Ja tænker du over hvordan du ser på tingene? Er det udfordringer eller problemer du står overfor eller tænker du det går nok eller bekymrer du dig om alt det der evt. kan gå galt? Selv har jeg altid defineret mig som en pessimist fordi jeg bekymrer mig om mange ting og ifølge en psykolog jeg gik til for flere år tilbage kan jeg tænke alt til døde.
Jeg tænker meget over det i øjeblikket, fordi jeg synes der er mange bolde i luften i den tilværelse jeg fører med min kæreste og vores børn. Vi har tre børn hvoraf de to er 1 og 2 år. Vi har igennem mange år sloges med økonomiske problemer som følge af at min kærestes lidt sløset adfærd. Han endnu ikke har gennemført en uddannelse (fordi han konstant skifter uddannelse fordi han ikke ved hvad han vil) og fordi han tit har stået uden indtægt. På et tidspunkt boede vi i et hus han havde købt som røg på tavngsauktion fordi han ikke betalte regningerne. Jeg fik skaffet os en lejebolig og har nu overtaget alt økonomisk ansvar der hvor vi bor nu. Jeg har stiftet en del gæld gennem årene pga roderiet med det hele.
Jeg har generelt de tunge ansvar hvad angår at være hovedforsørger, at betale regningerne og sørge for at der er penge til alt det uforudsete. Jeg har en uddannelse og har været på barsel efterfølgende og bliver ledig til foråret/sommer. Jeg er meget bekymret for ikke at finde et arbejde, da jeg jo ved min indtægt er den væsentligste herhjemme og ved jo jeg har to år på dagpenge hvis jeg ikke kommer i arbejde og dernæst hedder det jo kontanthjælp. Det system har jeg været i før og ønsker det på ingen måde igen, men ved også det er svært at få en fod ud på arbejdsmarkedet i disse tider og med tre børn og en afsluttet uddannelse for snart 2 1/2 år siden er jeg hverken nyuddannet eller fyldt med erfaring, så er sikkert langtfra attraktiv. Jeg har heller aldrig haft et arbejde før i mit liv så kan end ikke prale med et godt cv og mit selvværd er lig nul.
Derudover har vi taget ansvar for en bekendts hund pga hans personlige dårlige omstændigheder og hun er en skøn hund som vores børn elsker, men hun savner opdragelse og træning og selvom det går meget fremad med hende i hjemmet, så er hun lidt af en børste på gaden. Hun går slet ikke pænt i en snor, gør meget og bliver helt vild og overkørt når hun ser andre hunde og jeg føler mig dum når jeg går og ligner en der har en hund jeg ikke kan styre. (Hun vejer ca. 30 kg, så hun er ikke nem at holde). Men vil så gerne tage det fulde ansvar for hende for har en anden gang måtte finde et nyt hjem til en hund jeg holdt meget af pga kaos i mit liv og er bare kommet til at holde meget af hende nu.
Derudover har jeg mistet gnisten for min kæreste. Jeg undgår al kontakt der ikke er af praktisk og formel karakter og synes han er sød og rar, men er ikke tiltrukket af ham som mand overhovedet. Vi har kendt hinanden i snart 14 år. Jeg har også en meget "hjælpeløs" mor, der har levet alene siden jeg var 3 år og hun er meget afhængig af mig og kan være meget energitærende for mig for tiden fordi hun ringer og sms'er ofte og forventer jeg skal stå der når hun ønsker det.
Men det er så der jeg tænker. Hvis nu jeg var optimist ville jeg måske tænke helt anderledes og se på det gode i tingene. At min kæreste og jeg har et skønt liv med masser af liv i huset. Hund og børn som har så meget glæde af hinanden og aldrig tid til kedsomhed. Min kæreste er en god far for sine børn og er hjælpsom og støtter altid mig i mine valg. At det økonomiske nok løser sig hen af vejen når vi kommer i arbejde for det sker vel nok på et tidspunkt og at man bare bør nyde den ekstra tid man har med ungerne indtil da. Gælden bliver betalt og har et godt forhold til min bank der altid har hjulpet uden betænkligheder. At alt det med intimiteten i forholdet nok bliver vakt til live når der kommer lidt ro på alle fronterne igen. At vi har en hundeskov nærmest lige rundt om hjørnet så vi ikke behøver gå lange ture med hunden i snor når det nu ikke fungerer og at vi med tiden og med træning får den til at slappe mere af og formentlig blive en roligere hund når vi går på gaden. At jeg skal glæde mig over min mors tilstedværelse i mit liv da min far aldrig har villet mig og har end ikke ønsket at se sine to seneste børnebørn og at jeg da har hendes fulde interesse.
Skal siges min kæreste er optimist og sikkert tænker sådan, for han forstår slet ikke jeg tager det hele så tungt.
Så nu må jeg høre fra nogen andre. Er det mig der gør myg til elefanter, er der noget om at jeg bare skal vende skuden og se lysere på tingene? Skal siges at jeg meget taknemmelig for mit liv, mine børn og det hele for havde aldrig forventet at få et liv i nærheden af det jeg har fået. Så værdsætter det hele, er bare så pokkers bekymret for at miste fodfæstet og ikke leve fuldt ud op til de ansvar jeg har i mit liv. Det er jo vigtigt at være rollemodel for sine børn og give dem en harmonisk base hvor de voksne har styr på tilværelsen. Er selv vokset op med en mor der led af angst, aldrig har haft et arbejde i min levetid og altid måtte låne penge og alligevel var der aldrig penge når vi nåede d. 20 i måneden. Ønsker en mere harmonisk opækst for mine børn da jeg selv kender konsekvenserne af det andet.
Tak hvis du læste med så langt. 
