Nogle der vil hjælpe?

Anonym skriver:

Vi har fire. 

jeg har fortalt han nøjagtig som jeg har skrevet her. Jeg har lige haft pause fra lør-søndag aften og det var selvf rart der, men allerede mandag morgen var det sådan igen :/

Familie har vi ikke rigtig noget af, de slog hånden af os da vores ældste fik diagnosen ADHD for det ku de ikke rumme, derfor valgte vi også en ADHD konsulent - fordi vi ellers ingen har. 

Ville ønske de var en del af mit liv, er vokset op med omsorgssvigt osv, men derfor savner jeg stadig min mor og far. Men vores forhold bliver aldrig anderledes end det er nu, desværre

Jeg har selv ADHD, så jeg ved hvad det hele drejer sig om. Et usynligt handicap er tit meget uhåndgribeligt for omgangskredsen. 

Jeg sender dig tanker og knus!

Anonym skriver:

Jeg har det meget svært for tiden. Vores ældste skiftede børnehave for 6 mdr siden fordi han var udsat for vold i special børnehaven, og kom derfor i samme instition som vores andre børn. Jeg har i den forbindelsen mistet tilliden totalt til andre mennesker, selv min mand :/ Ungernes bh er gået bag om ryggen på os med en helveds masse ting. Og har lavet en total uforstående underretning - (vores rådgiver lukkede omgående den sag) Siden det har jeg bare ja hvordan skal det forklares? Jeg har de sidste 14 dage haft det træls, virkelig træls! Pga min mands job tider afl og henter kun jeg. 

Jeg har kvalme bare tanken om at sku aflevere. Og har det lige sådanne når jeg skal hente mine børn. 

Jeg har konstant hovedpine, ondt i maven osv.

jeg har mistet appetitten , og jeg kan ikke sove om natten. Hver aften når familien sover hyler jeg bare.

 

idag har jeg ringet til vores ADHD konsulent fordi jeg virkelig ikke aner mit levende råd - jeg kom selvf til at tale over mig og forklare hvordan jeg har det, jeg har allerede fortrudt. Han blev naturligvis meget bekymrede, og ville kontakte vores rådgiver imorgen - men om hvad dog? Naturligvis glemte jeg at spørge.

jeg er træt af at være ked af det, jeg er ved at blive kvalt langsomt. 

Hvad skal jeg dog gøre?��

Hvad er det der gør at du ikke har tillid til din mand?

Tænker at det er problematisk da man kan dele mange tanker, og følelser. Og på den måde blive støttet og aflastet en smule.

Men det lyder til at der er mange ting set ude fra der gør det svært.

Mor til Ella skriver:

Hvad er det der gør at du ikke har tillid til din mand?

Tænker at det er problematisk da man kan dele mange tanker, og følelser. Og på den måde blive støttet og aflastet en smule.

Men det lyder til at der er mange ting set ude fra der gør det svært.

Den måde pædagogerne gik bag om ryggen på, gør at jeg ikke stoler på nogle :/

jeg habde før svært ved at stole på nogle - men det tillidsbrud de lige fik stablet på benene ødelagde alt

Yurie skriver:

Psykolog??

Ja det er ikke rart.. Men nogen gange nødvendigt.

Men ring og få en aftale med din læge, for ingen skal gå rundt og have det så dårligt som du har det.

Det kan være skræmmende den første gang eller to man skal til psykolog, men hvis man selv åbner op og giver det en fair chance kan det være en fantatisk "oplevelse".

Har været hos en i 2 omgange, første gang var jeg meget nervøs og skræmt i starten, og tudede nærmest hele vejen igennem de to første samtaler. Blev meget positivt overrasket over at hun bare lyttede og på en god måde fik vendt tingene fra noget negativt til muligheder for positiv forandring.

2. Omgang jeg var der var af en anden årsag, men da jeg fik samme psykolog var jeg ikke i tvivl om at det nok skulle gå.

Q86 skriver:

Det kan være skræmmende den første gang eller to man skal til psykolog, men hvis man selv åbner op og giver det en fair chance kan det være en fantatisk "oplevelse".

Har været hos en i 2 omgange, første gang var jeg meget nervøs og skræmt i starten, og tudede nærmest hele vejen igennem de to første samtaler. Blev meget positivt overrasket over at hun bare lyttede og på en god måde fik vendt tingene fra noget negativt til muligheder for positiv forandring.

2. Omgang jeg var der var af en anden årsag, men da jeg fik samme psykolog var jeg ikke i tvivl om at det nok skulle gå.

Det er vel aldrig rart at snakke om noget der gør en trist, bange, noget der har ødelagt ens liv.. og så med en fremmed.

Jeg snakkede med en men hun var ikke god.. så jeg var der ikke mange gange. Jeg var i sørgegruppe 10år for sent(Hjalp intet) Da de flyttede lokaler stoppede jeg.

Men man skal også føle sig tryg hos personen, og give det en chance.

Lyder som om du har haft en super psykolog og dejligt at du fik hende begge gange