Mit (kedelige) liv..

Jeg føler nogengange, at jeg lever et kedeligt liv..

Jeg fandt min nuværende kæreste, (og faren til mit barn) da jeg var 13år gammel. Han var 14år. Total skolekærester..
Vi har været sammen lige siden. Vi er 19 og 20år idag. Vi er hinandens første af alt.. (første rigtige kæreste, sex osv.)
Da jeg var 18, og han 19år, fik vi vores datter. Det var ikke planlagt, men hun var velkommen. Det bedste der længe er sket for os!

Nogengange tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg ikke har været igennem som ung/oplevet.
Jeg har, (som alle mine veninder har) ikke tiden til at gå i byen hver weekend. Har faktisk aldrig rigtig gjort det, da jeg blev mor som 18årig, og det først er der det virkelig er fedt at gå i byen.
Jeg har kun haft én partner. Den samme at kysse med. Den samme i sengen. Ikke noget nyt og fansy der..

Jeg misunder faktisk lidt dem som har flirt, og muligheden for one-night-stands.. Ja det lyder mærkeligt. Jeg savner den killende fornemmelse i maven, ved det første kys, den første gang i sengen, frække smser..

Men samtidig er jeg også rigtig taknemmelig for det jeg har. En dejlig kæreste, og en dejlig lille pige! Jeg elsker dem helt vild højt..

Årh, bare fortæl mig at det er ok at tænke sådan. Føler mig som et dårligt menneske, ved at tænke sådan her!

Anonym skriver:

Jeg føler nogengange, at jeg lever et kedeligt liv..

Jeg fandt min nuværende kæreste, (og faren til mit barn) da jeg var 13år gammel. Han var 14år. Total skolekærester..
Vi har været sammen lige siden. Vi er 19 og 20år idag. Vi er hinandens første af alt.. (første rigtige kæreste, sex osv.)
Da jeg var 18, og han 19år, fik vi vores datter. Det var ikke planlagt, men hun var velkommen. Det bedste der længe er sket for os!

Nogengange tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg ikke har været igennem som ung/oplevet.
Jeg har, (som alle mine veninder har) ikke tiden til at gå i byen hver weekend. Har faktisk aldrig rigtig gjort det, da jeg blev mor som 18årig, og det først er der det virkelig er fedt at gå i byen.
Jeg har kun haft én partner. Den samme at kysse med. Den samme i sengen. Ikke noget nyt og fansy der..

Jeg misunder faktisk lidt dem som har flirt, og muligheden for one-night-stands.. Ja det lyder mærkeligt. Jeg savner den killende fornemmelse i maven, ved det første kys, den første gang i sengen, frække smser..

Men samtidig er jeg også rigtig taknemmelig for det jeg har. En dejlig kæreste, og en dejlig lille pige! Jeg elsker dem helt vild højt..

Årh, bare fortæl mig at det er ok at tænke sådan. Føler mig som et dårligt menneske, ved at tænke sådan her!

Jeg tror ikke det er unormalt at tænke sådan, du har ikke prøvet det, men ser alle andre gøre det, og tænker over, hvordan ville det have været hvis jeg ikke havde mødt min kæreste så tidligt? Det betyder jo ikke at du ikke elsker din familie.

Jeg har det på den anden måde, fordi alle finder den eneste ene og jeg har ikke fundet ham endnu, og ville elske at have hvad alle andre har, men han er bare ikke fundet endnu.

Anonym skriver:

Jeg føler nogengange, at jeg lever et kedeligt liv..

Jeg fandt min nuværende kæreste, (og faren til mit barn) da jeg var 13år gammel. Han var 14år. Total skolekærester..
Vi har været sammen lige siden. Vi er 19 og 20år idag. Vi er hinandens første af alt.. (første rigtige kæreste, sex osv.)
Da jeg var 18, og han 19år, fik vi vores datter. Det var ikke planlagt, men hun var velkommen. Det bedste der længe er sket for os!

Nogengange tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg ikke har været igennem som ung/oplevet.
Jeg har, (som alle mine veninder har) ikke tiden til at gå i byen hver weekend. Har faktisk aldrig rigtig gjort det, da jeg blev mor som 18årig, og det først er der det virkelig er fedt at gå i byen.
Jeg har kun haft én partner. Den samme at kysse med. Den samme i sengen. Ikke noget nyt og fansy der..

Jeg misunder faktisk lidt dem som har flirt, og muligheden for one-night-stands.. Ja det lyder mærkeligt. Jeg savner den killende fornemmelse i maven, ved det første kys, den første gang i sengen, frække smser..

Men samtidig er jeg også rigtig taknemmelig for det jeg har. En dejlig kæreste, og en dejlig lille pige! Jeg elsker dem helt vild højt..

