opvækst, og hvor mine forældre på mange måder, har svigtet.

Jeg har meget af mit liv, måtte klare mig selv, levet med vi var fattige, osv. Først senere kom mine forældre bedre til penge og det har jeg tydeligt mærket i deres opdragelse. Jeg fik altid skældt huden fuld, omkring penge, når jeg manglede tøj, eller lignende. Dette fortsatte og da jeg nærmede mig de 18, var jeg ikke i tvivl om, at de ønskede jeg flyttede hjemmefra.

Omvendt har min søster altid fået lov, til at ønske det hun ville, feks til jul, få og købe tøj, få tøj og lommepenge ( jeg måtte tjene selv og fair nok) men forskellen driver mig til vanvid.

Da jeg blev konfirmeret fik jeg nogle penge, ca 5000 hvor alle mine klasse kammerater fik mellem 10-20.000 alt afhængig af gaverne, vores familie havde ikke engang computer. Jeg var ligeglad og var taknemmelig, brugte pengene til en ny kildemoes cykel, da min gamle ik kunne mere. Var så glad. Desværre var der nogle, som lavede hærværk og den kunne ikke laves eller bruges igen, og var ulykkelig. Heldigvis dækkede forsikringen, og kunne få en ny magen til, men da det var mine forældre som betalte, mente de at det var deres penge.
I stedet købte de en ny cykel til min mor og en til mig, ved Harald Nyborg, noget billigt skrammel, som kort tid efter rustede

Omvendt fik min søster en del mere, nå ja tiderne skifter, men hun ville ikke nøjes med cykel, det skulle være en scooter, men hun havde ikke nok. Jamen mor og far gik da med til at de betalte halv om halv, og resten skulle hun betale tilbage (hvilket aldrig er sket)

Sådan. Har det været lige siden, ingen hjælp at hente, når jeg stod med håret i postkassen. Af skade blir man klog. Hvorimod min søster stadig bor hjemme, over 20 år, får alt serveret, og her kan de knap nok finde tid eller overskud til mig eller børnene. Men min søster hopper og danser de for. Jeg får altid den hårde tone, ikke meget støtte at hente, omvendt verden af em derhjemme.

Det smerter mig, og gør det hver gang, de smider alt de har hænderne for hende, mens de ikke har tid til mig og ungerne

Har snakket med dem flere gange, lige lidt hjælper det.

Er så træt, ked af det, såret og ulykkelig og ved ikke hvad jeg skal gøre med alle de følelser og den sorg. Ligger bare i mørket og kan ikke sove. Føler mig svigtet og kan slet ikke stoppe med at græde. Gør alt jeg kan, for ikke at vække den mindste, med mit ulykkelige anfald

Wow .
Det et som om du lige har beskrevet mit liv .
Troede virkelig ingen havde det som mig .
Ønsket ikke fortælle for meget i åben forum .
Du er velkommen til at skrive privat .
Kæmpe kram til dig .
Mit bedste råd er ag søge prof hjælp .