Jeg er bare helt færdig...

Herhjemme er vi begge to studerende.. mit studie er primært selvstudie, har kun noget med 8 timers undervisning om ugen. min kærestes studie er bygget anderledes op og er primært undervisning og så kører de projekter hvor de så arbejder ude af studiet i grupper og sådan.

Og konstant bliver mit studie nedprioriteret... fordi mit studie primært handler om at læse, læse, læse, tager han ikke den tid jeg har brug for til at læse alvorligt Hvis fx der er syge børn forventer han, at det er mig der passer børn, for han har jo liiige det her gruppearbejde og den her undervisning. Og hvis jeg SKAL afsted til undervisning på en dag med syge børn forventer han at jeg kommer hjem og tager over så snart jeg har fri, så han kan arbejde.

Hvis han så sætter sig over på skolen for at få ro til at arbejde på en eller anden opgave, så tager han først derfra igen ret sent, kl. 16 og er så hjemme 16.30, i stedet for i det mindste at tage derfra lidt før og så arbejde mere om aftenen når ungerne sover..

Nu har vores børn været syge mega meget siden nytår og det er bare mig, mig, mig. I dag havde jeg pisse vigtig undervisning 9-11, men han havde noget med sin gruppe, så jeg endte med at blive hjemme med børnene og han var først hjemme lidt i 17.

Jeg kan snart ikke mere.. Jeg kommer bagud, og derudover må jeg sådan egoistisk set indrømme det er PISSE HÅRDT så ofte at være den der tager sig af syge børn, som er meget grædende, og har brug for konstant hjælp til alt. Jeg er sensitiv og har et meget stort behov for alenetid med jævne mellemrum, ellers bliver jeg mere og mere stresset, frustreret og ked af det. Og den alenetid har jeg ikke fået nærmest overhovedet de sidste måneder.

Jeg er kommet derud hvor jeg ud på eftermiddagen nærmest er den person i hjemmet der er mest ulvetime-ramt. Jeg bliver så irritabel, kort lunte, let til tårer, fordi jeg bare har givet så meget af mig selv på det seneste og er BRUGT. For på samme tid er der stressen over mit studie bliver forsømt, og jeg kan ikke læse når jeg har børnene hjemme, for de vil hele tiden det ene og det andet..

Og jeg HAR selvfølgelig talt med ham om det, nærmest til døde. Jeg HAR forklaret ham, at min tid måske NETOP er vigtigt pga. jeg har så lidt undervisning, for så skal jeg bruge tiden til at lære mig selv pensummet, men han bliver bare ved med at sætte sit eget studie og sit eget behov først.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så træt, brugt, på randen af sammenbrud.. 

Du får altså lige en kæmpe krammer 

Jeg ved godt at I har talt sammen. Eller... du har talt med din kæreste om det som trykker dig. Jeg synes I skal sætte jer ned igen igen igen og snakke om det. Fortæl ham at det gør dig rigtig ked af det. At du føler dig nedprioteret og at I skal finde frem til en løsning som begge er tilfredse med. Begge jeres studier er vigtige. Jeg synes din kæreste virker enormt egoistisk. Han har et ansvar ang. ungerne også. Han må lige komme ind i kampen. Nu ved jeg ikke hvad du har sagt til ham og hvordan du "fremstår" men ud fra hvad du skriver har jeg sgu ondt af dig! Håber I finder en holdbar løsning.

Knus!

Tænker også at med de få undervisnings timer du har, da netop har brug for at komme afsted! Så næste gang så siger du til ham, at nu må han blive hjemme med sygt barn, og vil han ik det så ska han selv finde en anden babysitter, fordi du bare er brugt, med brugt på!! 

Forklar ham, at i er 2 om ansvaret, og at i begge er lige vigtige! Vh stine

Kæmpe kram til dig - det må virkelig ikke være sjovt

Har i måske noget familie der kunne komme og aflaste lidt og passe ungerne mens du tager til undervisning ? Og som måske kunne hjælpe lidt til med børnepasningen i hjemmet mens du går i soveværelset / alternativt på skolen og læser?

Det er på ingen måde rart at føle sig nedprioriteret - og ikke for at forsvare din kæreste - men gruppearbejde er bare rigtig svært fordi mange mennesker på en gang skal kunne mødes og det i sig selv kan være en udfordring, så det bliver du nok nødt til at acceptere.. Dog synes jeg bestemt ikke du skal acceptere at han kører på skolen for at "få ro" og efterlader dig med syge børn.

Brug de ressourcer og det netværk i har - udnyt familie og venner til pasning, måske bare en time så du kan gå en lang tur i skoven og få tankerne lidt på gled.