Årh, bare fortæl mig at det er ok at tænke sådan. Føler mig som et dårligt menneske, ved at tænke sådan her!

Det er helt ok, du tænker sådan. Der er jo meget i begge er "gået glip af". Men der er helt sikkert også nogle, som er misundelige på dit liv. Fast kæreste, dejlig datter og familieliv

Anonym skriver:

Jeg føler nogengange, at jeg lever et kedeligt liv..

Jeg fandt min nuværende kæreste, (og faren til mit barn) da jeg var 13år gammel. Han var 14år. Total skolekærester..
Vi har været sammen lige siden. Vi er 19 og 20år idag. Vi er hinandens første af alt.. (første rigtige kæreste, sex osv.)
Da jeg var 18, og han 19år, fik vi vores datter. Det var ikke planlagt, men hun var velkommen. Det bedste der længe er sket for os!

Nogengange tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg ikke har været igennem som ung/oplevet.
Jeg har, (som alle mine veninder har) ikke tiden til at gå i byen hver weekend. Har faktisk aldrig rigtig gjort det, da jeg blev mor som 18årig, og det først er der det virkelig er fedt at gå i byen.
Jeg har kun haft én partner. Den samme at kysse med. Den samme i sengen. Ikke noget nyt og fansy der..

Jeg misunder faktisk lidt dem som har flirt, og muligheden for one-night-stands.. Ja det lyder mærkeligt. Jeg savner den killende fornemmelse i maven, ved det første kys, den første gang i sengen, frække smser..

Men samtidig er jeg også rigtig taknemmelig for det jeg har. En dejlig kæreste, og en dejlig lille pige! Jeg elsker dem helt vild højt..

Årh, bare fortæl mig at det er ok at tænke sådan. Føler mig som et dårligt menneske, ved at tænke sådan her!

Åhh... Jamen dog....
Jamen Prøv at tænke det til ende... det med at få dig det liv, som du lidt higer efter... er det fedt eller savner du bare ''lidt mere'' i det liv, du i forvejen har??

Først og fremmest er det EGET ansvar at gøre sit EGET liv attraktivt. Kan bestemt også være sejt, spændende, sexet, romantisk, sjovt og yderst fyldestgørende sammen med sin partner gennem hele livet. Vel og mærke, hvis man kæmper og hvis man følges af på samme livs-sti.

Giv dig selv noget frihed, spænding, prioritere dig selv, men hvis du virkelig gerne vil have det liv du har nu, kan det sagtens kombineres.

For mig lyder det ikke helt til, du bare vil væk fra manden af. Det lyder lidt til, dit liv er blevet - Ja som du skriver - lidt kedeligt...
Jamen så gør det spændende (på ''lovlig'' vis) Hvad vil du? Hvordan vil du være? Hvad vil du opnå? Og hvordan opnås det?

Vh *Pingvinen* -der er også startede som Ungdomskærester og nu er gift på 15. År.

Anonym skriver:

Jeg føler nogengange, at jeg lever et kedeligt liv..

Jeg fandt min nuværende kæreste, (og faren til mit barn) da jeg var 13år gammel. Han var 14år. Total skolekærester..
Vi har været sammen lige siden. Vi er 19 og 20år idag. Vi er hinandens første af alt.. (første rigtige kæreste, sex osv.)
Da jeg var 18, og han 19år, fik vi vores datter. Det var ikke planlagt, men hun var velkommen. Det bedste der længe er sket for os!

Nogengange tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg ikke har været igennem som ung/oplevet.
Jeg har, (som alle mine veninder har) ikke tiden til at gå i byen hver weekend. Har faktisk aldrig rigtig gjort det, da jeg blev mor som 18årig, og det først er der det virkelig er fedt at gå i byen.
Jeg har kun haft én partner. Den samme at kysse med. Den samme i sengen. Ikke noget nyt og fansy der..

Jeg misunder faktisk lidt dem som har flirt, og muligheden for one-night-stands.. Ja det lyder mærkeligt. Jeg savner den killende fornemmelse i maven, ved det første kys, den første gang i sengen, frække smser..

Men samtidig er jeg også rigtig taknemmelig for det jeg har. En dejlig kæreste, og en dejlig lille pige! Jeg elsker dem helt vild højt..

Årh, bare fortæl mig at det er ok at tænke sådan. Føler mig som et dårligt menneske, ved at tænke sådan her!

Så længe det bliver ved tanken er det helt ok - og især når du nu ikke "har prøvet andre", så fristes man tit til at tænke over det..

Jeg tror ikke du behøver have dårlig samvittighed

Forstår dig godt, men er en af dem der helt sikkert er lidt misundelig!

Når jeg tænker tilbage på mine teenage år (lyder så gammelt) er det ikke lutter lagkage, det er knust hjerte gang på gang, drukture og , tilfældige fyre, dårlig sex og ikke mindst falske venner og veninder..

Så i mine øjne er du ikke gået glip af noget vigtigt..

Jeg føler nogengange, at jeg lever et kedeligt liv..

Jeg fandt min nuværende kæreste, (og faren til mit barn) da jeg var 13år gammel. Han var 14år. Total skolekærester..
Vi har været sammen lige siden. Vi er 19 og 20år idag. Vi er hinandens første af alt.. (første rigtige kæreste, sex osv.)
Da jeg var 18, og han 19år, fik vi vores datter. Det var ikke planlagt, men hun var velkommen. Det bedste der længe er sket for os!

Nogengange tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg ikke har været igennem som ung/oplevet.
Jeg har, (som alle mine veninder har) ikke tiden til at gå i byen hver weekend. Har faktisk aldrig rigtig gjort det, da jeg blev mor som 18årig, og det først er der det virkelig er fedt at gå i byen.
Jeg har kun haft én partner. Den samme at kysse med. Den samme i sengen. Ikke noget nyt og fansy der..

Jeg misunder faktisk lidt dem som har flirt, og muligheden for one-night-stands.. Ja det lyder mærkeligt. Jeg savner den killende fornemmelse i maven, ved det første kys, den første gang i sengen, frække smser..

Men samtidig er jeg også rigtig taknemmelig for det jeg har. En dejlig kæreste, og en dejlig lille pige! Jeg elsker dem helt vild højt..

Årh, bare fortæl mig at det er ok at tænke sådan. Føler mig som et dårligt menneske, ved at tænke sådan her!

Jeg tror at langt de fleste der finder fast kæreste og stifter familie i så ung en alder har de tanker, uanset om de vil indrømme det eller ej. Og mange der først finder den rigtige og får børn senere - har også de tanker! Det er fuldstændig naturligt.

Men husk på at du jo sagtens kan få tid til at feste og fyre den af selvom du har et barn. Når hun er 2-3 år og det bliver meget nemmere for far at være alene med hende mens du sover brandert ud, så er du stadig ung. Livet går IKKE i stå fordi man får børn. Det bliver bare sat lidt på pause i de første år. 

Jeg ville aldrig kunne gøre hvad du har gjort - for mig har det været meget vigtigt at leve et liv, få en masse oplevelser, "prøve" en masse mænd, og først derefter finde den ægte, altopslugende kærlighed og vide at her er manden jeg skal have børn med.

Men vi er jo heldigvis forskellige, og så længe du er glad hvor du er, er det jo fint. Men husk at lytte til dig selv.

Anonym skriver:

Jeg føler nogengange, at jeg lever et kedeligt liv..

Jeg fandt min nuværende kæreste, (og faren til mit barn) da jeg var 13år gammel. Han var 14år. Total skolekærester..
Vi har været sammen lige siden. Vi er 19 og 20år idag. Vi er hinandens første af alt.. (første rigtige kæreste, sex osv.)
Da jeg var 18, og han 19år, fik vi vores datter. Det var ikke planlagt, men hun var velkommen. Det bedste der længe er sket for os!

Nogengange tager jeg mig selv i at tænke på alt det jeg ikke har været igennem som ung/oplevet.
Jeg har, (som alle mine veninder har) ikke tiden til at gå i byen hver weekend. Har faktisk aldrig rigtig gjort det, da jeg blev mor som 18årig, og det først er der det virkelig er fedt at gå i byen.
Jeg har kun haft én partner. Den samme at kysse med. Den samme i sengen. Ikke noget nyt og fansy der..

Jeg misunder faktisk lidt dem som har flirt, og muligheden for one-night-stands.. Ja det lyder mærkeligt. Jeg savner den killende fornemmelse i maven, ved det første kys, den første gang i sengen, frække smser..

Men samtidig er jeg også rigtig taknemmelig for det jeg har. En dejlig kæreste, og en dejlig lille pige! Jeg elsker dem helt vild højt..

Årh, bare fortæl mig at det er ok at tænke sådan. Føler mig som et dårligt menneske, ved at tænke sådan her!

Der er vel ikke noget der forhindre dig i at sende frække sms'er

Jeg er da sikker på at han vil synes det er fantastisk og sende nogle fluks tilbage til dig.

Og hvad er der galt i flirt nok se men ikke røre.

Jeg har været sammen med min kæreste siden eg var 15, og må sige at jeg ikke har det som du tværtimod ( men tror bestemt ikke det er unormalt at have det sådan) men vi har et kæmpe ansvar for at forholdet hele iden får lov at blomstre, og det synes jeg da også til tider er hårdt arbejde

Så vi ikke tilsidst KUN er forældre eller endnu værre KUN venner.

Så ja det er ok at have det sådan, når bare det ikke udvikler sig.